Som om det ikke er slemt nok med stigende energipriser, har denne vinter lagt en tung dyne af sne og kulde over land og by.
Vinter betyder højere energiforbrug, blandt andet til opvarmning og belysning. Derudover har vi anskaffet nye teknologier, som er helt afhængige af løbende opladning. For eksempel el-bilen i garagen.
Mange sparer, hvor de kan. Alligevel virker det som om, strømmen siver ud af kontakterne og ind på elregningen i form af ubehagelige tal. Energipriserne er drevet af markedet, men bliver også pålagt afgifter til leverandøren, net-selskabet og staten.
Den del af regningen kan du ikke ændre på, men du kan gøre noget ved dit forbrug. Med smart teknologi er der gode penge at spare på alt fra vand til strøm. Nogle løsninger kan kappe op mod 70 procent af regningen.
Her får du guiden til, hvordan du nemt kommer i gang med fem konkrete smart home-løsninger.
1. Lad AI skære toppen af elregningen
AI er rykket ind i alt – fra vaskemaskiner og overvågningskameraer til lamper. Samsung har et helt univers af ”kloge” enheder kaldet SmartThings. Seneste tilføjelse er tjenesten Energy.
I praksis er Energy en AI-assistent, som i tilstanden AI Energy Mode overvåger dit hjem. Er køleskabsdøren ikke blevet lukket ordentligt, får du en advarsel i SmartThings-app’en.
Google Home samler dine smarte enheder ét sted. Her kan du oprette automatiseringer, der f.eks. slukker alle lys, når du forlader hjemmet, eller skruer ned for varmen om natten.

Den nye Gemini-integration gør det nemmere at opsætte rutiner via naturligt sprog – du skriver blot, hvad du vil have til at ske, og Google Home foreslår en automatisering. Selve energibesparelsen kommer dog fra de enheder, du kobler til platformen – ikke fra Google Home selv.
Apples Home-platform (tidligere kendt som Apple HomeKit) er åben for smarte enheder fra andre producenter. Home-app’en har en funktion kaldet scener. Her indstiller du smarte elpærer til automatisk at tænde klokken 7 om morgenen, mens robotstøvsugeren først tager gulvet under spisebordet, når familien har spist.
Er du i tvivl om, hvilket smart home-system som bedst matcher dit hjem, kan du i guiden her gå mere i dybden med forskelle og muligheder.
Meget lyder fint på papiret, men er der reelt penge at spare med AI? Ifølge Samsung kan dit månedsforbrug reduceres med op til 70 procent.
Beregningen er lavet af Intertek og udført på en Samsung Bespoke vaskemaskine model WW11BB944AGB. Strømforbruget uden AI Energy Mode var 0,539 kWh. Med tilstanden slået til faldt forbruget til 0,145 kWh. Så er det bare at indsætte din udbyders pris per kWh og regne på tallene selv.
2. Smarte termostater justerer varmen
Om vinteren er termostater et oplagt sted at indføre intelligent styring. I dag samarbejder et bredt udvalg af mærker med smart home-systemer fra blandt andre Google og Apple.
Netatmo laver smarte termostater og har udviklet den lille kontrolboks Netatmo Smart AC Controller.

Med Netatmo-assistenten Eco-Assist slukker dit klimaanlæg, når du smækker hoveddøren bag dig. Uanset om du nedkøler eller opvarmer hjemmet, koster det jo strøm, og dermed også penge.
En anden mulighed er Tados smart home-system i X-serien. Vi har senest testet Tado Wireless Smart Radiator Termostat X Starter Kit med godt resultat. Systemet understøtter Matter, så du kan forbinde alt fra termometre, termostater og varmepumpestyring i et stabilt, lokalt Thread-netværk af Matter-understøttede enheder.
Tado lover, at firmaets system kan reducere varmeforbruget med op til 22 procent. I en typisk dansk bolig udgør opvarmning og varmt vand den største del af det samlede energiforbrug – uanset om varmen leveres via fjernvarme, direkte el eller varmepumpe.
Et standardhus på omkring 130 m² har ofte et årligt varmebehov på cirka 18.000 kWh. Hvordan dette forbrug opgøres på regningen, afhænger af boligens varmeløsning: I nogle hjem vises det som fjernvarme, i andre som elforbrug – enten direkte eller via varmepumpe.
Med udgangspunkt i dette varmebehov svarer en besparelse på 22 procent til omkring 4.000 kWh mindre energiforbrug om året.
Når du ved, hvad din husstand bruger på opvarmning, kan du selv regne efter, hvad en reduktion på 22 procent vil betyde for din pengepung.
Danfoss, Honeywell, Bosch og Eve er andre kendte mærker inden for ”kloge” termostater. Alle har fordele og ulemper i forhold til den smart home-løsning, du måske allerede kører med.
Eventuelt skal du investere i ekstra udstyr som gateways, hubs og bridges. Forvent en merudgift på 500 til 1.500 kroner alt efter model og system.
Nogle systemer kræver også et abonnement. Vil du have Tado-systemets AI Assist, som blandt andet holder øje med, om du er hjemme, koster det cirka 30 kroner om måneden. Dine ældre Tado-enheder er ikke garanteret kompatible med det nye system.
3. Kontakter og strømmålere holder øje for dig
Hvorfor ikke måle og styre energiforbruget direkte fra strømkilden? Blandt andre Aqara, TP-Link, EcoFlow og Eve producerer smart plugs, som overvåger hjemmets elektriske enheder.
Et af vores bedste bud er Eve Energy Smart Plug. Her får du en smart stikkontakt og en oversigt over hjemmets største strømslugere. Eves smart plug har også backup-sikring i tilfælde af, at relæet ikke slukker ordentligt.

