Den 8. december får den schweiziske horrorkomedie Mad Heidi digital verdenspremiere.
Producenterne kalder filmen for det første eksempel på Swissploitation, hvilket er en reference til de populære, men ekstremt voldelige og platte amerikanske exploitation- og blaxploitationfilm fra 70’erne.
Og der er vist ingen tvivl om, at Mad Heidi skal ses som en hyldest til B-filmgenrens mest blodige udgydelser.
Filmens handling tager udgangspunkt i en dystopisk fremtid, hvor Schweiz har udviklet sig til et fascistisk diktatur, der styres med ondskabsfuld og hård hånd af en oste-tyran, mens uskyldige Hedi forsøger at leve et frit og uskyldigt liv i de schweiziske alper beskyttet af sin bedstefar.
Det varer dog ikke længe, før Heidis frihedstrang bringer hende i karambolage med diktatorens soldater, og den glade, uskyldige pige udvikler sig til en røvsparkende frihedskæmper, som kaster sig ud i kampen for at befri Schweiz fra oste-diktaturet.
Bag filmen står bl.a. finske Tero Kaukomaa, som nogen måske kender som producenten bag en anden kultfilmklassiker, nemlig Iron Sky (2012) og Iron Sky: The Coming Race (2019).
Han er blandt hovedkræfterne bag Mad Heidis unikke finansieringsmodel, hvormed filmskaberne har haft held til at indsamle USD 2 mio. til produktionen af filmen.
Udover at dette er sket ved hjælp af producenternes egen webside – altså udenom sædvanlige crowdfundingplatforme, men med brug af blockchainteknologi for at garantere bidragsydernes penge – så får alle investorer direkte del i overskuddet, når filmen har fået premiere.
Dette sker den 24. november, hvor Mad Heidi vil kunne ses i udvalgte biografer i Frankrig, Schweiz og Tyskland. Derefter får filmen digital premiere på madheidi.com den 8. december.