Nyhed

FiiO R7: Musikstreamer og hovedtelefonforstærker i ét

FiiO R7 er en stationær musikstreamer, som kan næsten alt. Takket være Android-operativsystemet.

 

FiiO R7 kan spille musik fra næsten alt, hvad du kan tænke dig: Det være sig Tidal, Spotify, Apple Music eller en hvilken som helst Android-app (den kører Android 10), Bluetooth, Airplay eller DLNA.

Den kan spille musik fra ekstern harddisk eller memory stick via USB-C, og via samme port kan du også bruge den som USB-DAC til din PC. Den har endda SD-kortlæser! Optisk og koaksial digital indgang er der også, og ditto udgange.

Af netværkstilslutningsmuligheder nævnes både 2,4 og 5 GHz Wi-Fi samt kablet Ethernet.

Foto: FiiO

Hvad med video?

Selv om der ikke står noget om video i pressemeddelelsen, vil vi tro, at kombinationen skærm og Android-operativsystem også betyder, at man kan downloade streamingtjenester som for eksempel Netflix, YouTube og HBO Max og se indholdet på den indbyggede skærm.

Læs også Dine hovedtelefoner fortjener denne forstærker FiiO K9 Pro ESS kan drive så godt som alle typer hovedtelefoner, og så har den desuden alt hvad du har brug for af digitale og analoge indgange. Også Bluetooth!

Indbygget forforstærker

Streameren ser ud som et mikroanlæg, men den har ingen indbygget forstærker. Derimod kan den kobles til et par aktive højttalere, for eksempel de tilpassede FiiO SP3, som kommer senere på året. Eller brug den som forforstærker sammen med en effektforstærker i et hi-fi-anlæg.

De aktive højttalere FiiO SP3 passer til R7 og kommer senere på året. (Foto: FiiO)

Den digitale konvertering sker med et par ESS Sabre ES9068AS DAC’er, som er koblet i dobbelt mono for at reducere støjgulvet. Indeni sidder to THX-788 forforstærkerchips, der er koblet balanceret af samme grund. Dette sammen med understøttelse af digitale opløsninger op til 32 bit / 768 kHz PCM og DSD512 (højeste DSD-opløsning) samt fuld MQA-dekodning (Tidal bruger dette) bør give netværksafspilleren et godt udgangspunkt for virkelig god lyd for pengene.

Assorterede hovedtelefonudgange: 6,3 mm, 4,4 mm og 4-pins XLR. (Foto: FiiO)

Hovedtelefonforstærker

Nu må vi endelig ikke glemme en af de vigtigste pointer ved afspilleren: nemlig at den også er en seriøs hovedtelefonforstærker! Med både 6,3 mm ubalanceret og 4,4 mm balanceret udgang samt en 4-pins XLR, og med 3,6 watt ved 32 ohm belastning, bør den kunne drive omtrent hvad det skal være af hovedtelefoner.

Læs også Nyt liv til dine gamle hovedtelefoner? Ny forstærker til dig med kræsne hovedtelefoner

Til sammenligning har den meget imponerende stationære hovedtelefonforstærker FiiO K9 Pro ‘kun’ 2,1 watt ved samme belastning. Og den overbeviste stort. Watt er dog ikke alt, og der er næppe grund til at tro, at R7 vil vil lyde lige så godt som K9 Pro med hovedtelefoner. Men vi har forventninger til både god lyd og masser af power.

Foto: FiiO

Du kan også bruge trådløse Bluetooth-hovedtelefoner med FiiO R7, og det med gode codecs som aptX HD, LDAC og LHDC, samt AAC og SBC. Hvis du ikke ved, hvad det betyder, skal du egentlig bare vide, at det giver bedre lyd via Bluetooth, hvis dine hovedtelefoner understøtter samme codec.

Foto: FiiO

FiiO R7: Pris og tilgængelighed

Med tanke på alt det, afspilleren kan, virker 5.000 kroner som en rimelig pris. R7 kan bestilles nu.

Mere info: fiio.com

Dansk distributør er cilo.dk

Les videre
Exit mobile version