Vi frygtede det værste. Når Andrew Jones får frie tøjler til at lave præcis den højttaler, han vil, bliver det som regel dyrt. Som TAD Reference One, en højttaler til 80.000 dollar for et par, da den blev lanceret i 2007 – og som nok ville have kostet flere millioner kroner, hvis den var kommet i dag.
I lyset af det må MoFi-højttalerne, som Jones i dag har ansvaret for, betragtes som billige. Ingen af modellerne koster sekscifrede beløb i kroner.
Men da vi hørte, at Jones arbejdede på en helt ny konstruktion til det nye højttalerfirma Jones and Cerreta, med teknologi, der aldrig før er blevet afprøvet, frygtede vi det værste. På et marked, der bugner af high-end-højttalere til syvcifrede beløb, var vi forberedt på, at Troubadour ville koste alt fra en halv million og opefter. Da facit endte på 33.900 dollar, var det næsten en lettelse.

Feltspole-enheden som aldrig har eksisteret
Jones har en forkærlighed for koaksialhøjttalere, hvor diskanten sidder lige bag centrum af mellemtoneenheden, så de to spiller helt i fase uanset lytteposition. Men det, der gør Troubadour speciel, sidder i magnetsystemet. Mellemtone og diskant drives af såkaldt feltspole-teknologi, hvor elektromagneter bruges i stedet for permanentmagneter. Kombinationen af en koaksial enhed og feltspole er ifølge Andrew Jones selv noget, ingen har gjort før:
“It’s a concentric field coil concentric driver, and I don’t think that’s ever been done before. But now I have.”
Tilbage til 1920’erne
Feltspole-teknologien stammer fra 1920’erne, hvor man endnu ikke havde permanentmagneter, der var stærke nok til højttalere. Da kraftigere magneter kom i 40’erne og 50’erne, blev feltspole-enheder gradvist udfaset. Men teknologien har én fordel i forhold til permanentmagneter: den er immun over for forvrængning, hvor magneten påvirkes af svingspolens eget magnetfelt. I en feltspole forbliver referencefeltet helt stabilt, uanset hvad enheden foretager sig.
At kombinere dette med en koaksial enhed krævede, at feltspolesystemet også blev koncentrisk. Jones løste det ved at vikle diskantens feltspole inderst omkring polstykket og mellemtoneenhedens feltspole udenom denne. Motorenheden endte med at veje omkring 17 kilo – alene for mellemtoneenheden.
I don’t think that’s ever been done before. But now I have. (Andrew Jones)
Stort kabinet – af god grund
Troubadour er 97,5 cm høj, bred og dyb som et køleskab og vejer 73 kilo. Det er ikke et designvalg – det er fysik.
Jones henviser til Hoffmanns jernlov, som beskriver sammenhængen mellem følsomhed, basdybde og kabinetstørrelse. Vælger man høj følsomhed og dyb bas, må kabinettet være stort. Jones sigtede efter 95 dB og bas ned til 34 Hz – hvilket krævede to 30 cm basenheder i papir med lav masse i push-push-konfiguration: én foran og én bagpå. I basenhederne bruges neodymmagneter med et magnetgab, der er længere end spoleviklingen, for at holde forvrængningen nede over hele arbejdsområdet. Refleksportene bagpå – to øverst og to nederst – gør det muligt at justere basresponsen, hvis højttaleren placeres tæt på en væg.
Møbel fra 50’erne
Kabinettet er beklædt med valnødfinér med afrundede hjørner og har en base i massivt valnøddetræ med delte ben inspireret af møbler fra 50’erne og 60’erne. Fronten er mat sort med en elliptisk kromindfatning omkring koaksialenheden, vinklet en smule fremad for at rette lydaksen mod øret i siddehøjde. Andrew mener selv, at højttalerne er det tætteste, han er kommet på at lave et møbel.

Ekstern strømforsyning og finjustering
Feltspole-enhederne drives af en ekstern strømforsyning pr. højttaler, individuelt kalibreret under produktionen, og som samlet trækker 50–60 watt for begge højttalere. Højttalerne aktiveres automatisk ved musiksignal og slukker efter 30 minutter uden signal. På bagsiden findes kontakter til separat niveaujustering af mellemtone og diskant samt biwire-terminaler.
Jones fortsætter hos MoFi
Jones understreger, at han fortsat designer højttalere for MoFi. Jones and Cerreta er et parallelt projekt med brødrene Jamie og Bill Cerreta, som han beskriver som en slags orlov for at realisere idéer, der ikke fandt plads andre steder. Troubadour bygger på idéer, han har haft i 30 år – og følsomheden på 95 dB er ikke tilfældig: højttaleren er designet til også at kunne drives af rørforstærkere.
Jones and Cerreta Troubadour: Pris og tilgængelighed
Jones and Cerreta Troubadour koster 33.900 dollar pr. par. Med dansk kronekurs, told og moms vil prisen formentlig ende et godt stykke over 300.000 kroner. Stadig langt fra billig – selv i high-end-klassen – men væsentligt lavere, end vi havde frygtet.
En dansk distributør er endnu ikke bekræftet, men det vil overraske, hvis ingen tager den ind.
Mere info: jonesandcerreta.com
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 8.000 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



