TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
Få fuld adgang til alt LB+ indhold

TEST: Revival Audio Sprint 3

Gode takter, men magien mangler

Revival Audio imponerede os med deres ultrapræcise og lækre Atalante-højttaler. Nu har de lavet en billigere serie. Kan magien gentages på budget?

Af / 27/04/2025 - 14:00
Revival Audio Sprint 3

Lyd & Billede mener

  • Godt stereo- og dybdeperspektiv. Enhederne er af lækker kvalitet i forhold til prisklassen.
  • Savner engagement. Tendens til skarphed. Bedre dæmpning af kabinettet kunne hjælpe.

Franske Revival Audio er er et ret nyt firma, der er stiftet i 2021, men folkene bag har lang erfaring fra blandt andet Dynaudio og Focal. Vi har testet flere modeller fra den ambitiøse debutserie, Atalante, men nu har man udvidet sortimentet med mere tegnebogsvenlige modeller.

Den lavere pris er opnået ved at spare på både materialer og produktionsomkostninger. Højttalerne er stadig designet i Frankrig, men bygget i Kina. Og eksklusivt møbelhåndværk med indlagte detaljer i den ægte finer er afløst af vinylfolie. Højttalerne fås i sort samt valnødde- og egefinish.

14146 Revival Audio Sprint3 Angle3 A3 300dpi
Højttalerenhederne er baseret på dem, der bruges i de dyrere modeller, men i lidt simplere udførelse. (Foto: Revival Audio)

Den mindste model i serien, Revival Audio Sprint 3, er en tovejs kompakt- eller standerhøjttaler med en 7” bas/mellemtoneenhed og 28 mm domediskant. Altså umiddelbart samme bestykning som Atalante 3, men ikke af den grund identiske enheder. Begge er dog produceret af Revival Audio selv.

Basenheden har Revival Audios membran, der er en sandwichkonstruktion med flettede basaltfibre og filt. Men magnetsystemet og kurven er ikke helt så ekstremt som på Atalante 3.

Læs også TEST: Revival Audio Atalante 3 Revival Audio er et nyt fransk mærke, men folkene bag er erfarne og med rødder i kendte mærker. Det kan man godt høre!

Diskantenheden har en meget lav egenresonans på 560 Hz og patenteret dæmpet kammer bag domen. Enhederne er ikke identiske med topmodellen, men lidt simplere varianter. Blandt andet er magnestyrken mindre, og chassiserne er mindre robuste. Slægtskabet er dog åbenlyst. Ligesom det er det med Dynaudios klassiske D-28-dome.

Annonce
14146 Revival Audio Sprint3 Angle2 A3 300dpi
Revival Audio Sprint 3 bør placeres på en stander . (Foto: Revival Audio)

Magnetisk forplade

Forpladen og frontstoffet er så snedigt udformet, at Revival Audio vart nødt til at give det et varemærkenavn, Elytron. I stedet for at have en flad frontplade og en løs frontstoframme, der ender i pulterrummet, er den aftagelige Elytron-front udformet som en diffraktions-reducerende waveguide. Fronten er magnetisk monteret og kan tages af, men spredningskarakteristikken bliver ifølge producenten mere jævn med fronten på. Frontstoffet består af et stofgitter, der monteres bagfra, hvor det dækker bas/mellemtoneenheden. Men ikke diskantdomen, der er ubeskyttet mod besøgende pilfingre.

Delefilteret er et klassisk 12 dB/oktav filter med fornuftige komponenter på de steder, hvor det betyder mest. Det vil sige seriekondensatoren til diskanten og seriespolen til bas/mellemtoneenheden.

Kabinettet er som nævnt belagt med vinylfolie, hvilket er helt acceptabelt i prisklassen. Ikke mindst når alle flader er dækket. Terminalerne på bagsiden er helt i orden og accepterer bananstik og kraftige afisolerede ledninger.

<
>

Placering

Revival Audio Sprint 3 måler 38 cm i højden og 21 cm i bredden, så den bør placeres på en stander og ikke i en reol. Hvis galt skal være, er placering oven på en skænk acceptabel.

Manualen fra Revival Audio anbefaler at placere højttalerne mindst en halv meter fra bagvæg og hjørner samt at vinkle dem ind mod lyttepladsen. Der er dog ingen faste regler, og det kan være nødvendigt at eksperimentere med placeringen.

