Nyhed

Huawei Watch 3-serien kører Harmony OS

Huawei er klar med to nye smart-ure, Watch 3 og Watch 3 Pro.

Huawei Watch 3

Som ventet præsenterede kinesiske Huawei den endelige version af operativsystemet HarmonyOS – kaldet HarmonyOS 2 – ved en virtuel pressekonference tidligere i dag.

Præsentationen af det nye økosystem blev fulgt af et par produktlanceringer. Dog var den kommende Huawei P50 smartphone ikke blandt de nye produkter.

Det var i stedet den nye Huawei Watch 3-serie, som nu altså kører på HarmonyOS, hvor tidligere smart-ure fra Huawei – som Watch GT2 Pro og Watch GT2e – kørte på Huawei Lite OS.

De nye ure har samme sundheds-, helbreds- og fitnessovervågningsfunktioner som sine forgængere, men begge ure i Huawei Watch 3-serien inkluderer nu også en præcis temperaturmåler til registrering af hudtemperatur.

Dertil kommer andre nye funktioner som registrering af håndvask og af fald.

De nye Huawei-ure kommer med en 3D-roterende krone, der giver taktil feedback. (Foto: Huawei)

Flere muligheder for at sætte personligt præg

Begge nye smart-ure kommer med et poleret urhus i rustfrit stål, som er prydet med en ur-rude af ultra-buet 3D-glas og et stort display.

De kommer som de første Huawei-ure også med en 3D-roterende krone, der giver taktil feedback. HarmonyOS 2 introducerer også en helt ny brugergrænseflade med en gitter opbygget app menu, der supplerer den 3D-roterende krone for at give en jævnere og mere intuitiv brugeroplevelse, lover den kinesiske producent.

Derudover debuterer Watch 3-serien med et mere ekspansivt udvalg af urskiver og urremme, der giver brugerne mulighed for at personalisere deres smart-ur. Med en bred vifte af temaer, herunder teknologi, spil, DIY og korte videoer, kan urskiverne blandes og matches med fluorelastomer, nylon, læder, rustfrit stål og titanium-remme.

Huawei Watch 3-urene kan personaliseres med en bred vifte af temaer, der inkluderer teknologi, spil, DIY og korte videoer. (Foto: Huawei)

Fitness og helbred

Ifølge Huawei kan begge ure i den nye Watch 3-serie fungere som en professionel fitnessovervågningsassistent, der tilbyder over 100 træningstilstande, registrering af hudtemperatur med den nye temperaturføler, fald-registrering og SOS-alarm.

Dertil kommer sundhedsovervågningsfunktioner som puls, SpO2 og søvn.

Tilgængelighed

Huawei har ikke oplyst mange detaljer om forskellene på de to ure. I pressemeddelelsen kan man dog læse sig til, at Huawei Watch 3 Pro har “ekstra lang batterilevetid, der understøtter fem dages batterilevetid i smart tilstand og giver 21 dage i ultra-lang batterilevetids-tilstand.”

Begge produkter forventes at komme i handlen i Danmark i tredje kvartal.

Les videre
Exit mobile version