En af de virkelig store Marvel-succeser (kom som en Dark Horse) blev Black Panther-filmen med fortræffelige Chadwick Boseman i hovedrollen.
Filmen havde premiere i 2018 og tog biograferne med storm verden over. Allerede foråret 2019 begyndte Disney/Marvel planlægningen af en opfølger – men så kom chokmeldingen!
For to år siden måtte den da 43-årige Boseman give tabt i kampen mod kræften.
Boseman (1977-2020) spillede med i hele 43 film og serier i sin karriere, som startede med TV-serien All My Children i 2003. Han fik sit store kommercielle gennembrud som superhelten med politisk brod i Black Panther (2018); en karakter (T’Challa/Black Panther) han spillede i Captain America: Civil War, Black Panther, Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame.
Men Marvel kunne åbenbart ikke give slip på sin succesformel; ej heller ville de erstatte Boseman i hovedrollen.
Den 9. november får opfølgerfilmen, Black Panther: Wakanda Forever, biografpremiere, og nu har Marvel frigivet den første trailer til den kommende storfilm:
Ifølge pressemeldingen kan vi vente os en actionfyldt film, som tager os med tilbage til Wakanda, hvor Queen Ramonda (Angela Bassett), Shuri (Letitia Wright), M’Baku, Okoye og Dora Milaje, med hjælp fra Nakia (Lupita Nyong’o) og Everett Ross (Martin Freeman), kæmper for at beskytte deres rige fra ydre magter efter King T’Challas død.
Så vidt vi er orienteret, vil Boseman ikke dukke op i filmen, hverken i tilbageblik eller digitalt genskabt.
Instruktøren er Ryan Coogler (som også står for manuset), og filmen er produceret af Kevin Feige. Filmen bliver den 30. (!) i MCU-serien, og den sidste i den såkaldte ‘fase fire’.
I og med at det efterhånden kun er superheltefilm og remakes af gamle klassikere (à la Top Gun 2) som kan trække folk i biffen post corona, så lover den længe ventede lancering af denne film godt for en hårdt prøvet biografbranche.
NB! Bemærk, at Disney har valgt ikke at tilbyde Black Panther: Wakanda Forever som en Premier Access-film på Disney+; en forretningsmodel udviklet under coronapandemien, som skabte meget ballade blandt stjernerne, hvor ikke mindst Scarlett Johansson var langt fremme på banen.