Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Guide

Matter gør det nemt at have et smart hjem

Matter bygger bro mellem Smart Home-produkter, så de fungerer gnidningsfrit på tværs af de store platforme.

Skrevet af / 27/03/2023 - 09:20
Matter gør det nemt at have et smart hjem

Du skal fremover kun kigge efter ét logo, når du køber produkter til det smarte hjem. Standarden er lanceret, og platformene er nu klar, men hvad er Matter egentlig, og hvordan kommer du i gang med at bruge det? Vi hjælper dig på vej …

Det seneste årti har budt på en eksplosion i teknologi, der kan gøre hjemmet smartere. Og smartere er det unægtelig blevet. Vi kan indstille belysningen i en uendelighed af eksotiske scener, lade termostaterne tilpasse temperaturen i hjemmet til dagligdagens rutiner, låse døre op, når vi nærmer os med mobilen og et utal af andre ting, der gør boligen mere intelligent. Men nemmere er det ikke nødvendigvis blevet. Slet ikke for dem, der ikke har en særlig interesse for tech.

Produkterne skal nok fungere, det skal du ikke bekymre dig om. Men fungere sammen med produkter fra andre producenter, det kan du ikke være sikker, at de gør. Du kan dermed ende med et utal af apps på din smartphone, der styrer hver sit produkt, og blive tvunget ud i kringlede omveje, hvis du vil gøre dig forhåbning om at få dem til at kommunikere med hinanden.

Et sprog som alle forstår

Som udgangspunkt har hver producent sit eget system. De store tech-giganter, Google, Apple, Amazon og Samsung har dog forsøgt at skabe samlende platforme, som gør det muligt at integrere produkter på kryds og tværs. Det simplificerer situationen en anelse, om end der er tale om selvstændige platforme med hvert sit sprog, som er låst til eller fungerer bedst indenfor den pågældende tech-gigants økosystem og samtidig er knyttet op til dennes stemmeassistent.

Det er forskelligt fra produkt til produkt, hvilke platforme der understøttes. Du kan ikke bare købe en hvilken som helst robotstøvsuger, du forelsker dig i, og være sikker på at den taler sammen med dit Apple HomeKit-baserede system, som resten af dine enheder er integreret i.

Når du køber Smart Home-produkter, skal du derfor ikke blot forholde dig til funktionaliteten, du skal også have en vis baggrundsviden om teknologier for at være sikker på, at produkterne passer sammen og kommunikerer ubesværet med hinanden i dit smarte hjem.

Hidtil har smart home-produkter været bundet til forskellige platformen med begrænset mulighed for at tale sammen.
Hidtil har smart home-produkter været bundet til forskellige platformen med begrænset mulighed for at tale sammen.

Det er ikke hensigtsmæssigt, og det ved producenter og softwareudviklere – ja, hele branchen – heldigvis godt. Derfor gik de for flere år siden sammen i alliancen CSA (Connectivity Standards Alliance) for at simplificere oplevelsen for Smart Home-brugere.

Frugten af dette samarbejde er Matter. En ny standard, skabt i fællesskab af stort set alle, som har blot det mindste at skulle have sagt i denne verden af smarte enheder til hjemmet.

Men inden du tænker, åh nej, endnu en standard og endnu et logo at forholde sig til, er den glædelige nyhed, at Matter er den eneste standard, du skal holde dig til og det eneste logo, du skal holde øje med, når du fremover køber nye produkter til det smarte hjem. Det er i hvert fald hensigten.

Så nemt som at skrue en ‘dum’ elpære i

Køber du et produkt med Matter-logo på æsken, vil det kunne integreres i dit Smart Home, uanset om det er baseret på Google Home, Apple HomeKit, SmartThings eller Alexa. Kompatible enheder vil være i stand til at tale sammen og indgå i fælles automatiseringer.

Fremover skal du blot se efter dette logo, når du køber smart home-produkter.
Fremover skal du blot se efter dette logo, når du køber smart home-produkter.

At handle produkter til det smarte hjem skal blive lige så nemt som dengang, man kunne tage en hvilken som helst elpære ned fra hylden i supermarkedet med sikkerhed for, at den fungerede gnidningsfrit, når man satte den i en passende lampesokkel derhjemme.

