Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Guide

10 tips om robotplæneklippere

Producenterne sender konstant nye og mere avancerede robotter på markedet, men hvilken er den rette for din have? Her er tjeklisten til dig, som er på jagt efter den perfekte robotplæneklipper.

Skrevet af / 09/05/2024 - 10:47
10 tips om robotplæneklippere

Der er faktisk kun ét argument imod at købe en robotplæneklipper: Prisen.

Eller, to, hvis du absolut også vil tælle den motion, det ville have givet at slå plænen to gange om ugen med en traditionel plæneklipper. Men helt ærligt: du kan jo sagtens få motion på alle mulige andre måder.

Så lad os sige, at du har besluttet dig for at udstyre plænen med en robot. Nu er det bare at finde ud af, hvad det skal være for en.

To eksperter, som både kender markedet for robotplæneklippere og som ved en del om græs og græsplæner, har hjulpet med at skabe denne guide, som kan spare dig for timevis af research og ikke mindst fejlkøb.

Så her de ti ting, du skal overveje, når du vælger en robotplæneklipper.

Er du træt af at slå din græsplæne, er en robotplæneklipper vejen frem. (Foto: Pernille Redder)

1: Kabel eller ej

“De kabelfri robotter er fremtiden,” siger Thomas Nørret, CEO i græsplejevirksomheden DM Greenkeeping. “Det eneste du skal sikre dig er bare, at der er frit udsyn til satellitterne. Hvis GPS-modtageren kan se himmel, kan den formentlig fungere i din have.”

“Vores erfaring er, at de kabelfri robotter kan køre i langt de fleste haver,” supplerer Nicolai Thorsøe, der er marketing specialist for Husqvarna.

Ud over at slippe for bøvlet med kanttråd er en anden fordel ved de kabelfri robotter, at du ikke skal betale for at få den opdateret hos en forhandler. Robotten går på dit Wi-Fi og henter selv nye opdateringer, når de er klar.

2: Høst erfaring fra Facebookgrupper

“Der findes masser af Facebookgrupper for folk, der ejer robotplæneklippere, og vi rådgiver altid folk til at melde sig ind og undersøge, hvad medlemmerne siger om de forskellige modeller. De mennesker ejer robotterne og bruger dem hver dag, og de har langt mere erfaring, end selv forhandlerne har,” forklarer Thomas Nørret fra DM Greenkeeping.

Køber du for billig en robot, kan du risikere, at producenten har sat hjul på, som ikke kan klare bløde huller og forhindringer. (Foto: Pernille Redder)

3: Pris og kvalitet hænger sammen

I byggemarkederne kan du finde billige robotplæneklippere, som koster helt ned til en tiendedel af, hvad nogle af de store mærker kræver for deres. Det lyder som og er en voldsom prisforskel, men køber du for billigt, risikerer du at få en robot hjem, hvor softwaren måske ikke kan håndtere plænen. Eller hvor der er sparet så meget på hjulene, at robotten konstant sætter sig fast, advarer Thomas Nørret fra DM Greenkeeping:

Folk køber en robot, fordi de gerne vil spare tid, men de risikerer at få en masse frustrationer ud af det, hvis de køber for billigt.”

Derfor kan det også være en fordel at investere i en robot, som det er muligt at få en tekniker til at komme og kigge på, hvis du får problemer med den. Det kan du med de store veletablerede mærker, men undersøg det, inden du handler, hvis du vil være sikker.

Nogle producenter af robotplæneklippere har et netværk af autoriserede forhandlere og reparatører, som kan hjælpe, hvis du får problemer med din robotplæneklipper. (Foto: Pernille Redder)

4: Tjek hældningsgraderne

Har du niveauforskelle i din have, er det helt afgørende, at du er opmærksom på de hældningsgrader, som producenterne angiver, at deres robotter kan klare. For har du en hældning på 30 grader og en robot, der højst kan klare 20 grader, kan du godt regne med, at du selv skal ud og hjælpe robotten op ad bakken eller finde din gamle græsslåmaskine frem. Og det var jo ikke lige en del af planen, vel?

5: Klippemønstret

Her kommer vi til noget, som mere end noget andet er en smagssag, og producenterne har delt sig i netop dette spørgsmål: Er det pænest med en have, der er klippet i lige striber, så det næsten ligner en fodboldbane, eller at den klippet i et tilfældigt mønster, så resultatet bliver mere ensartet?

Går du meget op i energiforbruget, skal du vælge en robot, der klipper i lige striber, for robotten vil kunne dække et større areal, helt op til 50% mere, på en opladning. Men robotplæneklippernes energiforbrug er meget lavt, så forskellen på, hvor meget strøm den bruger, vil være mikroskopisk, mener Nicolai Thorsøe fra Husqvarna, hvis robotter både kan klippe i et tilfældigt mønster eller i lige striber. Han fremhæver, at man primært skal vælge ud fra æstetik:

“I England kan de godt lide, at der er flotte striber i græsset, men i Skandinavien oplever vi, at haveejerne foretrækker, at robotterne klipper helt ensartet.”

