Afslutningen på sæson 1 af tidens ubestridt dyreste TV-serie, Prime Videos Ringenes Herre: Magtringene, nærmer sig ubønhørligt sin afslutning.
Allerede nu på fredag kan du slå dig ned foran storskærmen og se, hvad Galadriel (Morfydd Clark), Elrond (Robert Aramayo), Durin (Owain Arthur), Elendil (Lloyd Owen), ‘The Stranger’ (Daniel Weyman), og, ikke mindst, enigmatiske Adar (Joseph Mawle) har af esser i ærmet før tæppefald.
Der er planlagt hele fem sæsoner af serien, som har kostet vanvittige 465 millioner dollars (svarende til ca. 3,5 milliarder danske kroner; eller over 445.700.000 kr.pr. afsnit!); og Prime Video har netop startet indspilningen af anden sæson.
Men, hvor første sæson blev indspillet i eksotiske New Zealand (samme sted som filmtrilogien) flyttes location nu til de britiske øer. Tilsyneladende for at reducere omkostningerne.
Til trods for udgifterne kan Jeff Bezos nok smile hele vejen til banken efter at have set, hvor høje seertal Magtringene er oppe på. Over 25 millioner streamede i den første weekend de to første afsnit. I premiereugen blev serien streamet i hele 1,3 milliarder minutter globalt – absolut det højeste nogensinde for en Prime Video-serie, og også skyhøjt over den argeste konkurrent, HBO Max’ House of the Dragon.
Dermed sidder Magtringene for tiden i ensom majestæt på den globale streaming-trone.
Historien er baseret på J.R.R. Tolkiens (1892-1973) roman The Lord of the Rings samt seks tillægshistorier, som uddyber karaktererne, kulturen og baggrunden.
På tidslinjen befinder vi os før handlingen i Ringenes Herre-trilogien; som blev aldeles fortræffeligt filmatiseret af newzealænderen Peter Jackson i perioden 2001-2003. I modsætning til en genindspilning af Peter Jacksons velkendte trilogi, hensættes vi i Magtringene til Midgards såkaldte second age, som i Tolkiens univers er flere tusinde år før hændelserne i bøgerne Hobbitten og Ringenes Herre.
I klassisk fantasy-stil er historien relativt renskåret, og karaktererne inddelt i to lejre: De onde (repræsenteret ved Sauron og hans hær af orker) og de gode (resten af verden, som tager kampen op mod det onde).
Indspilningen af sæson 2 startede forrige mandag i udkanten af London. Bray Studios er Prime Videos nye produktionshub, med en forventet betydelig omkostningsbesparelse.
Også sæson 2 vil bestå af 8 episoder, og Patrick McKay og John D. Payne fortsætter som serieskabere.
Det nærmest eneste, som er lækket om handlingen i sæson 2, er den nye karakter Círdan; som vistnok skal være en af de ældste og viseste blandt elverne.
Amazon har endnu ikke annonceret en premieredato, men vor bedste gæt er efteråret 2024.