Drumfire er faktisk to højttalere: En bordhøjttaler, der er lidt bredere end Addon C10, plus en lige så bred, men tre gange højere subwoofer. Dermed kan man selv vælge, om man vil have dem fritstående, stablet oven på hinanden eller adskilt med subwooferen gemt af vejen.
Designsproget er velkendt, men finishen er ny. Hvor de tidligere højttalere har blank lak, har Drumfire i stedet kunstlæder. Et mere rockagtigt udseende, der minder om Marshalls højttalere. Ligesom før er kontrolpanelet på toppen i metal, og byggekvaliteten burde få de mange billige plasthøjttalere til at skamme sig.
Man forbinder de to med en ledning til bordhøjttalerens sub-udgang, ligesom det har været muligt med de tidligere højttalere. Hvis man vil tilslutte andre lydkilder, er der RCA-indgang på bagsiden og en lettilgængelig 3,5 mm indgang på toppen. De fleste vil dog nok køre trådløst via Bluetooth eller Wi-Fi.
Eftersom den har Spotify Connect integreret, er det såre simpelt at afspille musik på Drumfire eller en højttalergruppe, som den tilhører. Det er bare at vælge den som afspilningsenhed direkte i Spotify-app’en. Der er også integration med tjenester som Tidal, Deezer og TuneIn, og fra Apple Music kan man køre AirPlay.
Lydtryk og bas
Det skal siges med det samme, at Drumfire kan spille højt som en rockkoncert og har bas som et tordenvejr. Så man skal passe på med at skrue alt for meget op, hvis man bor i lejlighed og ikke vil smides ud.
Selv blev jeg nødt til at justere bassen, fordi vinduerne begyndte at klirre, da jeg forsøgte mig med James Blakes “Limit to Your Love”. Denne basmorder plejer at afsløre højttaleres mangel på ordentlig dybbas, men ikke denne gang.
Det er dog ikke bare bulder og brag uden finesse, som det med de fleste party-højttalere. Ligesom de tidligere modeller spiller Drumfire nemlig meget rent og klart.
Konklusion
Audio Pros små trådløse højttalere har altid spillet godt og imponeret os. Men de har savnet lidt hestekræfter og tyngde for rigtig at kunne sætte gang i en fest. Det klarer Drumfire i den grad. Med tilføjelsen af en enorm subwoofer kan den spille faretruende højt og fik bogstavelig talt vores vinduer til at klirre. Men også ved normal lydstyrke og med mere stille musik imponerer den med klarhed og nærværsfølelse.
Man skal heller ikke glemme, at den er en del af Audio Pros multirumssortimentet, så man let kan supplere med flere højttalere. Med en mindre højttaler i køkkenet og dette bæst i stuen vil manges behov være dækket.

Lyd & Billede mener
Klar og detaljeret lyd. Enorme volumenressourcer og ægte dybbas. Flot og velbygget. App’en mangler lidt finpudsning for at være rigtig intuitiv.
Vejl. pris 6000 kr
Specifikationer
- Udgangseffekt: 100 + 200 watt
- Bestykning: 8” bas + 2 x 4,5” + 2 x 1”
- Lydkilder: Wi-Fi, Bluetooth, RCA, 3,5 mm
- Batteritid: -
- Mål og vægt: 37 x 16 x 19 + 50 x 37 x 19 cm / 16 kg
- Web: audiopro.com
- Pris: 6.000 kr
Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.
-
LB+ Måned79 kr/mnd
-
LB+ 12 mnd66.66 kr/mnd
Se alle vores abonnementer her.