Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Da bølleoptøjerne i Washington løb over skærmen d. 6. januar, sad jeg og så forbløffet til. Forbløffet over det vanvid, som udspillede sig i centrum for det amerikanske demokrati. Og endnu mere forbløffet over at se, hvordan Trump på sin Twitterkanal først ophidsede sine følgere til at “vise styrke og marchere mod Capitol Hill”, og siden erklærede dem sin kærlighed. Hvordan kunne han slippe af sted med det?
Gennem hele sin præsidentperiode har Donald Trump brugt Twitter som sin personlige megafon, og han har spillet virtuøst på sine følgeres følelser. Og selv om udtalelserne har været grove eller lodret løgnagtige (ifølge Huffington Post har Trump fremsat henved 30.000 løgnagtige udtalelser i sin præsidentperiode), så har Trump fået lov til at sprede dem via Twitter og andre sociale medier. I ytringsfrihedens navn.
Twitter har slukket for Trump
Men det er slut nu. Twitter suspenderede først Trumps konto i 12 timer oven på optøjerne i Washington, og nu har de slettet den snart tidligere præsidents konto permanent. Og Facebook og Instragram har spærret Trumps brugerkonti, indtil hans præsidentperiode slutter d. 20 januar.
Twitter har nu også blokeret 70.000 brugerprofiler, der har delt materiale fra konspirationsbevægelsen QAnon. QAnon mener blandt andet, at Trump er Guds sendebud, der bekæmper en hemmelig ring af pædofile, bestående af demokrater, Hoollywoodstjerner og finansfolk. Hvilket naturligvis er komplet sludder.
Den mest opsigtsvækkende nedlukning gjaldt dog den mildt sagt kontroversielle social media-platform Parler. Parler er blevet kendt for at være et totalt filterløst talerør for selv de mest rabiate, racistiske og voldsforherligende stemmer. Men ikke mere. I løbet af de seneste dage er tilslutningen til Parler forsvundet som dug for solen. Både Google og Apple har fjernet app’en fra deres app-butikker, og ved midnat, natten til mandag valgte Amazon at trække stikket på de webservere, der huser Parler.
Censur eller rettidig omhu?
Der er med andre ord trængsel ved håndvasken.
Men hvad er det, vi er vidne til? Er det rettidig omhu, hvor sociale medier smider bøllerne på porten? Eller er det censur, når de skarpeste stemmer bringes til tavshed?
Som journalistisk medie går vi selvfølgelig varmt ind for ytringsfrihed. Et ytringsfrihed, der er indskrevet i grundloven i alle normale demokratier. Men det betyder ikke, at alle kan og skal have lov til at sige hvad som helst – og gøre det hvor som helst.
For det første er Twitter og Facebook private virksomheder, og de har i vidt omfang hånds- og halsret over, hvad der postes på deres platforme. Hvis du er i tvivl, så prøv bare at lægge et billede af en brystvorte på Facebook.
For det andet så fritager ytringsfriheden os ikke for ansvar. Man må sige, hvad man har lyst til, men det er samtidig strafbart at opfordre til vold eller komme med dødstrusler.
Udsigten til måske at kunne stilles til ansvar har tydeligvis givet Twitter og Facebook enten moralske skrupler eller kolde fødder. Og det samme gælder Amazon, der har lagt hus til kloakken Parler.
Sociale medier er noget, som de fleste af os tager for givet. Noget som vi betragter mere som en naturlig måde at udtrykke sig på end som en privat app. Derfor er der nu stærke bevægelser i gang for at underlægge de sociale medier offentlig kontrol. I EU-regi i form af Digital Services Act, der lige nu ligger som en lovforslag i EU-kommissionen med Margrethe Vestager som afsender. Hvis og når en regulering bliver en realitet, vil sociale medier kunne sammenlignes med de traditionelle medier.
Et tveægget sværd
Personligt vil jeg hilse det velkomment, at demagoger og deres uvaskede horder af tilhængere ikke skal kunne grave sig ned i en parallel virkelighed af løgn og selvbedrag. Nej, præsidentvalget i USA blev ikke stjålet. Tanken er vanvittig, eftersom det ville kræve en sammensværgelse af gigantiske dimensioner at stille sådan et komplot på benene. Fra valgmedarbejdere og helt op til senatorer fra begge sider samt Trumps egne højesteretsdommere, der alle har afvist løgnen. Men uregulerede sociale medier gjorde løgnen sand for Trumps base.
Men det er et tveægget sværd. Kontrollen må heller ikke blive for streng. For medierne skal netop have frihed til kritisere magtapparatet. Det er der – og ikke i transmission af bagedyst og kattevideoer – de har deres berettigelse. Og jeg er sikker på, at alt imens Trump har lukreret på sociale mediers frihed for kontrol og raset over de etablerede medier, som han har kaldt “fake news” fra dag ét. Så ville hans første enevældige embedshandling, hvis kupforsøget d. 6. januar var lykkedes, have været at sætte begge dele under hans kontrol. For at kontrollere pressen er første prioritet hos enhver diktator.
(Artikelfoto: Official White House photo by Shealah Craighead)
