Hi-Fi Skolen del 9 – Hjemmebiografen

Du har lige spenderet en halv formue i en TV-fladskærm så stor, at den kræver sit eget postnummer. Billedet er blændende, og du kan tælle porerne i ansigtet på nyhedsværten. Men lyden minder om en transistorradio i en skotøjsæske.

Det er ikke dig, der er noget galt med. Det er ren og skær fysik. I et TV-kabinet, der i dag er få centimeter tykt, er der simpelthen ikke plads til højttalerenheder, der kan flytte luft i nævneværdige mængder. Resultatet er en lydoplevelse, der står i skærende kontrast til den visuelle pragt. Der er brug for hjælp.

Soundbaren

Den simpleste, mest indretningsvenlig i mange tilfælde billigste løsning er at anskaffe en soundbar. En aflang højttaler, der placeres diskret under TV’et, tilsluttes med et enkelt HDMI-kabel, og vupti: Lyden er allerede i en helt anden verden. Det er den hurtige, enkle og indretningsvenlige vej til en markant bedre lyd.

Men en soundbar er ikke bare en soundbar. I den billige ende af skalaen finder vi simple stereoløsninger, der primært giver en bredere og mere fyldig gengivelse end TV’ets indbyggede lyd. Men også kun det.

 

Bevæger man sig op i kvalitet (og pris), åbner der sig en verden af muligheder. Mange soundbars kommer i dag som en pakkeløsning med en separat, trådløs, subwoofer, der kan tage sig af de dybeste bastoner, som en slank soundbar umuligt kan gengive. Dette alene løfter oplevelsen fra blot ”bedre TV-lyd” til noget, der begynder at ligne biograffornemmelse.

De mest ambitiøse soundbars forsøger at efterligne de store surround-anlæg. De kan have et arsenal af indbyggede højttalerenheder, der peger i forskellige retninger for at skabe en illusion af surroundlyd. Nogle har endda opadvendte højttalerenheder, der via refleksioner fra loftet kan simulere de højdekanaler, som kendetegner moderne 3D-lydformater som Dolby Atmos. Alle sammen drevet af egne forstærkere til hver enhed og med digitale tryllerier til at give illusionen af rumlig lyd.

I de mest ambitiøse systemer kan anlægget udvides med trådløse baghøjttalere, der fjerner illusionen og leverer ægte, omsluttende surroundlyd. Resultatet kan blive overraskende overbevisende. Uden at du behøver vikle hele stuen ind i kabler.

Surround-receiveren

Vil du have den fulde, kompromisløse biografoplevelse, er der dog ingen vej udenom en surround-receiver. Eller en surroundforstærker, der er det samme, bare uden indbygget radiomodtager. Den er hjertet og hjernen i et rigtigt hjemmebio-anlæg. Det er her, alle dine kilder – spilkonsol, Blu-ray-afspiller og streaming-boks – tilsluttes, og det er receiveren, der afkoder de komplekse, digitale lydspor og fordeler lyden ud til de enkelte højttalere i rummet.

Hvor mange watt skal der til?

I modsætning til et stereoanlæg skal en surround-receiver drive mange flere højttalere på én gang. Selvom effekttallene på papiret ser imponerende ud (f.eks. “7 x 120 watt”), er det vigtigt at huske, at strømforsyningen er en fælles ressource. Jo flere kanaler der er i brug samtidig under en heftig actionscene, desto hårdere presses den.

Og producenter af surroundforstærkere har gerne en mere elastisk virkelighedsopfattelse, når det gælder effektopgivelser. Det betyder, at effekten ofte er opgivet med kun én kanal drevet, ved en lavere højttalerimpedans og med mere forvrængning, end producenter ville anvende ved målinger på traditionelle hi-fi-forstærkere. Det giver et flottere tal – på papiret. Men ikke mere effekt i højttalerne.

En god tommelfingerregel er at sigte efter en receiver, der kan levere mindst 80-100 reelle watt per kanal, målt med to kanaler i drift. Det sikrer, at der er overskud og dynamik, selv når det går vildt for sig. Man finder gerne denne, noget lavere, effektopgivelse længst nede på listen over specifikationer.

For de mere krævende entusiaster tilbyder mange bedre receivere pre-out udgange. Det giver mulighed for at tilkoble en separat, og ofte kraftigere, effektforstærker. En populær opgradering er at bruge en potent stereoforstærker til at drive de krævende fronthøjttalere, mens receiveren tager sig af center- og surroundkanalerne. Det giver både bedre lydkvalitet til musik og mere overskud til film.

Det giver også mulighed for, at stereoanlægget – med en solid forstærker og store højttalere – kan sameksistere med hjemmebio-anlægget og håndtere frontkanalerne for dette.

