Pocket Cinema Camera er Blackmagics første kamera, som er rettet mod massemarkedet. Men til 995 dollar alene for kamerahuset, er det først og fremmest entusiasterne, som lader sig interessere. Men det er, som vi skal se, slet ingen ublu pris. For Pocket Cinema Camera er ikke som de fleste systemkameraer. Langt fra.
Selve kamerahuset er omtrent lige så stort som et Olympus PEN og er også bygget omkring en tilsvarende 16 megapixels CMOS billedsensor og har samme Micro Four Thirds-objektivfatning. Det betyder, at det kan bruge over 40 forskellige mFt-objektiver fra Olympus, Panasonic og andre og er således for et vaskeægte systemkamera at regne.
Der er bare en væsentligt forskel på Pocket Cinema Camera og alle andre. Det støtter nemlig ikke stillbilleder, kun HD-video i 16:9 bredformat, med en aktiv billedflade på 12,5 x 7,4 mm. Men det er ikke almindelig video, vi taler om her, kameraet støtter nemlig Apples råfilformat ProRes 442, hvor bitraten er ekstremt høje 220 Mbit per sekund, som betyder, at et 64 GB SD-kort er fyldt efter 50 minutters optagelse.
Kameraet støtter også Cinema DNG og er udstyret med ind- og udgange en videograf må have. Mikrofonindgang, hovedtelefonindgang, fjernstyring og muligheden for at bruge videoobjektiver med adapter, som vist på billedet herover.
Blackmagic siger, at kameraet leverer billeddynamik svarende til 13 eksponeringstrin, og sammenlignet med 10 eller 11 fra virkeligt gode spejlreflekser, er det en smule imponerende.
Blackmagic Pocket Cinema Camera er ikke til salg før til juli, dansk pris er ikke kendt, men vi satser på at komme tilbage med en test i løbet af sommeren/efteråret 2013.