Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Nyt spændende højttalermærke til koncerter

Norske NNNN vil revolutionere koncertlyd.

Skrevet af / 07/02/2020 - 16:30
Nyt spændende højttalermærke til koncerter

En ny producent ved navn NNNN har sat sig for at lave en helt ny konstruktion inden for koncerthøjttalere. Vi er ikke sikre på, hvordan navnet skal udtales, men logoet er i hvert fald formet som lydbølger.

Med hovedkvarter i Drammen i Norge har producenten med det pudsige navn påtaget sig den opgave at give os bedre lyd til koncerter. Målet er at lave “verdens bedste lydsystemer”.

Folkene bag kommer fra virksomheder som Tandberg og Cisco, der hovedsagelig har ekspertise inden for videokonferenceudstyr.

Sætter en ny standard

De første produktserier hedder Graft og Devor, og firmaet hævder, at de sætter en ny standard for, hvad koncerthøjttalere kan præstere. “Der er ingen direkte konkurrenter til nogen af disse produkter på markedet i dag,” kan man læse på NNNN’s hjemmeside.

Graft er hornhøjttalere med en kontrolleret, jævn spredning i hele frekvensområdet. (Foto: NNNN)

Hornhøjttalere

Graft er tophøjttalere med horn, der skal monteres i buede kolonner for at sprede diskanten jævnt ud over store koncertarenaer.

“De har en effektivitet uden sidestykke på markedet i dag og erstatter traditionelle linjekilder med langt færre moduler og overlegen lydkvalitet,” siger NNNN.

Hvert højttalermodul har et stort, centreret horn med en kompressionsdiskant samt to integrerede, foldede bashorn, og skal give en frekvensrespons med ensartet og kontrolleret spredning i hele frekvensområdet, helt ned til 40 Hz. Det er rimelig ekstremt for tophøjttalere. Spredningen er snæver for ikke at få overlapning og dermed interferens mellem horisontalt stablede højttalere.

Og lydtrykket? 146 decibel. Eller 140 dB kontinuerligt. Fra én højttaler!

Devor er bashøjttalere med kardioidespredning. (Foto: NNNN)

Basser

Men ingen koncerter uden bas, og til det formål har NNNN skabt Devor-serien. Her er der to modeller, begge med horn. “Hornkonstruktionen giver en lydgengivelse i de allerlaveste frekvenser, der både er musikalsk og harmonisk, på en måde, som man endnu ikke har hørt fra noget PA-system,” hævdes det.

Hvor subwoofere normalt spreder lyden jævnt 360 grader, hævder NNNN, at deres Devor-subs har såkaldt kardioidespredning i hele frekvensområdet, selv i de subsoniske toner. Hvilket betyder, at man slipper for refleksioner fra bagvæggene, som ellers resulterer i udfasninger og ophobning af bas forskellige steder i rummet. “Det gør, at lydtrykket kan sendes i retning af publikum, og minimerer behovet for akustisk behandling af rummet …”

Der findes i dag to bashøjttalere: Den største, Devor 16, strækker sig ned til 16 Hz, og den mindre, Devor 23, går ned til 23 Hz. Det maksimale lydtryk er 140 dB for den største og 137 dB for den mindste sub.

NNNN er samarbejdspartner ved dette års by:Larm-festival i Oslo.

nnnn.no

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Omvendt højttaler - i lydkvalitetens tjeneste

Bowers & Wilkins fintuner lyden

Optimer lyden i dit rum med et par enkle tricks

Rummanden Carlsson

Sonos-jordskred til sommer?

Denon-soundbar med bas uden sub

Bærbare højttalere til rejsen

Måske den vildeste højttaler, vi har set

Tjek denne in-wall-højttaler

Gulvhøjttaler er kronen på værket

Et kig ind i Harmans helligste

Rauna er tilbage

0
Lyd & Billede
Scroll to Top