Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Rekord-laptops fra Acer

Acer lancerer verdens tyndeste laptop - og den tykkeste!

Skrevet af / 31/08/2016 - 10:10
Rekord-laptops fra Acer

Acer, der fylder 40 år i år, er først og fremmest kendt for sine computere. Og dem havde de masser af på IFA. Små og store og tykke og tynde.

Og mens de selvfølgelig havde medbragt masser af prisrimelige, fornuftige maskiner, der skal sælge i stakkevis, så var der nogle få, der virkelig tiltrak opmærksomhed.

Foto: Acer
Foto: Acer

Den første af dem er Swift 7, som er verdens lige nu tyndeste bærbare computer. Med en tykkelse lige under 1 cm (9,98 mm for at være nøjagtig) kapper den næsten en halv millimeter af den rekord, som HP Spectre satte i april i år.

Den er bygget over en 7. generations Core-processor fra Intel, som netop er lanceret. Skærmen er 14″, men indbygget i en ramme af den størrelse, som normalt bruges på 13″ bærbare. I følge Acer kan lilleputten, der har et helstøbt aluminumschassis og vejer 1,1 kg., klare hele ni timers brug på en opladning. Der er 8 GB RAm om bord og en 256 GB SSD. Prisen bliver 8.999 kroner. Vi glæder os meget til at prøve den i praksis!

Foto: Acer
Foto: Acer

Næsten lige så lille og let er Acers topmodel i 2-i-1-klassen. Spin 7  er også en 14″ maskine, men med 360-graders hængsel og 10-punkts-touchskærm. Maskinen er 1,1 cm tyk og vejer 1,2 kg. Hvilket er tyndt og let, sammenlignet med alt andet end netop Swift 7. Skæmen er beskyttet med Gorilla Glass. Ligesom på Swift 7 er der 8 GB RAM, 7-generations Intel Core-processor og 256 GB SSD. Prisen bliver 10.299 kroner.

Foto: Acer
Foto: Acer

Vildeste gaming-laptop til dato
Acers virkelig store nyhed, helt bogstaveligt, er dog Predator 21 X. Da Predator-serien er navngivet efter skærmstørrelsen, er det 21-tommers laptop. Det er desuden den første laptop i verden med buet skærm. Som om det ikke allerede var helt-ude-i-hegnet-vildt, er den udstyret med et mekanisk tastatur med Cherry MX-taster. Altså de gode gamle, med lang vandring og et klik, der kan høres langt væk. Så ekstrem hardware er naturligvis parret med det tungeste indenfor 3D-grafik: To stk. Nvidia GeForce GTX1080 i SLI-kobling. Alt i alt en konfiguration, der peger på, at Acer sigter efter prisen som verdens hurtigste gaming-laptop, som hidtil har været holdt af MSi Titan. Til at køle det hele er der ikke mindre en fem blæsere indbygget, og for at gøre en dyd ud af nødvendigheden kan flere af dem ses gennem et gennemsigtigt låg. Under det numeriske tastatur finder man en “vedligeholdelseslem”, hvor man kan opgradere maskinen. Hvad der kan skiftes, melder historien ikke noget om endnu. Prisen på Predator 21 X er heller ikke kendt endnu, men den skulle komme i handelen i første kvartal af 2017.

 

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top