Ikke alle kloge kontakter understøtter alle standarder og protokoller. Yderligere kommer der konstant nye muligheder til. For eksempel standarden Matter og protokollen Thread, som branchen arbejder på at udbrede for at forenkle vores ”smarte” fremtid. Er du blevet varm på Matter, så tjek denne gruppetest af seks kloge kontakter.
Ligesom med de smarte termostater skal du muligvis investere i ekstra udstyr såsom en hub eller border router for at få Matter og Zigbee til at arbejde sammen. I testen af Aqara Smart Plug SP-EUC01konstaterede vi, at en Aqara Hub var nødvendig, hvilket forhøjer prisen.
Når systemet fungerer, får du både overblik over forbruget og automatiserede handlinger. Glemte du at slukke for unødige strømkilder, før du tog hjemmefra? Det gør systemet nu for dig. Eller du gør det selv på farten via din smart home-app.
4. Kloge lamper dæmper forbruget
Har du hyggelys på terrassen, festlige LED-kæder eller belysning langs havegangen og ved garagen, kan automatisering presse elregningen i bund.
Lysene er ofte app-styrede og indstilles til at tænde på bestemte tidspunkter, eller når en sensor registrerer bevægelser. Det samme gælder overvågningskameraer og lampen ved hoveddøren. Ingen bliver rigere af, at lyskilderne er tændte i døgndrift.
Smart belysning hjælper også indenfor. Philips’ Hue-pærer tænder og slukker, alt efter om der er nogen i rummet. Matter-understøttede systemer fra Eve kan indstilles til automatisk at slukke, når du har forladt hjemmet.
Besparelser og fornøjelser udelukker ikke hinanden. NanoLeaf Elements giver app-styret hyggebelysning. Senest er IKEA’s populære lampe Varmblixt blevet smart med mulighed for blandt andet Matter-integration. Udover IKEA findes smart home-løsninger fra WiZ.
Andre muligheder er Samungs SmartThings-univers, hvor TV’ets lysstyrke automatisk skrues op og ned i forhold til rummets lysforhold.
5. Spar penge på automatisering og rutiner
Smarte enheder hjælper med at spare, når du indstiller dem efter elprisens udsving døgnet igennem. Vaskemaskinen går først i gang, når prisen er lav, og robotstøvsugere oplader kun om natten.
I garagen oplader NexBlue Edge 2 el-bilen, når strømmen koster mindst. I fremtiden vil løsningen gøre det muligt at sælge din overskydende strøm tilbage til elnettet.
Smarte termostater og klimakontroller fra for eksempel Netatmo justerer temperaturen indendørs, når du alligevel ikke er hjemme. I Samsungs SmartThing-univers registrerer tilstanden Away Mode, at hjemmet er tomt og sætter alt fra køleskab til TV i dvaletilstand.

Gardiner, varmepumper og blæsere er andre muligheder der både kan bidrage til komfort og samtidig spare penge. OmniaBlinds Paris kan via app indstilles til at hæve eller sænke sig efter vejrudsigten og Solens gang på himlen.
På kølige nætter glider gardinet automatisk ned foran ruden og holder på varmen i rummet. Om sommeren kan gardinet omvendt indstilles til at sænke sig for at holde varmen uden, så du ikke behøver tænde for varepumpens køle-funktion.
Fordele og ulemper ved smart energistyring
I den perfekte verden leverer smart energistyring både fordele, hygge og besparelser. Selv om de giver besparelser på energiregningen, er løsningerne desværre ofte bøvlede og bekostelige.
Markedet blomstrer, men ikke alle intelligente enheder, platforme og funktioner ”taler” lige godt sammen. Andre kræver ekstra specialudstyr for at komme til det.
En mulighed for at få styr på tropperne er Homey Pro Mini. Den lille boks understøtter aktuelt over 50.000 forskellige smart home-enheder fra blandt andre Philips, IKEA og Netatmo.
Med tiden kommer der også flere og mere omfattende standarder til. Her hepper vi på Matter, som vi har lavet en større guide om.
Grundlæggende bør du sammensætte din smart home-løsning med udstyr og en platform, du allerede anvender og har i hjemmet. Har du allerede Tado, så gå efter Tado-enheder.
Andre relevante overvejelser angår hjemmets platform (Google, Apple), hvilke standarder og protokoller kræver enheden (ZigBee, Matter over Thread, Bluetooth) og endelig – hvad er dit og hjemmets behov.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



