Vi indrømmer det blankt: Vores hjerter afgav et lille, nostalgisk spjæt, da vi så Casios seneste påfund. I en tid, hvor smart-ure kæmper om at måle vores søvnkvalitet og tælle vores skridt med uhyggelig præcision, lancerer Casio nu et ur, der har én primær funktion: At sende dig direkte tilbage til din barndoms videohylde.
Modellen med det usexede navn CA-500WEBF-1A er en hyldest til 40-årsjubilæet for kultklassikeren Back to the Future. Og lad det være sagt med det samme: Det her er ikke bare et logo smækket på en standardmodel. Casio er gået all in.

Designet er proppet med referencer til filmens ikoniske tidsmaskine, DeLorean-bilen. Urets knapper har farver inspireret af tidskredsløbene, og på bagsiden finder man en indgravering af selveste flux-kondensatoren – komponenten, der, som vi alle ved, er det, der gør tidsrejser mulige. Selv spændet på remmen er prydet med filmens logo.
Beregnende nostalgi
Skiven er designet til at ligne displayet fra tidsmaskinens instrumentbræt, og selvom uret næppe kan ramme 88 miles i timen, kan det noget, som Marty McFlys originale CA-53-ur også kunne: prale af en fuldt funktionel lommeregner. En funktion, der i dag er omtrent lige så praktisk som en hestetrukken sporvogn, men som i 1985 var ren, uforfalsket fremtidsteknologi.

For at fuldende oplevelsen leveres uret i en specialdesignet æske, der ligner et gammelt VHS-bånd, komplet med billeder af scener fra filmen.
Casio CA-500WEBF-1A er måske ikke det smarteste ur på markedet, og det vil næppe optimere din træning. Men hvem bekymrer sig om den slags, når man kan bære et stykke rendyrket filmhistorie om håndleddet? Det er ikke bare et ur; det er en billet tilbage til en tid, hvor den vildeste teknologi kom med otte tals display og en charmerende bip-lyd. Og det er svært ikke at blive en lille smule forelsket i.
En fremtid, der blev fortid
At vi nu fejrer 40-års jubilæet for den originale film, er i sig selv en tidsrejse. Men det sætter tingene i perspektiv, at vi i dag befinder os et helt årti efter den fremtid, som Marty og Doc besøgte i Back to the Future Part II.
Whoa! This is heavy!
Filmens 2015 bød på hoverboards, selvtørrende jakker og flyvende biler. Den virkelige fremtid i 2025 gav os i stedet endeløse videoopkald, sociale medier og smart-ure, der fortæller os, at vi har sovet elendigt. Måske er det netop derfor, at et stykke analog-digital nostalgi som dette Casio-ur rammer så rent. Vi fik aldrig vores hoverboards (de kan i hvert fald ikke svæve), men vi kan i det mindste bære et minde på håndleddet om den fremtid, som vi blev lovet.
Mere info: Casio





