Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Stort udslip af Disney-klassikere

Fra Snehvide til Frost.

Skrevet af / 18/06/2014 - 16:19
Stort udslip af Disney-klassikere

Når julen er ovre, og de fleste af os kæmper med at slippe af med de ekstra kilo efter for meget flæskesteg, and, juleøl osv., og børnene knap nok er kommet sig over det posttraumatiske stress-syndrom, der følger af endnu en juleaften med en usandsynlig overflod af gaver – hvad er det så, der står tilbage som et af de bedste minder?

For mange af os vil svaret (bortset fra den lyserøde strikkede hue fra tante Borghild) være en af vores kæreste og sjoveste juletraditioner: Disney-kavalkaden Fra alle os til alle jer – en tradition, der i årtier har spredt glæde her i Skandinavien.

For mange børn er det det første møde med Walt Disneys vidunderlige verden. Alle kan huske Peter Pan og børnene, der flyver over det mørke London; Bambi, der vakler på isen; Snehvide, der danser med de syv små dværge; og ikke mindst Jesper Fårekylling, der synger “Når du ser et stjerneskud” til sidst. Så har julefreden endelig sænket sig.

Eventyret begyndte tilbage i 1937 med lanceringen af verdens første tegnefilm i spillefilmslængde: Snehvide og de syv små dværge – en film, der før premieren blev kaldt “Disneys dårskab” og spået en hurtig fiasko – og nåede sidste år en foreløbig afslutning med Frost.

Hvad er det så, der har præget perioden fra 1937 til 2013, med hele 52 officielle animationsfilm i spillefilmslængde fra Disney-koncernen? Tag med Lyd & Billede på et dyk ned i en af filmhistoriens mest kendte, elskede og indbringende “føljetoner” – de film, der sammen går under hædersbetegnelsen Disney-klassikere.

Guldalderen

Det hele begyndte med en ambitiøs filmpioner fra Kansas ved navn Walter Elias Disney (1901-1966). Efter at have produceret verdens første tegnefilm med lyd (Steamboat Willie fra 1928, hvor han i øvrigt selv lagde stemme til Mickey Mouse) og verdens første tegnefilm i farver (Flowers and Trees, 1932) mente han, at tiden var moden til verdens første tegnefilm i spillefilmslængde. Så i 1933 satte Disney arbejdet med Snehvide og de syv små dværge i gang.

Meget få uden for Disney-selskabet delte hans overbevisning. Korte tegnefilm (cartoons) havde i mange år været et vigtigt indslag i biograferne, men kun som forfilm – så hvem ville være villig til at betale en hel billet for at se en tegnefilm?! Som det så ofte er tilfældet med visionære mennesker, viser det sig, at de er forud for deres tid. Snehvide blev hyldet af de fleste kritikere og blev øjeblikkelig et hit i biograferne. I dag betragtes filmen som en milepæl i filmhistorien, og den er relanceret utallige gange.

Pinocchio (1940) er en af de flottest animerede Disney-klassikere.
Pinocchio (1940) er en af de flottest animerede Disney-klassikere.

Snehvide, der er baseret på et eventyr af Brødrene Grimm, blev starten på Disney-klassikernes første guldalder. Nu fulgte filmperlerne som – ja, perler på en snor: Pinocchio, Fantasia, Dumbo, Bambi

Disneys film var kendetegnet af gode historier – som regel det gode mod det onde – meget detaljerede og livagtige tegninger (prøv f.eks. at se gadebillederne i Pinocchio), iørefaldende sange og banebrydende teknik. Alt sammen elementer, der gør, at de tidlige Disney-film også i dag står sig godt i konkurrencen med moderne animationsfilm.

Et interessant faktum er, at det ofte er skurkene, der er de mest fascinerende figurer, mens heltene tit er lidt endimensionelle. Alle husker heksen fra Snehvide, den onde stedmor fra Askepot, Kaptajn Klo fra Peter Pan, Malavia fra Tornerose, Cruella De Vil (= devil) fra 101 Dalmatinere, Ursula fra Den lille Havfrue, Jafar fra Aladdin, Mor Gothel fra To på flugt og den største af dem alle, Chernabog fra Fantasia. Fantasia floppede i øvrigt i biograferne og hos mange kritikere, men anses af eftertiden som en af de største.

Episodefilm

I 1940’erne blev der udsendt hele ti Disney-klassikere. Men trods ros fra kritikerne og gode tilskuerstal var produktionen af tegnefilm i spillefilmslængde dyr i forhold til indtægterne. Walt Disney begyndte at se sig om efter andre indtjeningsmuligheder og billigere produktioner. På det tidspunkt tilbød den amerikanske regering støtte til opbyggelige film om Sydamerika, og Disney producerede en række kortfilm, der blev samlet til to lange, Saludos Amigos (1943) og The Three Caballeros (1945).