Fra kanaler til lyd-objekter

Surroundlyd handler indlysende nok om at være omgivet af lyd. Men der er mange standarder og systemer: 5.1, 7.1, 9.2.2, Dolby Atmos, DTS:X. Lad os afmystificere de vigtigste af dem.

5.1 og 7.1 – Den klassiske surroundlyd: Dette er de såkaldte kanalbaserede formater. Et 5.1-system består af fem kanaler og én subwoofer-kanal (.1): tre foran (venstre, center, højre) og to bagved (surround venstre, surround højre).

Et 7.1-system udvider dette med to ekstra kanaler, typisk placeret som bag-surround, mens de almindelige bagkanaler placeres omtrent på linje med lyttepositionen. Det skal give en endnu mere flydende og omsluttende fornemmelse, hvor du er placeret i midten af en flad, horisontal cirkel af lyd.

Dolby Atmos & DTS:X

Dette er de nyere, såkaldte objektbaserede formater til tredimensionel lyd. I modsætning til de gamle surroundformater er lyden ikke længere låst fast til en bestemt kanal.

I stedet kan en lyddesigner placere en lyd som et frit objekt i et tredimensionelt rum. Din receiver regner så i realtid ud, hvordan den bedst muligt gengiver placeringen af dette objekt ved hjælp af de højttalere, du faktisk har til rådighed.

Kernen i disse formater er tilføjelsen af højdekanaler. Dette angives med det sidste ciffer i lydstandarden. Et 7.1.2 har altså to højdekanaler. Ved at montere højttalere i loftet eller bruge specielle Atmos-aktiverede højttalere, der skyder lyden op mod loftet, kan lyden nu placeres præcist over dig. En helikopter i en actionfilm lyder ikke længere bare, som om den flyver forbi – den flyver rent faktisk hen over hovedet på dig.

TV eller biograflærred?

En hjemmebiograf er intet uden et billede, der kan matche den store lyd. Her står det klassiske valg mellem et TV og en projektor.

TV’et

For de fleste er et stort TV det oplagte valg. Hvor 55 tommer engang var stort, er 65 og 77 tommer i dag blevet normalen i mange stuer. TV’ets store fordel er dets lysstyrke og kontrast, som gør det velegnet til brug i en almindelig, oplyst stue.

Projektoren

Skal biografoplevelsen være 100 procent autentisk, er der ingen vej udenom en projektor. Her taler vi billedstørrelser på 100”, 120” eller endnu større. Det store billede giver en indlevelse, intet TV kan matche. I hvert fald ikke et TV i en betalelig størrelse! Den traditionelle projektor monteres typisk i loftet og kræver et mørklagt rum. Dermed et hjemmebiografen gået fra at være et rum med et fjernsyn til at blive en egentlig biografsal. Næste skridt bliver rigtige biografsæder – og en forhal med popcornmaskine og filmplakater.

Skyder på klos hold

En nyere og populær kategori er Ultra-Short-Throw (UST) projektorer. De placeres på et møbel helt op ad væggen og kaster et kæmpestort billede op. Det eliminerer besværet med lange kabeltræk og gør projektoren til et indretningsmæssigt spiseligt alternativ til et TV i en almindelig stue.

Højttalere i alle hjørner og kroge

Nu, hvor vi har styr på billede og lydformater, skal det hele sættes op. Og her må vi lige slå koldt vand i blodet og acceptere, at den ideelle opsætning sjældent er mulig i praksis. Rådene nedenfor er en rettesnor.

Men virkeligheden i et syv kvadratmeters kammer i en citylejlighed er en anden end i en stor vinkelstue i en 70’er-villa. Kompromiser er uundgåelige. Det gælder også i forhold til omgivelserne. Bor du i etagebyggeri, vil naboerne sandsynligvis have deres egen mening om, hvor stor en subwoofer, du egentlig har brug for.

Når det er sagt, er der nogle grundregler, der gælder uanset rummets størrelse. Både højttalernes type og deres placering er afgørende for resultatet.

• Fronthøjttalere (højre og venstre): Anlæggets vigtigste højttalere. De definerer den overordnede lydkvalitet og gengiver soundtracket i filmen. Du bør investere den største del af dit højttalerbudget her. Fronthøjttalerne skal være klangmæssigt matchet med centerhøjttaleren – helst fra samme producent og samme serie.
• Centerhøjttaleren er konge over dialogen. 90 procent af alle replikker kommer herfra, så klarhed er altafgørende. En god centerhøjttaler er ofte en liggende konstruktion med to bas/mellemtone-enheder omkring en diskant for at kunne håndtere det dynamiske og krævende dialogspor. Centerhøjttaleren behøver ikke være enorm, da den ikke skal gengive den tungeste bas (den opgave kan du overlade til subwooferen og fronthøjttalerne. Men spar ikke på kvaliteten!
• Surround- og højdehøjttalere: Disse er afgørende for den omsluttende effekt. De behøver ikke have samme dybe basgengivelse som fronthøjttalerne, da de primært gengiver atmosfære og retningsbestemte effekter. Mindre, diskrete væghøjttalere eller kompakthøjttalere på standere er ofte et glimrende valg.

Subwooferen er arbejdshesten

Og så er der subwooferen, der i hjemmebiografen ikke bare er lir for basglade mænd; den er fuldstændig essentiel. Det er den, der gengiver den dedikerede LFE-kanal (Low-Frequency Effects), hvor eksplosioner, jordskælv og T-Rex’ trampen ligger gemt.

En subwoofers primære opgave er at gengive de dybeste toner rent og dybt. Den skal kunne sætte luften i stuen i bevægelse og skabe den fysiske fornemmelse, der adskiller film fra almindeligt fjernsyn. En god subwoofer kan nå ned i det subsoniske område (under 20 Hz), hvor lyden ikke længere høres, men mærkes i kroppen.

Størrelsen ER afgørende

For at spille dyb bas skal der flyttes store mængder luft. Det kræver enten en højttalerenhed med et meget stort membranareal (f.eks. 12 eller 15 tommer) eller en mindre enhed med ekstremt lang slaglængde, drevet af en kraftig indbygget forstærker. Dyb og kraftfuld bas kræver enten kabinetvolumen eller voldsom effekt. Og gerne begge dele.

Placering, placering, placering

Selvom dybe bastoner er svære at retningsbestemme, er placeringen kritisk. Stuens dimensioner skaber stående bølger, hvilket betyder, at bassen vil være overvældende nogle steder og fraværende andre.

Et godt trick er “subwoofer crawl”: Placer subwooferen i din sofa, og kravl så rundt på gulvet. Dér, hvor bassen lyder mest jævn og præcis, er det bedste sted at placere den. Men den bedste løsning er ofte ikke én, men to (eller flere) subwoofere. Formålet er ikke dobbelt så meget bas, men bedre bas. To subwoofere placeret strategisk kan udjævne rummets stående bølger og give en langt mere ensartet basgengivelse i hele lytteområdet.

Rummet og rumkorrektion

Den vigtigste, og mest oversete, komponent i ethvert lydsystem er selve rummet. Som vi lærte i Hi-Fi Skolens femte del, har rummets akustik en enorm indflydelse på lyden. Hårde, nøgne overflader skaber ekko og en hård klang, mens stående bølger kan skabe enorme udsving i basgengivelsen. Første skridt er altid simpel akustisk behandling: et tykt tæppe på gulvet, gardiner for vinduerne og en bogreol fyldt med bøger kan gøre underværker.

Når det grundlæggende er på plads – men først da – kan vi bruge teknologien til at klare resten: Rumkorrektion. Det er i praksis umuligt at finde en ærlig surroundreceiver uden rumkorrektion. Og den skal bruges.

Ved hjælp af en medfølgende målemikrofon kan receiveren analysere dit rums akustik. Systemet måler ikke kun frekvensgangen fra hver højttaler, men også deres afstand til lyttepositionen og deres relative lydstyrke.

Herefter justeres den digitalt forsinkelse, niveau og EQ for hver enkelt kanal for at skabe et sammenhængende og velafbalanceret lydbillede.

Se det som en avanceret finjustering, der optimerer dit anlæg til præcis dit rum – men husk, den kan ikke trylle.  Rumkorrektionen er især effektiv til at tæmme de buldrende stående bølger i basområdet. Dybe udslukninger (dyk i frekvenskurven) på grund af udfasning er til gengæld stort set umulige at helbrede. Og rumkorrektion kan heller ikke fjerne en lang efterklang i et udæmpet rum, der runger som en katedral.

Er det besværet værd?

Således kommer vi til enden af dette afsnit af Hi-Fi Skolen. At sikre ordentlig lyd til hjemmebiografen kan koste lige så meget som det TV, der er centrum i den. Men det er utvetydigt umagen værd. At gå fra TV’ets indbyggede dåselyd til et velkalibreret surround-system er en åbenbaring. Det er en opgradering, der forvandler passivt filmkiggeri til en aktiv, medrivende oplevelse. Og det er en investering, der gør en grå og regnfuld tirsdag aften til en tur i biografen – bare med bedre sæder og billigere popcorn. God fornøjelse.