Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Samsung opgraderer Galaxy S-serien med Galaxy S24, S24+ og S24 Ultra

To af modellerne får Samsungs egen Exynos-processor, mens den dyreste får Snapdragon 8 Gen 3. Alle mobilerne loves syv års software- og sikkerhedsopdateringer.

Skrevet af / 17/01/2024 - 19:01
Samsung opgraderer Galaxy S-serien med Galaxy S24, S24+ og S24 Ultra

Vi er blevet fløjet til San José i Californien, og både jetlag og ni timers tidsforskel sidder stadig i kroppen, da vi bliver lukket ind i ‘Imperial Ballroom’ på Hilton-hotellet, få minutters gang fra vores eget hotel.

Det er mandag d. 15. januar, og om et par dage løfter Samsung officielt sløret for de nye smartphones i Galaxy S24-serien: Samsung Galaxy S24, Samsung Galaxy S24+ og Samsung Galaxy S24 Ultra.

Men i dag er der pre-briefing, hvor vi i god tid får lov til at se og afprøve de nye mobiler. Lokalet er spækket med sikkerhedsfolk, så ingen uvedkommende, nysgerrige blikke får de nye smartphones at se, før det er tid. Og rundt omkring i lokalet står venlige Samsung-medarbejdere klar til at vise os – de spændte tilrejsende pressfolk – de nye Galaxy S24-mobiler og deres nye funktioner.

Der er god plads og god tid, så vi kan komme helt tæt på produkterne, og det forstår man godt, for selvom Samsung skam hist og pist har ændret på design, formfaktor og farver i forhold til sidste år, ligner de nye mobiler ved første øjekast sidste års Galaxy S23-modeller på en prik.

Samsung Galaxy S24
Især set bagfra er det svært at kende forskel på de nye mobiler i Galaxy S24-serien og deres forgængere. (Foto: Peter Gotschalk)

Samsung Galaxy S24 Ultra er stadig en Samsung Galaxy Note i forklædning, og de to andre modeller ser også ud som deres forgængere. Vi må altså helt tæt på de nye smartphones – samt nærlæse specifikationerne – for at se forskellene. For de er der, og selvom de fleste nyheder må betragtes som opgraderinger, er der også sket en enkelt forandring, som får os til at hæve øjenbrynene en smule. Mere herom længere nede i artiklen.

De nye smartphones i Galaxy S24-serien har også fået en række spritnye AI-funktioner. Dem kan du læse om her.

Samsung Galaxy S24 Ultra

Først tager vi et kig på den absolutte topmodel, Galaxy S24 Ultra, der som den første Samsung-mobil er fremstillet i titanium – altså ligesom Apples nyeste iPhone 15 Pro-modeller.

Præcis som de seneste forgængere, Galaxy S22 Ultra og Galaxy S23 Ultra, låner den nye Galaxy S24 Ultra sit design fra den hedengangne Galaxy Note-serie, hvilket bl.a. betyder integreret S-Pen og et kantet og fladt design.

Endnu mere fladt end tidligere år faktisk, for udover valget af materialet titanium til rammen og bagsiden, har Samsung droppet den kurvede såkaldte Edge-skærm, så i år er den 6,8″ store OLED-skærm helt flad. Den er stadig af typen Dynamic AMOLED 2X, men skærmopløsningen er nu på 3.120 x 1.440 pixel, og den maksimale lysstyrke er steget til imponerende 2.600 nit, hvor Galaxy S23 Ultra måtte “nøjes” med 1.750 nit.

Skærmens opdateringshastighed er stadig dynamisk (mellem 1 og 120 Hz), og selve skærmglasset beskyttes nu af Gorilla Glass Armor. Ligesom sin forgænger er Galaxy S24 Ultra IP68-certificeret og dermed både vand- og støvafvisende.