Det er i øvrigt fuldkommen samme manual som på Atalante-modellerne. Men da alle råd i den er generelle – og i øvrigt udmærkede – går det an.

Hvis bassen bliver for kraftig på grund af placeringen, kan den dæmpes ved at indsætte de medfølgende skumpropper i basrefleksporten på bagsiden. Overdreven bas var dog ikke noget problem under testen.

En placering en halv meter fra bagvæggen og lidt over en meter fra hjørnerne gav en forholdsvis god balance. Højttalerne blev først vinklet indad uden at pege helt direkte mod lyttepladsen.

14146 Revival Audio Sprint3 Angle5 A3 300dpi
(Foto: Revival Audio)

Lydkvaliteten

Både højttalerenhederne og beskrivelsen af dem ligner umiddelbart dem fra Revival Audio Atalante 3. Det vækker et håb om, at Sprint 3 måske er samme højttaler i en mere ydmyg finish.

Det er et håb, som ikke bliver indfriet.

Revival Audio Sprint 3 demonstrerer fra første ørekast et ganske nydeligt stereoperspektiv, hvor instrumenter og stemmer er panoreret godt ud, også hinsides højttalerne. Den akustiske scene er også rigtig fin for en højttaler i prisklassen.

Desværre genfinder man ikke den usædvanlig præcise, ufarvede klang fra Atalante-modellerne. Sprint gør det ikke dårligt, men den udmærker sig heller ikke på det punkt. En årsag kan være kabinettet, der mærkbart spiller med. Hvad man tydeligt kan mærke ved at lægge hånden på højttaleren, mens musikken spiller.

Der er også en tendens til skarphed omkring 2 kHz. Det kan muligvis hænge sammen med, at man har valgt at dele mellem diskant og bas/mellemtone i netop det område. Og ved en noget lavere frekvens end i Atalante-serien. Årsagen uanset giver det en lidt skinger klang til stemmer og for eksempel guitarer.

14146 Revival Audio Sprint3 Angle7 A3 300dpi
(Foto: Revival Audio)

Konkurrenter

Et sæt Revival Audio Sprint 3 er ikke meget dyrere end to multirumshøjttalere i den bedre ende, men der findes også en række mere Hi-Fi-relevante konkurrenter. Bowers & Wilkins 606 S3 leverer en fornem tonal balance. Elipson Heritage XLS7 er charmerende ballademagere med imponerende dynamik – og finish i ægte valnød. Og Q Acoustics 5020 har en virkelig ren og præcis gengivelse af stemmer til en virkelig lav pris.

Læs også TEST: Revival Audio Atalante 5 Topmodellen fra franske Revival Audio byder på fornemt håndværk og kræfter til at ryste huset. Men den lader sig ikke byde hvad som helst.

Konklusion

Revival Audio Sprint 3 har nogle store sko at skulle udfylde. Det er uundgåeligt, at den vil blive sammenlignet med Revival Audios fremragende debutmodel, Atalante 3. Men dette vil ikke være en fair sammenligning, da Sprint 3 koster under det halve, og der derfor er indgået nødvendige kompromiser på alle områder. Sådan må det være.

Højttalerne giver et helt i orden lydbillede, og de udmærker sig ved et perspektiv og en akustisk scene, der er bedre, end hvad man ville forvente til prisen. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at det burde være muligt at få mere ud af de rigtig gode råvarer, der er brugt – i form af højttalerenheder og delefilter.

Karakter
Revival Audio Sprint 3
Basic
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

TILBUD - 49 kr første måned

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

LB+ Total 6 måneder

Fuld adgang til alt indhold i 6 måneder

49 kr / første mnd
108 kr / mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Advantage Club
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Livlig og levende lyd

Sensationel opgradering

Budgetmodel fra Revival

Sony tager kampen op med Sonos – med delvis succes

Harmonisk kompakthøjttaler

Billige biografhøjttalere med punch

Lynhurtigt energibundt

Ren musikmagi med et heftigt prisskilt

Har kun udseendet med sig

Mesterligt afbalanceret lyd

Norsk dynamit i stuen

Trådløs luksus