Anden Verdenskrig bidrog yderligere til at bremse produktionen af langfilm. Den amerikanske hær udvalgte Walt Disney til at producere patriotiske propagandafilm (hvilket han gjorde villigt), og det blev bl.a. til Victory Through Air Power (1943) og en kortfilm, hvor Anders And gør grin med Hitler, Der Fuehrer’s Face (1942).

I 1940’erne producerede Disney krigspropagandafilm for den amerikanske regering. Her fra Der Fuehrer’s Face (1942).
I 1940’erne producerede Disney krigspropagandafilm for den amerikanske regering. Her fra Der Fuehrer’s Face (1942).

I perioden 1943 til 1949 blev der udgivet seks episodefilm, hvor historierne var holdt sammen af en noget søgt rød tråd. Der blev også eksperimenteret med levende mennesker i samspil med de tegnede figurer. Filmene var billige at producere og er af ujævn kvalitet, men ikke uden guldkorn, f.eks. “The Whale Who Wanted to Sing at the Met” fra Fantasia-kopien Make Mine Music (1946) og Pablo fra The Three Caballeros. De fleste af disse film er stort set ukendt i Skandinavien, med undtagelse af Fun and Fancy Free (1947), som blev udgivet på dvd i 2003 med titlen Mickey og bønnestagen.

Comeback

Genoplivningen kom i 1950 med Askepot. På det tidspunkt var selskabets økonomi så nedkørt, og omkostningerne forbundet med produktionen af Askepot så store, at filmen var “vind eller forsvind” for Disney. Men kritikere var udelt begejstrede og skrev: “Disney er tilbage!” Askepot blev en formidabel succes og var startskuddet til en strøm af store klassikere – ni film på 20 år. Disney var tilbage med det, de gjorde bedst: Genfortællinger af klassiske eventyr for hele familien med sange, romantik, moralsk opbyggelighed, drama og sjove bifigurer.

Filmene kom ikke så ofte som før, men var af væsentlig højere kvalitet end i sidste halvdel af 1940’erne. Fra 1950 til 1970 lancerede Disney ni film, som vi alle kan nikke genkendende til – af højdepunkter kan nævnes Askepot, Tornerose (Walts personlige favorit), Junglebogen og Aristocats.

I Junglebogen tegnede Disney for første gang figurerne efter stemmerne, en tradition, de har fortsat med stor succes i efterfølgende film. Phil Harris, der lagde stemme til Baloo, vendte tilbage som Thomas O’Malley i Aristocats og Lille John i Robin Hood. Det er også let at se, at Scar fra Løvernes Konge er Jeremy Irons, og at Eva Gabor er Miss Bianca i Bernhard & Bianca (1977) og Bernhard & Bianca: SOS fra Australien (1990).

En swingende Baloo (Phil Harris) fra den charmerende Junglebogen (1967).
En swingende Baloo (Phil Harris) fra den charmerende Junglebogen (1967).

Med Walt Disneys alt for tidlige død i 1966 forsvandt den kreative og drivende kraft bag tegnefilmsproduktionen (han var kendt som både en stor inspirator og en tyrannisk chef), og koncernen fokuserede mere på tv-produktioner, mens tegnefilmssatsningerne gradvis blev nedtrappet. 1970’ernes film er da heller ikke så vellavede som før. Der er mindre detaljerigdom, historierne er mere simple, og der blev kun lavet fire film i dette årti.

1980’erne var en eksperimenterende periode for Disney, hvor man prøvede at finde en ny kurs. Mads og Mikkel var en mere traditionel film, der gjorde det godt i biograferne, mens Taran og den magiske gryde i høj grad blev skabt af nytilkomne, der ville tilpasse mediet til tiden og derfor peppede filmen op til et mere voksent, adventure-vant publikum.

Taran blev et stort flop for Disney, anklaget for at være alt for skræmmende til børn og hurtigt trukket tilbage fra markedet. Filmen blev aldrig relanceret i biograferne (hvilket ellers er fast kutyme) og var helt utilgængelig, indtil den i al ubemærkethed blev udgivet på dvd i 2000.

Mesterdetektiven Basil Mus gik også godt i biograferne, mens Oliver & Co. var den første film, hvor computeranimation blev brugt i betydeligt omfang. Det er dog en temmelig middelmådig film.

