TCL har profileret sig som leverandør af store TV-skærme til fordelagtige priser. Mange L&B-læsere husker sikkert den gigantiske 98C735, som vi testede sidste år, og nu får den selskab af en ny, billigere 2023-model i P745-serien.
TCL 98P745
Det nye skud på stammen, 98P745, er ikke en direkte arvtager til 98C735 fra 2022, men ligger snarere en tak under den på rangstigen. Der er dog flere tekniske fællestræk.
Skærmstørrelsen er den samme, 98 tommer diagonalt, hvilket svarer til godt 2,6 kvadratmeter skærmareal! Begge har også et 120 Hz LCD-panel med 4K-opløsning og direkte LED-baggrundsbelysning.
Den væsentligste forskel er, at P745 må klare sig uden local dimming, hvilket sandsynligvis vil resultere i lidt lavere kontrast og lysstyrke. Derudover er det meget det samme. Brugergrænsefladen er stadig Google TV, og TCL-skærmen understøtter vigtige audio-/videoformater som Dolby Atmos og Dolby Vision. På lydsiden kan den nye skærm skilte med et indbygget 2.1 lydsystem fra Onkyo.
Der er også taget højde for gaming-finesser med Game Master Pro 2.0, dedikeret spiltilstand, HDMI 2.1-indgange og understøttelse af frekvenser på op til 144 Hz.
Mange gamere foretrækker at sidde klinet til en mindre skærm, men vi husker fra sidste års test af C735, at det føltes ret fordybende at spille konsolspil på 98-tommeren.
TCL 85P745
Hvis du synes, at 98 tommer er for meget til din stuevæg, tilbyder TCL også en mindre 85-tommer skærm, 85P745.
Den bruger meget af den samme teknologi, herunder et DLED LCD-panel med 4K-opløsning. Men her er opdateringshastigheden reduceret til 60 Hz, hvilket vil skuffe de mest ivrige gamere. Derudover ligner skærmen i høj grad sin storebror.
Pris og tilgængelighed
TCL P745 (98″ og 85″) kommer snart til Danmark, bekræfter produktchef Per Svensk hos TCL Nordic over for Lyd & Billede. 85P745 forventes at ramme butikshylderne i midten af august, mens 98P745 kommer i september.
Prisen på 98-tommeren bliver 29.999 kroner, hvilket er den laveste startpris, vi har set for en 98-tommer. 85-tommeren kommer til at koste 22.990 kroner (vejledende udsalgspris). Til sammenligning havde 98C735 en pris på 35.999 kroner, da den blev lanceret sidste år.
Naturligvis har vi set endnu lavere priser end dette på kampagner (så lavt som 21.999 kroner iflg. Prisjagt). Det bliver selvfølgelig spændende at se, hvordan valutakurser og markedspriser udvikler sig i løbet af året.
98 tommer er et relativt nyt, men voksende segment. Ud over TCL har både Samsung og Sony lanceret 98-tommers modeller, som også kommer på markedet i løbet af sensommeren og efteråret. Vi funderer lidt over, hvordan vi dog skal få plads til alle disse mastodonter i testlokalet …
2 kommentarer til “TCL lancerer nyt 98″ TV – og det bliver billigt”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Stærkt med så lav en pris allerede ved lanceringen, men surt at det er på bekostning af bagbelysningen.
Ved I om der kommer en 98” fra en bedre modelserie, som har local dimming?
Hei Mads! Beste valg vil nok da være 2022-modellen 98C735 som vi har testet tidligere. Den vil være fortsatt være på markedet en god stund fremover. Mvh Audun