Stænktæt Leica-objektiv

Billigt bliver det ikke, men førsteindtrykket af Leica Summilux 12 mm f1,4 er i hvert fald lovende.

Hvis du undrer dig over, at Leica-vidvinklen sidder på et Panasonic-kamera, skyldes det, at objektivet er lavet af Panasonic til deres – og Olympus’ – systemkamerar i micro FourThirds-formatet. Hvilket også betyder, at billedvinkelen svarer til en 24 mm-vidvinkel. Perfekt til landskab, arkitektur, reportage, og i det hele taget til alle de motiver, der kræver et godt vidvinkelobjektiv.

Grunden til, at den hedder Leica Summilux, er, at Panasonic har fået Leicas velsignelse til at bruge navnet, da objektivet er lavet efter de samme krav, som Leica selv stiller til optisk konstruktion og ydelse.

Foto: Lasse Svendsen, Lyd & Billede

Det mærkes på kvaliteten, for Summilux’en er ikke bare vejrtæt, den er meget solidt bygget med blænde- og fokusring i letmetal – og der medfølger en modlysblænde i samme materiale. Bemærk forresten, at blænderingen af uforståelige grunde ikke fungerer på Olympus-kameraer. Kun på Panasonics egne Lumix-kameraer.

Bag filterfatningen på 62 mm sidder 15 elementer i 12 grupper og ni afrundede blændelameller. Den optiske konstruktione er meget fornem med to asfæriske linseelementer, to UED-elementer med såkaldt ultra-ekstralav dispersion (det betyder, at afvigelsen i lysspredning er ultralav) og et ED-glas.

Den slags koster. I dette tilfælde ca. 15.000 kroner. En god del mere end Olympus’ mere kompakte 12 mm f2,0, så vi må håbe, at den også er væsentlig bedre optisk.

Testen er allerede i gang.

Foto: Leica
Les videre
Exit mobile version