Langt de fleste moderne robotplæneklippere har de “pindsvinesikre” små knive, som kan udskiftes, når de bliver sløve. (Foto: Pernille Redder)

6: Forhindringer og smådyr

Vil du være sikker på, at robotten ikke kører ind i forhindringer, hvilket i denne sammenhæng godt kan være pindsvin eller et andet lille dyr, skal du for det første vælge en robotplæneklipper, der bruger de små, lette og udskiftelige knive, som ligner barberblade.

Men det kan også være en fordel at se på, om robotten er udstyret med særlig teknologi, som spotter forhindringer, inden den når frem til den. Nogle er udstyret med et kamera, andre med en sonar, og de mest avancerede bruger AI-teknologi til at lære at genkende, hvad det er, der befinder sig foran den.

Læs også What's the Matter? – er det smarte hjem blevet enklere? One standard to rule them all! Efter to år, har Matter så gjort det lettere at forbinde et smart hjem?

7: Tyverisikring

De fleste producenter har installeret en tyverialarm i robotterne, som går i gang med at hyle, når robotten bliver fjernet fra sin have. Nogle reagerer allerede, når man løfter den, hvilket er en smule upraktisk, hvis man bare lige ville spule den ren forneden.

Den mere avancerede løsning er, når robotten også udsender et GPS-signal. Nicolai Thorsøe fortæller, at der på et tidspunkt blev stjålet en robotplæneklipper fra Husqvarnas egen ejendom, men da den udsendte et GPS-signal, kunne de se, hvilken adresse, den befandt sig på, give politiet besked, og det viste sig, at der var adskillige andre tyvekoster samme sted.

Enkelte af robotterne er udstyret med et kamera med bevægelsessensor, som udsender en alarm, hvis nogen nærmer sig den.

8: Hvor stor?

Producenterne angiver, hvor mange kvadratmeter have, deres robotter kan klare at slå, men ifølge Nicolai Thorsøe fra Husqvarna kan det faktisk være en fordel at vælge en robot, som på papiret er beregnet til en større have, end man har:

Det er simpelthen fordi, at en robot, der er overdimensioneret, vil klippe færre timer på græsplænen, og den vil også kunne holde lidt længere tid, fordi den jo er bygget til at klippe flere kvadratmeter,” siger han.

Til gengæld kan du også risikere at vælge en robotplæneklipper, der er så stor, at den ikke kan komme ind i de snævreste og mest snirklede hjørner af din have. Så kig også på, hvor detaljeret haven er, når du vælger robotstørrelse, og har du mange små krinkelkroge, bliver du gladest for en mindre robot.

9: Hvordan er forbindelsen i haven?

Har du øje på en robotplæneklipper, er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvad netop den model kræver af forbindelsesmuligheder. De nye smarte robotter skal du forbinde til din smartphone via Bluetooth, men der er forskel på, hvad de ellers kræver.

Nogle har brug for et stærkt Wi-Fi-signal i haven, andre trækker data fra mobilnettet, og hvis du bor et sted med ringe mobildækning kan det være, at netop den model, du ellers havde udset dig, alligevel ikke er optimal. Heldigvis bruger producenterne forskellige teknologier til kommunikation, lagring og mapping.

Læs også Hjemmets vinkælder forkæler druerne Få grader gør en forskel for smagen. Temptechs vinkøleskab forbedrer vinens nuancer, men serverer ikke andre særlige fordele.

10: App

Uanset hvor avanceret din robotplæneklipper er, så vil vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på den lykke, som det er at eje et produkt med en velfungerende app.

Kommer din robotplæneklipper med en app, så tjek, om den sender notifikationer, når der er noget vigtigt på færde. Om du kan justere klippehøjden fra app’en, lave -og justere tidsplanen for, hvornår den skal køre og følge op på, om robotten gør det, du beder den om.

Livet med en robotplæneklipper bliver langt mere lykkeligt, når der også er en god app med i forholdet.

 

Pernille Redder
(f.1977) Journalist på L&B Home. Pernille har arbejdet som journalist og redaktør i TV-branchen siden 2003. Blandt andet på DR, TV 2 Øst, TV 2 Fyn og som redaktør på Copenhagen TV Festival. Pernille skriver ærligt og kontant om alt det, der gør livet som blandt andet husejer og forælder sjovere og nemmere.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

LB+ Total

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home

LB+

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede

LB+ Home

Fuld adgang til alt indhold på L&B Home

29,- / for 30 dage
87,- / mnd
50,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.

What's the Matter? – er det smarte hjem blevet enklere?

Sov godt takket være teknologien

Vælg den intelligente havevander til ferien

Lyd & Billede
Scroll to Top