Det er 207 år siden, at den britiske forfatter Mary Shelley skrev gyserromanen “Frankenstein; or, The Modern Prometheus” i det Herrens år 1818.
Siden da er historien om den unge videnskabsmand Victor Frankenstein og hans skabelse af uhyrligt liv blevet filmatiseret flere gange. En af de mest slående visuelle film er instruktøren Kenneth Branaghs Mary Shelleys Frankenstein (1994) – hvor han selv spillede hovedrollen.
Og hvis det er en markant visuel stil, du er ude efter som filmproducent, kan vi garantere, at producent J. Miles Dale har fundet guld med mexicanske Guillermo del Toro (Pans Labyrint) som instruktør af Netflix-versionen: Frankenstein.
Filmen har premiere i udvalgte biografer den 24. oktober, mens Netflix-abonnenter må vente til den 7. november.
Traileren er ude nu!
Med film som Crimson Peak, The Shape of Water, Nightmare Alley, mesterværket Pinocchio og den førnævnte Pans Labyrint har del Toro udviklet sin egen særegne visuelle stil.
Læg dertil mexicanerens evne til at skrive overbevisende, fantasifulde og intelligente manuskripter, og Mary Shelleys roman burde være i de bedste hænder.

Til den klassiske fortælling om Victor Frankenstein, en genial, men egoistisk videnskabsmand, som i et uhyrligt eksperiment vækker et væsen til live, har han hyret Oscar Isaac (Ex Machina) i hovedrollen som Frankenstein selv.
De, der kender historiens grundlæggende præmis, ved, at den ender i ruin for både skaberen og hans tragiske væsen. Hvordan del Toro har valgt at fortolke klassikeren, er endnu uvist, men ud fra billederne ser filmen spektakulær ud.
I andre hovedroller ses bl.a. Jacob Elordi, Mia Goth, Christoph Waltz (Inglourious Basterds), Felix Kammerer, David Bradley, Lars Mikkelsen, Christian Convery og Charles Dance (Game of Thrones).
Manuskriptet er skrevet af instruktøren selv, som også optræder som medproducent.
Om mindre end en måned kan du logge ind på din Netflix-konto og selv bedømme, om han er lykkedes.
















