I 2020 lancerede kinesiske OnePlus en helt ny serie af prisbillige smartphones under navnet OnePlus Nord. Vi har testet både OnePlus Nord til knap 4.000 kroner og den noget billigere OnePlus Nord N10 5G til godt 2.000 kroner.
Men til dem for hvem 4.000 kroner for en mobil er for meget – og OnePlus Nord N10 alligevel var lidt for skrabet – er den kinesiske mobilproducent nu klar med et helt nyt produkt, der sætter sig mellem to stole på den gode måde: OnePlus Nord CE 5G.
‘CE’ står for Core Edition, og tanken er, at selvom prisen er tættere på 2.000 end på 4.000 kroner, så skal Nord CE give brugerne alle de vigtigste funktioner fra den oprindelige Nord-model til en billigere pris, dog uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Således kommer den nye Nord CE med den nyere Snapdragon 750G-processor, ligesom den (som den oprindelige Nord) byder på op til 256 GB indbygget lager.
OnePlus Nord CE 5G har selvfølgelig også 5G, og så kommer den med Android 11 + OxygenOS 11 samt med bl.a. 64 Mp primært kamera, en separat dybdesensor og et ultravidvinkelkamera med en synsvinkel på 119°. AI scene detection skal kunne hjælpe selv dårlige fotografer med at tage hæderlige billeder, lover OnePlus. Der skal sikkert også være mange brugere, som vil glæde sig over, at OnePlus med Nord CE bringer 3,5 mm jackstikket tilbage.
Skærmen er på 6,43″ med FHD+ opløsning (2400 x 1080), og så får man også fornøjelsen af HDR10+ samt 90 Hz opdateringsfrekvens. Det er altså præcis samme skærm som på den oprindelige Nord, men til halvdelen af prisen.
Batteriet er til gengæld blevet større (4500 mAh mod 4115 mAh), men kan lades lige så hurtigt, da OnePlus Nord CE kommer med 30T Warp Charge, der kan lade op til 75% på en halv time.
Pris og tilgængelighed
OnePlus Nord CE 5G vil kunne købes i Danmark fra d. 21. juni for 2.499 kroner for modellen med 6 GB RAM og 128 GB indbygget lager. Mellemversionen koster 2.699 kroner for 8 GB RAM og 128 GB lager. Den dyreste version kommer med 12 GB RAM og 256 GB indbygget lager og koster 3.199 kroner.