Den store genkomst

Koncernens tegnefilmsproduktion var nedprioriteret i årevis – indtil der kom en lille dansk havfrue og bankede på døren. Rettighederne til H.C. Andersens Den lille havfrue havde Disney siddet på i årevis, men ikke udnyttet, før Ron Clements og John Musker kom på banen og gav startskuddet til Disneys mest økonomisk indbringende periode med kommercielle succeser på rad og række. Og endelig lykkedes det Disney at vinde det voksne publikum tilbage til deres lange tegnefilm.

Den lille Havfrue (1989) markerede starten på Disney-klassikernes store comeback – og en ny guldalder.
Den lille Havfrue (1989) markerede starten på Disney-klassikernes store comeback – og en ny guldalder.

Clements og Musker stod også bag Mesterdetektiven Basil Mus og lavede senere kassesuccesen Aladdin, Skatteplaneten og senest Prinsessen og frøen. Disneys store comeback blev kronet med Skønheden og Udyret fra 1991, der som den eneste tegnefilm nogensinde blev hædret med en Oscar-nominering for Årets Bedste Film.

Med Den lille Havfrue blev der igen tradition for at udsende en Disney-klassiker hvert år. I 1994 kom Løvernes Konge, der stadig er koncernens største kommercielle succes (endnu), godt hjulpet af biografrelanceringen i 3D (2013).

Men som det er tilfældet med alle guldaldre, venter der uundgåeligt en kunstnerisk og kommerciel nedtur rundt om hjørnet. For Disney startede nedturen i 1997 med Hercules.

Digitalisering, masseproduktion og nye retninger

I 00’erne mødte Disney-koncernen mange udfordringer. De andre store Hollywood-selskaber havde fået øjnene op for, hvilken lukrativ pengemaskine tegnefilm kunne være, så konkurrencen fra bl.a. Dreamworks (Prinsen af Egypten, Shrek og Kung Fu Panda), Fox (Ice Age) og ikke mindst Pixar (Toy Story) blomstrede. Det faldt sammen med digitaliseringen, hvor traditionelle håndtegnede film kom under hårdt pres på grund af længere produktionstid og væsentlig højere omkostninger.

Alligevel blev 00’erne det årti med flest Disney-klassikere nogensinde – hele 11 film blev lanceret på ti år! Dog af meget varierende kvalitet. Disneys svar på den stigende konkurrence ikke var “skomager, bliv ved din læst” og at dyrke deres egenart og tradition, men snarere at konkurrere på konkurrenternes vilkår. Således lancerede Disney ikke længere film baseret på europæiske eventyr, men nyskrevne historier med stadig mere fokus på action og en mere “moderne” tegnestil. Film som Kejserens nye flip, Atlantis: Det forsvundne rige, Lilo & Stitch, Lille Kylling og Bolt.

Den fantastiske Skønheden og Udyret (1991) er den eneste animationsfilm nogensinde, der er blevet nomineret til en Oscar for Årets Bedste Film.
Den fantastiske Skønheden og Udyret (1991) er den eneste animationsfilm nogensinde, der er blevet nomineret til en Oscar for Årets Bedste Film.

Den høje lanceringstempo og fokus på at sænke omkostningerne betød også, at divisionen for håndtegnede film blev reduceret. Afdelingen i Florida blev nedlagt, og så kom den chokerende nyhed, at De frygtløse – The muuhvie (2004) ville blive den sidste håndtegnede langfilm fra Disney. Hvis kvaliteten fremover skulle være på det niveau, var det måske også godt det samme! Det er denne periode, hovedparten af den aktuelle masseudgivelse af klassikere på Blu-ray stammer fra.

Men var eventyrtraditionen og den håndtegnede teknik virkelig døde? Store indtægter og fornyet fokus på at dyrke sin egenart gjorde, at stemningen vendte sidst i årtiet. I 2009 kom Prinsessen og frøen om Tiana fra New Orleans, der drømmer om at åbne sin egen restaurant og møder en prins (løseligt baseret på eventyret Frøprinsen). Og det bedst af det hele var, at Disneys absolut bedste film fra 00’erne var håndtegnet.

Den digitale fremtid

Hovedvægten ligger nu på mere simple, billigere (og ikke så gode) direct-to-video efterfølgere samt masseproduktion til Disney Channel. Med den digitale revolution, der for alvor begyndte med Toy Story fra 1995 af Pixar (som Disney købte i 2006), ser fremtiden sort ud for en fortsættelse af den 77-årige tradition for håndtegnede langfilm.