Matter er således ikke en ny platform. Der er ikke en ny app eller et nyt økosystem at forholde sig til. Det er en standard, der gør det muligt at kommunikere på tværs af platforme og produkter. Et fælles sprog som skal sikre, at alle forstår hinanden.

I et smart home med Matter taler alle enheder sammen på tværs af platforme.
I et smart home med Matter taler alle enheder sammen på tværs af platforme.

De store platforme vil således bestå, men du skal ikke længere bekymre dig om hvilke af dem, dine produkter passer til. Hvis de understøtter Matter, vil de passe til dem alle og vil frit kunne flyttes fra den ene til anden.

Med Multi-Admin-funktionen vil det være muligt at udveksle Matter-enheder mellem platformene, således at eksempelvis en smart termostat, der er forbundet til Apple HomeKit, vil kunne videregives til Google Home, SmartThings eller Alexa.

Højere sikkerhed

Integration på tværs af platforme er ikke den eneste fordel ved Matter. Den nye standard skal også sikre højere stabilitet, større sikkerhed og nemmere installation.

Kommunikationen mellem Matter-enhederne sker lokalt via brugerens eget netværk og ikke i skyen, som det er tilfældet for en del Smart Home-produkter i dag.

Betjeningen bliver dermed ikke bare hurtigere og smidigere, men også væsentligt sikrere. Data bliver ikke sendt op i skyen, hvor det er svært at gennemskue, hvad der sker med den, og hvem der får fingre i den. Kun hvis du bruger stemmeassistenter, der fortsat er afhængige af skyen for at fungere, bliver private oplysninger behandlet udenfor dit hjemmenetværk.

Kommunikationen i et Matter-netværk sker lokalt. Data kan dog stadig ende i skyen, hvis du anvender producenternes egne kontrolapps.
Kommunikationen i et Matter-netværk sker lokalt. Data kan dog stadig ende i skyen, hvis du anvender producenternes egne kontrolapps.

Alle Matter-enheder har deres eget digitale certifikat, hvis gyldighed bliver tjekket, når de kobles på netværket. Hvis det kan godkendes, bliver de tildelt et Operational Certificate, som giver dem lov til at operere på netværket, men kun med de funktioner, der er relevante for det pågældende produkt. En elpære kan eksempelvis ikke ændre systemindstillinger. På den måde skal det være stort set umuligt for fremmede og fjendtligt indstillede produkter at få adgang til netværket. Skulle det alligevel ske, kan et certifikat trækkes tilbage, så et skadeligt produkt øjeblikkeligt mister sin adgang til at fungere på netværket.

Opdateringer sker via decentrale servere, som i et blockchain-netværk. CSA kontrollerer adgangen til disse serverer via de distribuerede certifikater. Risikoen for at hackere kan snige ondsindet kode ind via opdateringer skal derfor være minimal.

Automatisk opsætning

Opsætning af enheder vil i mange tilfælde blive nemmere. Proceduren vil være afhængig af den platform, du bruger. Den kan bestå i numeriske koder, QR-koder og NFC, men et fælles mål er, at produkter fremadrettet skal genkendes automatisk.

Sådan fungerer det allerede med visse HomeKit-enheder, mens Google Home får Fast Pair-funktionalitet, som vi kender fra Android-verdenen. Amazon har udviklet en løsning, hvor enheder registreres i dit system, allerede når du køber dem. Der er derfor reelt ikke nogen installation. Platformen genkender enheden, når du tænder den, og så sker alt af sig selv. Løsningen kaldes FFS – Frustration Free Setup.

Google Home
En platform skræddersyet til Googles egne højttalere, skærme, routere m.m., men med mulighed for at integrere et utal af enheder fra andre brands. Disse kan styres via Google Home-app’en, som fungerer på både Android og iOS og via stemmeassistenten Google Assistant. Er der Chromecast indbygget, kan man streame indhold til dem fra sin mobil, tablet eller pc. App’en byder ikke på mange muligheder for automatisering eller kommunikation på tværs af enheder. Systemet kører på Wi-Fi og Bluetooth og kræver ingen hub for at fungere.

Apple HomeKit
Et Smart Home-system bygget til Apple-enheder. HomeKit kan kun bruges på enheder med iOS, iPadOS, MacOS, watchOS eller tvOS. Fra systemet kan man kontrollere og automatisere enheder fra diverse tredjepartsbrands, der er certificeret til standarden. For at kunne anvende systemet kræves en hub. Et Apple TV, en HomePod eller en iPad kan fungere som sådan.

