Onkyo TX-NR818

Heftig og begejstret

Receiveren fra Onkyo er langtfra nogen lille fyr! Med kontrol i bassen og rigelig dynamik tager den hjemmebiograf-jobbet alvorligt. Og specielt videoprocessering kan den som få andre.

Onkyo TX NR818skrå DYP

Onkyo hævder at have receiver-markedets bedste videoprocessering, og det kan godt være. Billedprocesseringen fra HQV og Marvell skalerer billedet op i henholdsvis 1080p og 4K. Prikken over i’et sættes af ISF-kalibrering, som gør, at man kan få et helt farvekorrekt billede.

InstaPrevue gør det let at skifte imellem HDMI-kilder, uden at man behøver at vide, hvilken der er tilsluttet hvor. På tv-skærmen vises billedsignalet fra alle indgangene nemlig samtidig som små billeder, så kan du markere det rigtige billede og gå til dét.

Derudover har Onkyo selvfølgelig satset på lyd, med 32 bit konvertering og Audysseys mest avancerede rumkorrektion, MultEQ XT32. Den THX Select2-certificerede receiver kan streame de fleste musikformater, også Apple Lossless og FLAC, og blandt musiktjenester indbygget i apparatet er både Spotify og Onkyos egen e-Onkyo Music, hvor højopløst musik kan købes og downloades. Til streaming foretrækker jeg Spotify-funktionen, som styres af fjernbetjenings-app’en, men at man ikke kan tilføje og fjerne numre fra spillelisten, gør den lidt begrænset, når man f.eks. har fest.

Som Apple-bruger savner jeg også AirPlay.

Fjernbetjenings-app’en Onkyo Remote 2 er udarbejdet til smartphones (iOS og Android), ingen egen til tablet. Grundlæggende indstillinger kan laves, og den falder ganske fint i min smag. Men overskueligheden fra Pioneers og Yamahas iPad-apps mangler.

Lydkvalitet
Audyssey MultEQ XT32 gør et flot stykke kalibreringsarbejde. Til film foretrækker jeg at bruge Audyssey DSX, som også drager nytte af højdehøjttalerne i front. Battleship på Blu-ray er heftigt gengivet, med kontrolleret bulder og brag i bassen, samtidig med at der er en rigtig god gengivelse af dialogerne. Brystklangen går langt ned i registeret, uden at det går ud over artikuleringen af konsonanter, som gør dialogerne tydelige og ikke mumlende.

I Avatar, hvor hovedpersonen bliver jagtet af en dinosaurlignende skabning, er der fut og fart i bassen, mens geværkuglerne flyver forbi os i rummet og virkelig engagerer. Når han så hopper ud i vandfaldet og lander i floden, giver det en herlig klaustrofobisk følelse. Lyden af vand under overfladen er realistisk og engagerende.

Klassisk musik i surround, nærmere bestemt Trondheimsolistenes Souvenir på Blu-ray, gengives med uslebne og aggressive strygere med stor mellemtone og god grobund i bassen. De kunne måske have haft lidt mere opløsning i toppen, samtidig synes jeg også, at klassisk musik kan have godt af at lyde lidt barskt i stedet for bare fint.

Pop og rock lyder også barskt, det her er en klar allrounder.

Konklusion
Onkyo TX-NR818 har godt med muskler og leverer et lydbillede fuld af fut og fart. Dialogerne i film lyder stort og barskt, uden at det går ud over artikuleringen, og lydbilledet er stort og omsluttende. Det bliver ekstra barskt med højdehøjttalerne i front, selv om det, der kommer derfra, lyder noget tilfældigt indimellem. Vurdér selv, om du hellere vil have de ekstra højttalere bagved, eller måske en normal 5.1-opsætning er nok. Musik i surround og stereo lyder også barskt. Receiveren har en neutral klangbalance med måske en lidt ekstra fylde i bassen. Overtonerne kunne godt have været endnu mere opløst, men det er i bagatelafdelingen.

Vi håber, at Onkyo snart kommer med en fjernbetjenings-app specielt til tablets, som giver flere funktioner end den nuværende til smartphones.

Læs videre
Exit mobile version