Samsung Galaxy S24 Ultra
Det er Samsung Galaxy S24 Ultra til venstre og sidste års Samsung Galaxy S23 Ultra til højre. Set bagfra er det svært at kende forskel på de to generationer. (Foto: Peter Gotschalk)

Sidste år var første gang, Samsung lancerede sine Galaxy S-modeller på det europæiske marked med Qualcomms Snapdragon-processor. I år kommer Samsung Galaxy S24 Ultra med den nyeste og hurtigste af slagsen, nemlig Snapdragon 8 Gen 3, og den kraftige processor får hjælp fra 12 GB RAM, mens den største udgave af mobilen kommer med hele 1 TB indbygget lagerplads. Batteriet er på 5000 mAh, og Galaxy S24 Ultra understøtter 45W opladning samt trådløs opladning.

Ligesom sin forgænger understøtter Galaxy S24 Ultra ray tracing i realtid, og for at gamere ikke skal brænde nallerne, når de spiller på livet løs med den kraftige mobil, har Samsung udstyret S24 Ultra med et termisk kontrolsystem med 1,9 gange større Vapor Chamber, hvilket skal afkøle mobilen og dermed reducere enhedens overfladetemperatur, så ydeevnen forbliver høj.

Samsung Galaxy S24 Ultra
Men ser man de to smartphones forfra kan man tydeligt se forskellen på S24 Ultras flade skærm (forrest i billedet), og de afrundende kanter på S23 Ultras Edge-skærm. (Foto: Peter Gotschalk)

På hardware-fronten ligner kameraet forgængerens, dog med en ny 50 Mp telelinse med 5x optisk zoom, der sammen med en telelinse på 10 Mp med 3x optisk zoom samt med hjælp fra AI skal kunne levere op til 100x såkaldt Space Zoom samt optisk zoomkvalitet op til 10x, lover Samsung. Billeder og videoer optaget om natten skal også blive bedre, bl.a. med mindre sløring takket være den nye telelinses større 1.4 μm pixelstørrelse (ved hjælp af pixel binning).

Samsung Galaxy S24 Ultra
På hardware-fronten ligner kameraet forgængerens, dog med en ny 50 Mp telelinse med 5x optisk zoom. (Foto: Peter Gotschalk)

Kameramodulet består herudover af et vidvinkelkamera med 200 Mp sensor og OIS samt et 12 Mp 120° ultravidvinkelkamera. Frontkameraet er ligeledes på 12 Mp.

Samsung Galaxy S24 Ultra leveres med Android 14 og Samsungs eget One UI i version 6.1. Den nye mobil er klar til Wi-Fi 7 og understøtter desuden Bluetooth 5.3 samt USB 3.2. Med en vægt på 232 gram vejer den et my mindre end sin forgænger, ligesom den med 8,6 mm også er en lille smule slankere. Den bliver tilgængelig i farverne Titanium Grey, Titanium Black, Titanium Violet og Titanium Yellow.

Samsung Galaxy S24
Samsung Galaxy S24 og Samsung Galaxy S24+ adskiller sig designmæssigt markant fra Samsung Galaxy S24 Ultra (nederst). (Foto: Peter Gotschalk)

Samsung Galaxy S24+ og Galaxy S24

Galaxy S24-seriens to mindre modeller har det meste til fælles. De har præcis samme design, blot er Galaxy S24+ med sin 6,7″ Dynamic AMOLED 2X-skærm en del større end Galaxy S24, der må nøjes med en skærm på 6,2″. Sidstnævnte har også blot en opløsning på 2.340 x 1.440 pixel, mens Galaxy S24+ har samme opløsning som Galaxy s24 Ultra, altså 3.120 x 1.440 pixel. De to mindre S24-modeller har dog alle andre skærmegenskaber til fælles, navnlig en dynamik opdateringsfrekvens fra 1 Hz til 120 Hz og en maksimal lysstyrke på op til 2.600 nit.

