Opticon-serien er årets nyhed fra Dali, som har forsøgt at kombinere mange af egenskaberne fra deres dyrere Rubicon- og Epicon-serier til priser, der er mere tilgængelig for almindelige mennesker. Og med topmodellen Opticon 8 får man tilsyneladende rigtig meget for pengene: Frontpladen i blankpoleret pianolak giver et eksklusivt indtryk, mens resten af kabinettet holder en lidt lettere standard med træimitation i vinyl.
De er med en bred margin de største højttalere i testen: En firevejskonstruktion bestående af Dalis berømte hybriddiskant med både bånd og dome, dedikeret mellemtone samt to kraftige 8 tommers bas-elementer – alt dette indikerer, at højttalerne kan vise vejen til vellyd!
Lydkvalitet
Dali har en lang tradition for at lave højttalere, der er nemme at blive glad for. De giver som regel i både pose og sæk i form af såvel finpudsede og velopløste overtoner som solid basgengivelse. Sådan er det også med Opticon 8, der leverer en stor, fyldig og indsmigrende lyd.
Diskanten er raffineret og får alt, hvad der hedder blæsere og strenginstrumenter, til at klinge frisk og behageligt. Lydbillede på Lordes “Royals” er massivt, med imponerende detaljer i den unge sangerindes stemme. Der er også et ordentligt tryk i bassen – noget, som flere af de mindre konkurrenter har svært ved at kopiere.
Alligevel synes testpanelet, at Opticon 8 kan lyde lidt for pænt indimellem. De normalt så aggressive riffs fra Rage Against the Machine bliver rundet af og klinger ikke helt så hårdt, som de plejer. Og selv om der er et godt attack i stortrommen, savner vi mere fundament i den dybeste ende af basregisteret.
Opticon 8 går nemlig ikke så dybt i frekvensområdet og adskiller ikke bastonerne så godt, som man kunne forvente af højttalere af denne størrelse. Vi kan kun antage, at det er et bevidst valg fra Dalis side for at gøre dem lettere at drive og mere fleksible i forhold til rum og placering. Men det reducerer også noget af gevinsten ved at vælge store højttalere som disse.
Meget moderne elektronisk musik gør hyppigt brug af de lave frekvenser; derfor er det lidt skuffende, at disse store højttalere ikke giver større udbytte.
Konklusion
Dali Opticon 8 har en behagelig, letfordøjelig lydkarakter, men er ikke de mest dynamiske eller fængende højttalere i denne forsamling. Lyden er varm, fyldig og behagelig, men mangler tyngde og fundament, især i den dybe ende af bassen. Den voldsomme fysiske fremtoning skaber forventninger, som lyden ikke er helt formår at leve op til.
På den anden side er topmodellen i Opticon-serien et fremragende valg, hvis man kan lide den varme lydkarakter og har en virkelig stor stue, som man gerne vil fylde med lyd.
Lyd & Billede mener
Nydelige overtoner, flot klarhed og et massivt lydbillede karakteriserer disse store Dali-højttalere, der giver masser af lyd med selv beskeden forstærkereffekt. Spiller ikke specielt dybt i bassen, især ikke i forhold til deres størrelse.
Vejl. pris 17998 kr
Specifikationer
Dali Opticon 8
- Type: 4-vejs gulvhøjttalere
- Følsomhed: 88 dB/4 ohm
- Frekvensområde: 38 Hz – 32 kHz (-3 dB)
- Mål: 114 x 24 x 45 cm
Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.
-
LB+ Måned79 kr/mnd
-
LB+ 12 mnd66.66 kr/mnd
Se alle vores abonnementer her.