SmartThings
Denne platform ejes i dag af Samsung og er tæt integreret med mange af producentens produkter. Kompatibiliteten er meget bred på tværs af brands, og der er mange muligheder for at automatisere. Adskillige Smart Home-enheder er lanceret under SmartThings-brandet, men der satset nu på udvikling af software fremfor hardware. Systemet fungerer både på iOS og Android samt på TV’er, projektorer og skærme fra Samsung. SmartThings understøtter både Wi-Fi, Zigbee og Z-Wave. Der kræves en SmartThings-hub for at udnytte enheder med de to sidstnævnte teknologier.

Amazon Alexa
Amazons system er bygget op omkring stemmeassistenten Alexa, men har med tiden også udviklet sig til en basal Smart Home-controller, der kan styre enheder fra et væld af forskellige brands og fungere som vejrtjeneste, musikafspiller og meget andet afhængig af de ‘skills’, man udstyrer den med. Stemmestyringen kan anvendes via Amazons egne Echo-højttalere samt et væld af tredjepartsprodukter. Systemet fungerer på både iOS og Android. Det kører på Wi-Fi og Bluetooth og kræver ingen hub for at fungere.

Zigbee
En standard for trådløs dataoverførsel, der er skabt til mindre enheder med lavt strømforbrug. Distancen er op til 100 meter, men enheder i et Zigbee-netværk kan dele forbindelsen mellem hinanden og på den måde forlænge distancen. Disse egenskaber gør Zigbee velegnet til smarte hjem, hvor den da også i mange år har været en af de vigtigste standarder. Nogle af de førende Smart Home-brands, eksempelvis Philips Hue, anvender Zigbee. Der kræves en hub for at bruge teknologien.

Z-Wave
En standard meget lig Zigbee, men baseret på et andet frekvensbånd og med lidt strammere krav til de medlemmer af ‘alliancen’, der anvender teknologien i deres produkter. Det kan sikre en større stabilitet, ikke mindst fordi det 868,42 MHz-frekvensbånd, der anvendes, ikke har så megen tendens til at skabe støj på hjemmenetværket som Zigbee, der anvender 2,4 GHz ligesom Wi-Fi.

Understøtter mange trådløse teknologier

Matter understøtter både Wi-Fi, Ethernet, Bluetooth og ikke mindst den relativt nye Thread-teknologi – en mesh-teknologi, der kan minde om Zigbee og Z-Wave. Her anvendes kompatible smart-enheder som routere, der videresender og forstærker signalet mellem hinanden. Enhederne skaber dermed deres eget mesh-netværk, hvor stabiliteten er høj, fordi der altid vil være en enhed klar til at tage over, hvis forbindelsen skulle svigte et andet sted i kæden. Teknologien er desuden ret energibesparende og derfor især tiltænkt batteridrevne enheder. Overvågningskameraer, smarte højttalere og andre enheder med behov for høj båndbredde anvender ikke Thread,

For at anvende Thread kræves en Border Router, eller det vi typisk betegner som en hub eller en bridge. Den bygger bro mellem det signal, der kommer ind via din bredbåndsforbindelse, og det der skal ud til dine smart-enheder på Thread-netværket. Vi kender denne typer enheder fra Z-Wave og Zigbee-produkter som Hue, Ikea Trådfri, SmartThings m.fl.

I et Thread-netværk fungerer enhederne som routere, der videresender signalet mellem hinanden. Det forstærker signalet og er strømbesparende, hvilket især batteridrevne enheder har stor fordel af.
I et Thread-netværk fungerer enhederne som routere, der videresender signalet mellem hinanden. Det forstærker signalet og er strømbesparende, hvilket især batteridrevne enheder har stor fordel af.

Det er ikke sikkert, at du behøver købe nyt udstyr for at anvende Thread, og det er faktisk heller ikke sikkert, at du behøver at købe nyt udstyr for at anvende Matter i det hele taget.

 En smart højttaler som Google Nest Audio kan fungere som hub i et Matter-netværk. Det kræver kun en gratis opdatering.
En smart højttaler som Google Nest Audio kan fungere som hub i et Matter-netværk. Det kræver kun en gratis opdatering.