Men hvad angår processoren vender Samsung tilbage til tidligere års tradition, for både S24 og S24+ leveres udstyret med Samsungs egen Exynos 2400-processor, hvorfor Galaxy S24 Ultra er den eneste af dette års nye modeller, som kommer med en processor fra Qualcomm.

Galaxy S24 findes i t0 udgaver med hhv. 128 GB og 256 GB indbygget lagerplads, mens Galaxy S24+ kommer med enten 256 GB eller 512 GB indbygget lager. Den mindste af mobilerne må nøjes med 8 GB RAM, mens Galaxy S24+ har 12 GB RAM – ligesom S24 Ultra.

Kameraopsætningen består på begge nye modeller af et 50 Mp vidvinkelkamera, 12 Mp ultravidvinkel og en 10 Mp telelinse med 3x optisk zoom. Frontkameraet er på 12 Mp. Her er der med andre ord intet, som har forandret sig i forhold til sidste år. Pånær enkelte kosmetiske ændringer er kameraet i Galaxy S24 og S24+ sågar det samme som i Samsung Galaxy S22 og S22+, der blev lanceret for to år siden.

Samsung Galaxy S24 leveres med 4000 mAh batteri, og telefonen understøtter 25W opladning samt trådløs opladning. Galaxy S24+ har et batteri på 4900 mAh og understøtter samme 45W opladningshastighed som S24 Ultra. Begge modeller leveres med Android 14 og Samsung One UI 6.1.

Samsung Galaxy S24
Samsung Galaxy S24 og Samsung Galaxy S24+ kommer med hhv. 6,2″ og 6,7″ skærm. Sidstnævnte med en opløsning på 3.120 x 1.440 pixel. Begge modeller har en dynamisk opdateringsfrekvens fra 1 Hz til 120 Hz. (Foto: Peter Gotschalk)

Galaxy S24+ og Galaxy S24 kommer i følgende farver: Onyx Black, Marble Grey, Cobalt Violet og Amber Yellow. Skærmen beskyttes af Gorilla Glass Armor, og begge mobiler er IP68-certificerede.

Priser og tilgængelighed

Alle tre nye Samsung Galaxy S24-modeller vil modtage de næste syv generationer af Android, og vil desuden blive sikkerhedsopdaterer de kommende syv år.

Samsung Galaxy S24-serien vil være tilgængelig for forudbestilling fra i dag og vil komme til salg i butikkerne fra d. 23. januar.

Samsung Galaxy S24 Ultra bliver tilgængelig i tre udgaver med hhv. 256 GB lagerplads til 11.499 kroner, 512 GB lager til 12.499 kroner og 1 TB til 14.299 kroner.

Samsung Galaxy S24+ kommer i to varianter med hhv. 512 GB lager til 9.999 kroner og 256 GB til 8.999 kroner.

Samsung Galaxy S24
Samsung Galaxy S24 og Samsung Galaxy S24+ kommer i farverne (fra venstre mod højre) Marble Grey, Onyx Black, Cobalt Violet og Amber Yellow. (Foto: Peter Gotschalk)

Sidst, men ikke mindst, kan man købe Galaxy S24 med 128 GB lager for 6.999 kroner, mens modellen med 256 GB kommer til at koste 7.499 kroner.

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.

Læs også:

Galaxy AI giver Samsung Galaxy S24-mobiler helt nye muligheder

Med kunstig intelligens kan Samsungs nye Galaxy-smartphones gøre ting, de aldrig har kunnet før. Få overblikket her.

Læs mere
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nokia 3210 er tilbage!

Klogere og stærkere - samme kamera

iPad Pro får to OLED-paneler

Ny iPad Air fås i to størrelser

Nothings designkonkurrence er afsluttet

Sov du over dig i morges? Apple indrømmer, at det var deres skyld!

Tag en digital detox med Nokias nye dumme mobiler

Her er HMD's egne mobiler

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Lyd & Billede
Scroll to Top