TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 3 billige hjemmebio-projektorer

3 billige biografprojektorer

Du får ikke en rigtig hjemmebiograf uden et stort billede. Til det har du brug for en ordentlig projektor, og de er heldigvis blevet meget bedre og billigere med årene.

Af / 11/03/2015 - 06:00
3 billige hjemmebio-projektorer

Drømmer du om et virkelig STORT billede hjemme i stuen? Så kommer du ikke uden om en ordentlig hjemmebio-projektor. For prisen på et 65 tommers tv kan du få et knivskarpt billede på 100 tommer eller mere!

Hvis dit fjernsyn er ved at være oppe i årene eller føles lidt lille, er der en god chance for, at du overvejer et nyt og større tv. Prisen på store tv-skærme er faldet betragteligt, og det betyder, at en 65-tommer nu kan købes for en overkommelig bunke penge.

Problemet opstår, når man skal have et virkelig stort billede. Som mange har erfaret, når de vil bygge deres egen hjemmebiograf, skal man helst op i 80-90 tommer eller mere (afhængigt af rummets størrelse og betragtningsafstanden) for at få den rigtige biograffølelse. Og sådan et tv er desværre hverken let eller billigt at få fat i. En af de mest populære storskærme, Samsungs 78 tommers 78HU8505, koster lige knap 50.000 kroner…

Derimod findes der masser af hjemmebio-projektorer, som er skræddersyet til opgaven, og de er blevet meget billigere og bedre de seneste år. For prisen på førnævnte 65-tommer kan en projektor give dig et billede på 100 tommer eller mere, og kvaliteten er bedre, end man skulle tro.

Overkommelige HD-projektorer

Projektorerne har altid fandtes som et alternativ til store tv’er, men har været præget af mange kompromiser. Dårlig lysstyrke har gjort, at man som regel var nødt til at sidde i et helt mørkt, lystæt rum for at få god kontrast på lærredet. Mange projektorer er også kendetegnet ved meget støj fra blæseren, der er nødvendig for at holde temperaturen på lyskasteren under kontrol.

Annonce

Sidst, men ikke mindst har lyspærernes pris og levetid gjort det til en dyr fornøjelse at se mange timers tv og sport på projektoren. Alt dette er fortsat faktorer, som man skal tage i betragtning ved valg af projektor, men det er blevet drastisk forbedret i årenes løb.

Skærme med barberbladsskarp 4K-opløsning har været det store samtaleemne inden for tv det sidste års tid. Men ærlig talt er det lidt fjollet at tale om 55 eller 65 tommers 4K-tv’er, når man ser, hvilken billedkvalitet der kan opnås med et almindeligt HD-billede projiceret op på et 100 tommers lærred.

Faktisk er der langt flere detaljer gemt i HD-signalet, end man skulle tro, og typiske spillefilm vågner virkelig til live, når de vises i stort format. Smid en film som Casino Royale i Blu-ray-skuffen, og det føles som at sidde ved pokerbordet ved siden af James Bond og Le Chiffre. Når det gælder indlevelse og realisme, er der intet, der kan slå et billede, som fylder hele synsfeltet.

Projektorerne er også blevet smartere med årene. De fleste af dem kommer med to HDMI-indgange til tilslutning af flere videokilder. Nogle modeller har mulighed for trådløs signaloverførsel, så man slipper for at trække lange, dyre HDMI-kabler. Projektorerne plejer ikke at have indbyggede smart-funktioner, men ved at tilslutte en Apple TV-boks eller tilsvarende medieafspiller opnår man langt hen ad vejen den samme funktionalitet som på et smart-tv.

Projektorerne
Denne gang ser vi på tre projektorer i prisklassen lige over 10.000 kroner.

Projektorerne fra BenQ og Optoma er af typen DLP – et patent fra Texas Instruments, hvor ca. to millioner spejle tænder og slukker hver sin pixel ud fra, hvilken farve den skal gengive på et givet tidspunkt. En sofistikeret, lynhurtig og vedligeholdelsesfri teknologi, hvor den eneste ulempe er en “regnbueeffekt”, hvor farverne brydes op, når man bevæger synet hen over kontrastfyldte områder på skærmen. Et fænomen, som ikke alle mennesker er lige følsomme over for, men som for nogle kan blive ganske trættende at se på over tid.

Projektoren fra Epson er derimod af LCD-typen. Her projiceres hver farve gennem sin egen farvechip, og man undgår regnbueeffekten. Ulempen er, at LCD kræver et støvfilter, der skal rengøres eller udskiftes fra tid til anden.

Sådan testede vi

Vi har set på billedkvaliteten fra projektorerne, både én for én og side om side. på et lærred i et rum med kontrolleret belysning. Lysstyrke, farvegengivelse, kontrast og sortniveau (evnen til at vise ordentlig sort) er blandt de vigtigste kriterier, når vi bedømmer billedkvaliteten visuelt.

Desuden har vi målt billedkvaliteten med professionelt måleudstyr, både før og efter kalibrering ifølge gældende standarder. Det er for at se, hvor godt justeret projektorerne kommer fra fabrikken, og finde ud af, hvilket maksimalt potentiale de har. Flere forhandlere tilbyder kalibrering mod et tillæg til prisen, når du køber en projektor, og det er godt at vide, om det er pengene værd eller ej.

BenQ W1400

Stort potentiale

DLP-projektoren fra BenQ kan give glimrende billedkvalitet, men ikke før man har kalibreret den grundigt.

BenQ W1400 er en fleksibel projektor med imponerende lysstyrke, som giver rigtig god kontrast, selv når der er noget lys i rummet.
Projektoren kommer med temmelig fejljusterede farver fra fabrikken og kræver en omgang med lysmåling og kalibrering for at vise sit sande potentiale.
Læs hele testen

Epson EH-TW6600

Biografoperatøren

Epson EH-TW6600 er afgjort en af de bedste projektorer i prisklassen. Den leverer højere ydelse end konkurrenterne på en række vigtige områder.

Bedre optik og flere justeringsmuligheder gør den til en projektor for de kræsne. Epson giver det skarpeste og mest kontrastrige billede med den bedste dybdeeffekt af de tre testdeltagere.
Farvegengivelsen er ikke så lineær som på DLP-projektorerne, hverken før eller efter kalibrering. Vores testeksemplar havde en rød stribe i yderkanten af billedet.
Læs hele testen

Optoma HD50

Kompakt lyskanon

Fra Optoma kommer en lille, men effektiv biografprojektor med masser af lysstyrke.

God lysstyrke og meget jævn farvegengivelse fra fabrikken gør Optoma HD50 let at tage i brug.
Billedskarpheden er ikke den bedste, og den lette, åbne konstruktion medfører en del blæserstøj.
Læs hele testen

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar