Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Guide

Kung Fu Fighting: Huawei P30 Pro vs. OnePlus 7 Pro

Her er tre grunde til, at OnePlus 7 Pro laver cirkelspark lige i hovedet på Huawei P30 Pro. Og én grund til, at Huawei P30 Pro deler ud af flyvespark og håndkantslag.

Skrevet af / 24/05/2019 - 14:50
Kung Fu Fighting: Huawei P30 Pro vs. OnePlus 7 Pro

Selvom Huawei netop i disse dage er hårdt presset af den amerikanske boykot, som betyder, at den kinesiske mobilproducent umiddelbart mister adgangen til Googles apps og tjenester, herunder nye udgaver af den kommercielle version af Android-styresystemet, så er firmaet stadig dominerende på verdensplan. I skrivende stund er Huawei verdens næststørste mobilproducent efter Samsung, og firmaets nyeste smartphone, Huawei P30 Pro, er blandt de bedste på markedet.

OnePlus er en anden kinesisk producent af mobiltelefoner, som oplever kæmpe vækst. Ikke bare i Kina, men også på det globale marked. ikke mindst i Indien, hvor OnePlus er den største mobilproducent med en markedsandel på 40%. Firmaets nyeste topmobil, OnePlus 7 Pro, er mindst lige så god som konkurrende topmodeller, f.eks. Samsung Galaxy S10+ og førnævnte Huawei P30 Pro. Men til en væsentligt lavere pris.

Lige nu har du altså valget mellem to ekstremt gode Kina-mobiler, som begge koster mindre end tilsvarende modeller fra Apple og Samsung. Så hvilken skal du vælge? Der er lagt op til en god, gammeldags kung fu-duel mellem Huawei P30 Pro og OnePlus 7 Pro. Vi gennemgår og sammenligner mobilerne punkt for punkt, og jeg tør godt love, at der bliver delt godt ud af håndmadder undervejs.

Fakta og benchmarks

  • Operativsystem: Android 9 Pie (+ Huawei EMUI 9.1)
  • Skærm: 6,47″ OLED, Full HD+ (2340 x 1080), 399 ppi
  • Processor: 2,6 + 1,92 + 1,8 GHz Kirin 980 octa-core
  • Hukommelse: 8 GB RAM / 256 GB lager (+ Nano Memory Card op til 256 GB)
  • Kameraer: 40 Mp f/1.6 + 20 Mp ultravidvinkel f/2.2 + 8 Mp tele f/3.4 +
  • Time-of-Flight (primært) / 32 Mp f/2.0 (front)
  • Trådløst: 4G/LTE, 802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, NFC, A-GPS, GPS,
  • GLONASS, Galileo, Beidou
  • Mål og vægt: 158 x 73,4 x 8,41 mm / 192 g
  • Batteri: 4200 mAh, 40 W SuperCharge + 15 W Wireless Quick Charge
  • Web: consumer.huawei.com/dk/
  • Pris: 7.499 kroner
  • Geekbench 4: 3.197 (single-core) / 9.690 (multi-core)
  • AnTuTu 7: 252.024
  • PCMark Work 2.0: 7.877
  • Basemark Web 3.0: 365
  • Batteritest: 10:29 timer
  • Operativsystem: Android 9 Pie (+ OxygenOS 9)
  • Skærm: 6,67” Fluid AMOLED 90 Hz, QHD+ (3120 x 1440), 516 ppi
  • Processor: Qualcomm Snapdragon 855
  • Hukommelse: 12 GB RAM / 256 GB lager UFS 3.0
  • Kameraer: 48 Mp f/1.6 + 16 Mp f/2.2 117° ultravidvinkel + 8 Mp 78 mm
  • f/2.4 tele (primært) / 16 Mp f/2.0 (front)
  • Trådløst: 4G/LTE, 802.11a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, NFC, A-GPS, GPS,
  • GLONASS, Galileo, BeiDou
  • Mål og vægt: 162,6 x 75,9 x 8,8 mm / 206 g
  • Batteri: 4000 mAh, 30 W Warp Charge
  • Web: oneplus.com/dk
  • Pris: 6.399 kroner
  • Geekbench 4: 3.373 (single-core) / 10.619 (multi-core)
  • AnTuTu 7: 366.743
  • PCMark Work 2.0: 9.993
  • Basemark Web 3.0: 434,49
  • Batteritest: 6:05 timer

Udseende og konstruktion

Huawei P30 Pro:
Som det hører sig til for en topmodel i P30 Pros prisklasse, har Huawei hentet design og byggekvalitet fra øverste hylde. Mobilen er robust fremstillet med Gorilla Glass på for- og bagside omkranset af en ramme af aluminium, og på trods af en vægt på næsten 200 gram virker P30 Pro alligevel let og nem at håndtere.

Det er ikke alle, der vil være vilde med, at både for- og bagside buer ind langs kanten, hvilket kan gøre den lidt anstrengende for håndfladen at holde for længe ad gangen, men mit største problem med telefonen var faktisk, at den er ekstremt glat. Så glat, at den får sit eget liv og begynder at glide, hvis man lægger den på en overflade, der ikke er 100 procent plan.

OnePlus 7 Pro:
Den absolutte topmodel i Nebula Blue er fremstillet af flere lag glas med solidt Gorilla Glass 5 som yderste lag og en mat overflade på mobilens bagside. Den matte overflade skaber i samspil med de dybere glaslag et lækkert farvespil mellem flere blå nuancer, når man vender og drejer mobilen. Meget lig Huawei P30 Pro.

Til gengæld er OnePlus 7 Pro i modsætning til Huaweis nyeste topmodel ikke så glat, at den begynder at glide som et stykke våd sæbe, hvis man lægger mobilen på en overflade, der ikke er helt plan. Det sørger den matte overflade for, og det betyder også, at OnePlus 7 Pro ligger mere sikkert i hånden. Skærmen er buet langs kanterne, men ikke så meget, at det gør mobilen anstrengende at holde i længere tid ad gangen.

Vinder: OnePlus 7 Pro

OnePlus 7 Pro (Foto: OnePlus)

Skærm

Huawei P30 Pro:
Mobilen har Full HD+ opløsning på 2340 x 1080 pixel fordelt på 6,47 tommer (formatet er 19.5:9), men OLED-skærmen ikke så skarp som den, der sidder i OnePlus 7 Pro.

OnePlus 7 Pro:
Opløsningen er høj (3120 x 1440 pixel fordelt på 6,67 tommer = 516 ppi), det samme er lysstyrken, og AMOLED-teknologien sørger for et knivskarpt skærmbillede og dynamiske farver. Men det er opdateringshastigheden på 90 Hz, der virkelig rykker. I praksis betyder den højere opdateringshastighed, at hele brugerfladen på OnePlus 7 Pro – alle menuer, ikoner og animationer – vises med flere billeder i sekundet end på konkurrerende mobiler.

Vinder: OnePlus 7 Pro

Kamera

Huawei P30 Pro:
Huawei kalder deres nye kamerasystem, som er udviklet i samarbejde med Leica, for et “quad”-kamera, og det består af fire objektiver. Kameraet kan selvfølgelig lagre billeder som raw-filer, men derudover byder de fire linser til sammen på nogle spændende nye funktioner.

Huawei P30 Pro er således den eneste smartphone på markedet, der tilbyder et teleobjektiv med 5x optisk zoom. For at få plads til det har man lavet en periskoplignende optik med en prisme, der vinkler lyset ind i telefonen.

Sammen med en mere lysstærk optik og bedre billedprocessering, som trækker kurverne op for at lysne billederne, samtidig med at der kompenseres for støj fra mørket, kan Huawei P30 Pro desuden tage billeder i bælgravende mørke. Af ting, som man nærmest ikke kan se med det menneskelige øje, og som ingen anden smartphone på markedet kan fotografere.

OnePlus 7 Pro:
Det primære kamera består af tre objektiver. Kameraet har 3x optisk zoom samt både optisk og elektronisk billedstabilisering. Sammen med OnePlus’ nye såkaldte UltraShot-software skal det gennem firedobbelt eksponering og HDR+ kunne tage knivskarpe og klare billeder med perfekt balance mellem lys og skygger, lover OnePlus.

Dét er så en sandhed med enkelte modifikationer. For netop hvad angår kameraet, kan jeg ikke med god samvittighed påstå, at OnePlus 7 Pro kan slå kamerakongen P30 Pro fra Huawei.

Vinder: Huawei P30 Pro

Huawei P30 Pro (Foto: Huawei)

Lyd

Huawei P30 Pro:
Kineserne har erstattet den øverste højttaler, der normalt sidder ved øret, når man taler, med den såkaldte Huawei Acoustic Screen. Det betyder i praksis, at lyden overføres til øret via vibrationer i skærmens øverste område, og selv om det kan forekomme både smart og højteknologisk, så er den resulterende talekvalitet simpelthen for dårlig.

Den manglende højttaler betyder tilmed, at P30 Pro ikke har stereolyd, når man spiller spil eller ser video på telefonen, og man er faktisk nødt til at koble et par gode hovedtelefoner til mobilen for at få bare nogenlunde hæderlig lyd ud af den.

OnePlus 7 Pro:
OnePlus 7 Pro byder på en lydoplevelse, der – ligesom skærmen – er noget helt for sig selv. Hvor Huawei P30 Pro ikke har to eksterne højttalere og dermed ingen stereolyd, har OnePlus nærmest indbygget en ghettoblaster fra 1980’erne i 7 Pro. Så godt lyder mobilen, når man spiller spil eller ser video uden brug af hovedtelefoner.

Også med hovedtelefoner (som skal tilsluttes trådløst, da OnePlus 7 Pro ikke har noget minijack-stik) bliver ørerne forkælet. Den indbyggede Dolby Atmos-teknologi gør et godt stykke arbejde, og mobilen leverer et bredt lydbillede med masser af detaljer, hvor både de høje toner og bassen står knivskarpt.

Vinder: OnePlus 7 Pro

OnePlus 7 Pro (Foto: OnePlus)

Ydelse og funktioner

Huawei P30 Pro:
I benchmarktests ligger Huawei P30 Pro en smule bag både Samsung Galaxy S10+ og Apple iPhone Xs Max, men i praksis er mobilen lynhurtig, og lægger man f.eks. den nyeste iPhone ved siden af P30 Pro og starter forskellige apps samtidig, så åbner de hurtigst på Huawei-mobilen. Hver gang. Store apps og spil starter omgående og afvikles uden hak eller pauser. Det er helt klart godkendt.

I øvrigt understøtter mobilen både trådløs opladning og lynhurtig 40 watt Super Charge. Mobilen kan tilmed selv bruges som oplader via den såkaldte omvendte trådløse opladning, så du kan redde dine venner, hvis deres mobil er ved at løbe tør for strøm.

OnePlus 7 Pro:
På grafik, og i PC Mark Work 2.0, der tager udgangspunkt i kontoropgaver som video-opkald og dokumenthåndtering, klarer OnePlus 7 Pro sig bedre end de nærmeste konkurrenter, Huawei P30 Pro og Samsung Galaxy S10+.

En så heftig ydelse trækker dog tænder ud på batteriet. Og selv om OnePlus har gjort, hvad de kunne, for at batteriet ikke skal overophede, herunder udstyret mobilen med væskekøling, så oplevede jeg det som svært at nå igennem en hel dag, uden at batteriets strømmåler kom ned og vende omkring 5-10 procent.

Heldigvis kommer OnePlus 7 Pro med såkaldt Warp Charge, som oversat til dansk er 30 watt hurtigopladning, der kan lade batteriet til 100 procent på under en time. Trådløs opladning og andre mere eksotiske funktioner må man undvære med OnePlus 7 Pro.

Vinder: Uafgjort

Huawei P30 Pro (Foto: Huawei)

Konklusion

Huawei P30 Pro er markedets suverænt bedste kameramobil, så hvis kameraet har højeste prioritet, skal du vælge mobilen fra verdens næststørste mobilproducent. Men vær opmærksom på, at Huawei er under stærkt pres fra den amerikanske regering, der netop har sat virksomheden på den sorte liste.

I skrivende stund betyder det for P30 Pro, at Huawei ikke kan opdatere mobilen med officielle Android-opgraderinger efter den 19. august. På længere sigt kan det blive en stor ulempe for P30 Pro-ejere, med mindre Huawei kan forhandle sig til rette med de amerikanske myndigheder.

Hvis alt andet end kameraet er vigtigt, så er OnePlus 7 Pro den klare vinder af denne Kung Fu Fight. Nok er Huawei ikke knockoutet af OnePlus’ cirkelspark, men den lille konkurrent vinder på point. Du sparer mere end 1.000 kroner med OnePlus 7 Pro, og både hvad angår skærm, lyd og ydelse, klarer 7 Pro sig bedst af de to mobiler.

Og til dem, der måske kan være bekymret for, om OnePlus – som jo også er en kinesisk virksomhed – kan blive ramt af en boykot svarende til, hvad Huawei er udsat for, har jeg et par beroligende ord. Krigen mellem Huawei og de amerikanske myndigheder handler reelt ikke om mobiltelefoner, men om netværksteknologi.

Amerikanerne sætter Huawei under pres, fordi virksomheden er førende i forhold til at levere 5G-netværk og dermed mobil infrastruktur. Amerikanerne er bange for, at 5G-netværk leveret af Huawei kan bruges til spionage mod USA og andre vestlige lande, og derfor sættes virksomheden under maksimalt pres.

OnePlus producerer udelukkende mobiltelefoner, så risikoen for, at virksomheden skulle blive ramt af tilsvarende forbud, er til at overse.

Vinder: OnePlus 7 Pro

picture3 picture4 picture5 picture6 picture8 picture9 picture10
<
>
Nærbilledet af den lille figur fra Ralf Königs tegneserier er taget med Huawei P30 Pro foran Berlins “Rote Rathaus”. Det står helt skarpt, mens baggrunden er sløret. (Foto: Peter Gotschalk)
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brugte og refurbished mobiler i kredsløb

USB-C-revolutionen, du ikke vil gå glip af!

Guide: Apple Arcade, Google Stadia, Netflix Games, Xbox Cloud Gaming

Lyd & Billede
Scroll to Top