B&O i Vanquish

Bang & Olufsen leverer lyd til den nye Aston Martin Vanquish Volante

Aston Martin Vanquish Volante er topmodellen i Aston Martins modelprogram og har Bang & Olufsen BeoSound Vanquish systemet med 13 aktive højttalere, avancerede lydalgoritmer og over 1000 watt effekt, som standardudstyr. Systemet er bygget på de samme grundkomponenter som lydsystemet til Aston Martin Vanquish Coupé. Samarbejdet mellem Bang & Olufsen og Aston Martin startede i 2008 med lydsystemet i Aston Martin DBS.

I Volante har man fokuseret på, at lyden skal være optimal selvom farten er høj og/eller kalechen er nede. Dette er løst ved, at lydsystemet automatisk detekterer om kalechen er oppe eller nede og med yderligere input fra motorstyringen, ventilationssystemet og en indbygget mikrofon optimeres systemet kontinuerligt til de forskellige brugssituationer. Det er siden lagt mere end 400 timers arbejde i at finjustere lydsystemet.

Det visuelt mest synlige i systemet er, at de akustiske linser elegant løfter sig fra instrumentbrættet, når systemet tændes. Nogle af de øvrige 11 højttalere er placeret bag aluminiumgitre i farver efter ejerens ønske, mens andre, herunder subwooferen, er helt usynlig.

Aston Martins CEO, Dr. Ulrich Bez, ser det nye Bang & Olufsen BeoSound Vanquish system som det oplagte musikalske supplement til den køreoplevelse, Aston Martin tilbyder. Han udtaler:

“Vi ved, at Aston Martin- ejere elsker at bruge deres biler på forskellige måder. Nogle gange har de blot lyst til en tur, hvor sportsvognen får lov til at vise tænder, og her er den karakteristiske lyd af en kraftig Aston Martin V12-motor den eneste musik, de har brug for. Men de samme ejere kører også til og fra arbejde og ud i naturen, og her forventer de, at deres lydsystem leverer den ultimative lydoplevelse. Med BeoSound Vanquish systemet får Aston Martin Vanquish Volante-ejerne – helt fortjent – det bedste af begge verdener.”

www.bang-olufsen.com

Les videre
Exit mobile version