Med den visuelt flotte Skatteplaneten (2002) tog Disney for alvor skridtet ind i den digitale tidsalder.
Med den visuelt flotte Skatteplaneten (2002) tog Disney for alvor skridtet ind i den digitale tidsalder.

Når det er sagt, så har med Disney med To på flugt (baseret på brødrene Grimms Rapunzel) og Frost (efter H.C. Andersens Snedronningen) igen fundet tilbage til den klassiske form med gode historier baseret på klassiske eventyr i film, der er både charmerende, flot animeret og tilpasset den tid, vi lever i. Og med et rekordsalg på Blu-ray og dvd er Frost godt på vej til at blive den mest indbringende Disney-film nogensinde.

Lige nu er der fire Disney-klassikere undervejs: Big Hero 6 (2014), Zootopia (2016), Giants (2016) og Moana (2018). Alle fire bliver 100 procent computeranimerede film.

Misforstå os ikke: Vi elsker Toy Story og Find Nemo – vi ville bare ønske, at der var plads til begge traditioner; skoven i Bambi og træværket i Geppettos hus kan ikke genskabes med samme charme af en computer. Derfor er det rart at vide, at vi nu kan sikre os næsten alle de gamle klassikere på Blu-ray – så løb ud og køb dem!

Frost (2013), der (næsten) foregår i Norge, ser ud til at blive den mest indbringende Disney-klassiker nogensinde.
Frost (2013), der (næsten) foregår i Norge, ser ud til at blive den mest indbringende Disney-klassiker nogensinde.

I maj 2014 er det kun 12 af de 52 Disney-klassikere, der ikke fås på Blu-ray. Disney-klassikere bør være grundstammen i enhver filmsamling; der er noget til enhver lejlighed og til alle i husstanden, og de skaber nye gode barndomsminder for nuværende og kommende generationer.

Disneys spillefilmslængde-tegnefilm (X = Blu-ray):

  1. Snow White and the Seven Dwarfs 1937
  2. Pinocchio 1940 X
  3. Fantasia 1940 X
  4. Dumbo 1941 X
  5. Bambi 1942 X
  6. Saludos Amigos 1942
  7. The Three Caballeros 1944
  8. Make Mine Music 1946
  9. Fun and Fancy Free 1947
  10.  Melody Time 1948
  11.  The Adventures of Ichabod and Mr. Toad 1949
  12.  Cinderella 1950 X
  13.  Alice in Wonderland 1951 X
  14.  Peter Pan 1953 X
  15.  Lady and the Tramp 1955 X
  16. Sleeping Beauty 1959 X
  17. One Hundrerd and One Dalmatians 1961 X
  18. The Sword in the Stone 1963
  19. The Jungle Book 1967 X
  20. The Aristocats 1970
  21. Robin Hood 1973
  22. The Many Adventures of Winnie the Pooh 1977 X
  23. The Rescuers 1977 X
  24. The Fox and the Hound 1981 X
  25. The Black Cauldron 1985
  26. The Great Mouse Detective 1986
  27. Oliver & Company 1988 X
  28. The Little Mermaid 1989 X
  29. The Rescuers Down Under 1990 X
  30. Beauty and the Beast 1991 X
  31. Aladdin 1992 X
  32. The Lion King 1994 X
  33. Pocahontas 1995 X
  34. The Hunchback of Notre Dame 1996 X
  35. Hercules 1997
  36. Mulan 1998 X
  37. Tarzan 1999 X
  38. Fantasia 2000 1999 X
  39. The Emperor’s New Groove 2000 X
  40. Atlantis: The Lost Empire 2001 X
  41. Lilo & Stitch 2002 X
  42. Treasure Planet 2002 X
  43. Brother Bear 2003 X
  44. Home on the Range 2004 X
  45. Chicken Little 2005 X
  46. The Wild 2006 X
  47. Meet The Robinsons 2007 X
  48. Bolt 2008 X
  49. The Princess and the Frog 2009 X
  50. Tangled 2010 X
  51. Wreck-It Ralph 2012 X
  52. Frozen 2013 X
Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Harry Potter-lydbøgerne får Dolby Atmos

Se den nye trailer fra Holocaust-helvedet

Hysterisk ny trailer!

Stadig fuld-MAX?

Sådan fungerer Foley og ADR til filmlyd

God knows who did it ...

Prisvindende kærlighedsdrama

Max med norske MILF'er!

Bandekrigen fortsætter

Vil tilbage i sadlen!

Højreekstrem valgmanipulering!

Se Robert Downey Jr. i ny spionserie!

0
Lyd & Billede
Scroll to Top