Nyhed

Fire trådløse hørepropmodeller fra JBL, heraf en til gaming

JBL har proppet mere teknologi ind i deres hørepropper og udviklet en model specielt til gaming, med ultralav forsinkelse.

JBL Quantum TWS Lifestyle

JBL Quantum TWS Lifestyle

Ved en digital event tirsdag præsenterede JBL fire nye, helt trådløse hørepropmodeller.

Live Pro 2 fokuserer på den allerbedste støjreduktion. Reflect Aero er til aktiv brug. Quantum TWS er til gaming. Og den billigste, Tune Flex, er til dem, der synes, det er mere behageligt med propper, der ikke forsegler øregangene, men som stadig ønsker aktiv støjreduktion.

Mikael Herje fra JBL forklarer, hvorfor de nye produkter er bedre. (Skærmskud)

Live Pro 2 – med avanceret støjreduktion

Med 11 mm drivere skal Live Pro 2 TWS levere den bedst mulige dynamik og basgengivelse. De har fået øget vandtæthed fra IPX4 til IP67, hvilket betyder, at de kan tåle både sand, støv og saltvand, og at få sprøjtet vand på sig i længere perioder.

Forgængeren Live Pro+ var blandt vores favoritter inden for trådløse hørepropper, og i den nye version har JBL øget den samlede batterilevetid fra 28 til 48 timer – hele 16 timer fra propperne og 32 timer ekstra fra lade-etuiet. Farvel, batteridødsangst!

JBL Live Pro 2 har fået ny og bedre støjreduktion. (Foto: JBL)

Støjreduktionsteknologien er ny og forbedret, og JBL har øget antallet af mikrofoner fra fire til seks, med en ekstra mikrofon inde i hver høreprop. Som skal analysere og reducere vindstøj. Endnu bedre støjreduktion, når det blæser, med andre ord.

Selve propperne er nu ovale i stedet for cirkulære, så de passer ind i og forsegler øregangene bedre. For at sikre den bedst mulige lyd kalibrerer hørepropperne sig selv til akustikken i øregangen 50.000 gange i sekundet. Brugeren behøver ikke at gøre noget som helst.

Desuden har Live Pro 2 fået multipoint, så to enheder kan sluttes til samtidig.

Prisen på JBL Live Pro 2 er 1.200 kroner.

JBL Reflect Aero er til mere aktive brugere. (Foto: JBL)

Reflect Aero – til sport

Med IP68-certificering burde Reflect Aero kunne tåle det meste, de bliver udsat for af sved og uvejr. Med vinger sidder de bedre i ørerne ved aktiv brug, så de ikke falder ud.

Også Reflect Aero har seks mikrofoner, hvoraf to bruges til at undertrykke vindstøj. Desuden har de Voice Aware, også kendt som sidetone. Denne funktion lukker brugerens stemme igennem under mobilopkald og videokonferencer, så man kan høre sig selv såvel som den anden part. Så kommer man ikke så let til at råbe …

Ifølge Mikael Herje, som gav den digitale præsentation, er det en funktion, der er hentet direkte fra gaming-afdelingen.

JBL Reflect Aero koster også 1.200 kroner.

JBL Quantum TWS er til gamere. (Foto: JBL)

Quantum TWS – til gamere

Dem, der spiller meget på mobilen, men også PC-brugere, der vil have propper i stedet for ørekopper, kan tage et kig på Quantum TWS. Det er nemlig hørepropper beregnet til gaming.

Det allervigtigste, når man spiller, er at lyden ikke bliver forsinket i forhold til billedet. Derfor kommer Quantum TWS med en USB-C adapter, som plugges i mobilen eller PC’en og sender lyden til propperne med en forsinkelse på under 50 millisekunder! Det er noget ganske andet end de 200-300 millisekunder, man kan forvente med Bluetooth!

Quantum TWS har også almindelig Bluetooth-tilslutning, og man kan faktisk bruge begge dele samtidig. Det gør det muligt at være tilsluttet to enheder samtidig, og man skifter mellem forbindelserne ved at trykke tre gange på den venstre høreprop.

Stråledannende (beamforming) mikrofoner skal give den bedst mulige talekvalitet, hvilket også er vigtigt, når man spiller online.

JBL Quantum TWS koster ligeledes 1.200 kroner.

JBL Tune Flex er til dem, der synes, det er mere behageligt, når ørerne ikke er helt forseglede, men som stadig ønsker aktiv støjreduktion. (Foto: JBL)

Tune Flex – mere åbne hørepropper, men uden støj

Endelig har JBL adresseret nogle brugeres behov for hørepropper, der ikke forsegler ørerne helt. Der er trods alt en grund til, at Apple AirPods sælger så godt, for en del synes, det er ubehageligt med øredutter, der sidder og gnider i øregangene, hvilket får dem til at føle, at de er under vand.

Med Tune Flex ønsker JBL at imødekomme dette behov, men vil samtidig give brugeren masser af bas, og at man kan lukke støjen ude. Hvilket ikke er nogen let bedrift. Men her har man altså hørepropper uden forseglende øredutter, men med aktiv støjreduktion.

Med fire indbyggede mikrofoner skal de undertrykke støj effektivt. Der følger dog også silikonedutter med i æsken, hvis man vil have dem.

“De er ikke nødvendige, men giver endnu bedre støjreduktion,” siger JBL’s Mikael Herje.

Tune Flex fås i forskellige farver, men her er JBL også for første gang gået efter en helt gennemsigtig variant, hvor man kan se alle komponenterne indeni. Cool.

JBL Tune Flex er prissat til 799 kroner.

<
>
JBL Reflect Aero

Software-opdatering

Ud over nye hørepropper har JBL også finpudset deres app og introduceret nye funktioner. Bl.a. Check My Fit, som måler, hvor godt hørepropperne sidder i ens ører, og om man måske skal skifte til nogle andre dutter.

Man kan også vælge imellem manuel og adaptiv støjreduktion, og desuden udføre en “øregangstest” i støjende omgivelser for at tilpasse støjreduktionen bedst muligt.

Endelig har app’en fået en bedre og mere avanceret EQ siden sidst.

Tilgængelighed

Alle modellerne kan købes nu, bortset fra Tune Flex, som kommer midt i august.

Mere info: dk/jbl.com

Les videre
Exit mobile version