Matter kræver en fysisk controller-enhed for at fungere, men flere eksisterende Smart Home-produkter fra Apple, Google, SmartThings og Amazon er blevet opdateret, så de er i stand til at fungere som en controller. Det gælder eksempelvis SmartThings Hub V3, den nyeste Hue Bridge, nyere Apple-enheder med HomeKit-funktionalitet (Apple TV 4K 5. gen. eller de nyeste HomePods) samt Nest WiFi Pro router og Nest Audio-højttaler. Har du en af disse enheder i hjemmet, er du i princippet klar til Matter. Enhederne fungerer også som hub i et Thread-netværk, og du er dermed også klar til at gøre brug af Thread-baserede enheder.

De store platforme, Google Home, Apple HomeKit, SmartThings og Alexa er ligeledes opdateret, så alt i princippet er klar til at du kan opbygge et Matter-baseret smart-hjem. Sørg desuden for at din Android-mobil eller iPhone er opdateret med seneste system-version, så er du sikker på at være klædt på til Matter.

Billedtekst: Google Home er klar til at integrere Matter-enheder.
Google Home er klar til at integrere Matter-enheder.

Så mangler vi bare produkterne …

Den eneste brik, der mangler, er Matter-produkter. På nuværende tidspunkt er det småt med produkter, der kan integreres. For selv om eksempelvis Nest Audio-højttaleren har fået hub-funktionalitet, betyder det ikke, at den har evnerne til at fungere som en smarthøjttaler på tværs af platforme.

Men produkterne er på vej, og mange er endda meget tæt på at være klar. På CES-messen i januar blev fremvist et væld af produkter, som vil være klar til Matter, når dude kommer på markedet i løbet af foråret.

I flere tilfælde vil Matter-kompatibilitet komme som en gratis opdatering til eksisterende produkter. Det er derfor slet ikke sikkert, at du behøver købe nye enheder. Flere af lysprodukterne fra Hue, Nanoleaf og IKEA samt de nyeste Smart Home-produkter fra producenter som Netatmo, Eve og Belkin vil få Matter-opdateringer. Se en liste over hvilke produkter, der er planlagt Matter-opdateringer til her.

Nanoleaf har annonceret at en række af deres lysprodukter meget snart vil understøtte Matter.
Nanoleaf har annonceret at en række af deres lysprodukter meget snart vil understøtte Matter.

Umiddelbart er det Eve, som på nuværende er længst fremme med enheder, der tilbyder fuld Matter-kompatibilitet. Producenten kunne allerede på sidste års IFA-messe demonstrere, hvordan en ældre HomeKit-kompatibel enhed kunne integreres med Google Home via en Matter-opdatering. Deres Matter-opdatering er i beta nu og burde være klar når som helst.

Signify, som står bag Philips Hue, er også tæt på at være klar. En opdatering til deres Bridge vil gøre en række af deres lyskilder Matter-kompatible. Seneste melding lyder, at den lander i april.

Det skal blive spændende at se, hvor meget funktionalitet, man vil åbne for via Matter. Der bliver næppe adgang til alle de funktioner, vi kender fra Hue-app’en. Det samme vil formentlig gøre sig gældende for mange af de mere avancerede Smart Home-produkter: Man vil kunne styre basale egenskaber via de fælles platforme, mens mere avancerede features fortsat skal tilgås i producenternes egne apps.

Hvor meget enklere, Matter egentlig vil gøre vores smarte hjem, er derfor svært at afgøre på nuværende tidspunkt. Men om ikke andet vil købsprocessen formentlig snart være en hel del nemmere, med blot ét logo at forholde sig til.

Rasmus Elm Rasmussen
(f. 1980): Journalist på L&B Home. Rasmus skrev sin første artikel om tech i 1999 til magasinet Alt om NET. Siden er det blevet til et væld af indhold til magasiner, dagblade og webmedier indenfor kultur, livsstil og tech. De seneste mange år har Rasmus fungeret som redaktør på magasinet Alt om DATA. Rasmus skriver om alt fra PC’er og smartphones til elbiler, Smart Home og lydudstyr.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Sov godt takket være teknologien

Vælg den intelligente havevander til ferien

Dit smarte hjem bliver nemmere med Matter

Lyd & Billede
Scroll to Top