TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Young Sherlock, sæson 1

Unge Sherlock Holmes – på speed

Sherlock Holmes betragtes som en af Storbritanniens nationale skatte – i hænderne på energiske Guy Ritchie bliver han en ganske almindelig actionfigur.

Af / 03/03/2026 - 08:33
Young Sherlock, sæson 1
Tor Aavatsmark

Det er ikke så mange år siden, den særprægede instruktør Guy Ritchie serverede os den ærkebritiske mesterdetektiv Sherlock Holmes i en særdeles fornøjelig, moderniseret udgave. En tørvittig Robert Downey Jr. brillerede som den elegante detektiv fra Baker Street, med en hjerne skabt til komplicerede ligninger og deduktion.

Nu har Ritchie, med serieskaber Matthew Parkhill (Deep State) ved sin side, slået pjalterne sammen med Prime Video og sammenkogt en serie om førnævnte Holmes’ hæsblæsende ungdomsår. Resultatet er desværre yderst ujævnt.

Læs også Anmeldelse: Sherlock Holmes: Skyggespillet Den anden film i serien med Robert Downey Jr. som Sherlock Holmes sætter mesterdetektiven ind i et storpolitisk magtspil om krig, fred og økonomisk gevinst. Endnu mere spektakulær end den første – og endnu længere fra den oprindelige Holmes.

Mellem 1887 og 1915 skrev den skotske læge Sir Arthur Conan Doyle fire romaner om Sherlock Holmes og hans besindige partner, Dr. Watson. Hvis den gode Sir Doyle ikke vender sig i sin grav over den nye Young Sherlock, giver den ham sandsynligvis halsbrand seks fod under jorden.

 

Tidsmæssigt føres vi til London i 1870’erne. Her vokser Sherlock op med sin bror Mycroft (Max Irons), søster Beatrice, en fraværende far (Joseph Fiennes, The Handmaid’s Tale) og en stadig mere ustabil mor, Cordelia (Natascha McElhone).

Annonce

Da vi møder den unge Sherlock (Hero Fiennes Tiffin), er han en 19-årig rebel, der konstant befinder sig på den forkerte side af loven – tilsyneladende fordi han “eksperimenterer”, er nysgerrig og søger mental stimulering. Men med en afdød søster, en fraværende far og en mor på sindssygeanstalt beslutter hans ældre bror at få den unge mand på rette spor. Afsted til det ærværdige Oxford University, men ikke for at studere. Her vil Sherlock lære at være ydmyg og korrekt. Rejsen mod selvopdagelse begynder med den unge Holmes som rengøringsassistent og handyman for de fornemme professorer.

Det tager selvfølgelig ikke mange dage, før der er et mysterium, der skal løses – og hans unikke evner kommer til nytte.

Young Sherlock sesong 1 1 9 scaled 1
Young Sherlock, sæson 1. (Foto: Prime Video)

En kinesisk prinsesse, Gulan (Zine Tseng), er på vej til Oxford. Hun rejser med nogle uvurderlige manuskripter og skal mødes med professor Bucephalus Hodge (Colin Firth, The King’s Speech). Rullerne bliver stjålet fra universitetsbiblioteket, og Holmes og hans gode ven, James Moriarty (Dónal Finn), tager sagen. Skruerne strammes, da den ene fremtrædende professor efter den anden bliver brutalt myrdet – og politiet mistænker (selvfølgelig) Sherlock.

Det bliver en dristig jagt på sandheden, morderen (mand eller kvinde?) og kampen for at undgå lovens lange arm. Undervejs tager vi flere dybdegående dyk ned i Sherlocks traumatiske fortid, afstikkere til det britiske landskab, massemord på landsbyboere i Kina, og vi får endda et glimt af den franske revolution og en skattejagt i reneste Indiana Jones-stil i Istanbul.

Young-Sherlock-sesong-1_1-12-scaled Young-Sherlock-sesong-1_1-11-scaled Young-Sherlock-sesong-1_1-10-scaled Young-Sherlock-sesong-1_1-8-scaled Young-Sherlock-sesong-1_1-6-scaled Young-Sherlock-sesong-1_1-5-scaled Young-Sherlock-sesong-1_1-2-scaled Young Sherlock Young-Sherlock-sesong-1_1-3-scaled
<
>
Young Sherlock, sæson 1. (Foto: Prime Video)

Alle Ritchies særegne og karakteristiske kendetegn er massivt til stede. Her er hæsblæsende krydsklipning, gentagne slowmotion-kampscener og spring i handling og tid. Bortset fra nogle hårrejsende dårlige CGI-effekter ser Young Sherlock flot og tidssvarende ud. Hovedproblemet er, at serien vil – og gaber over – alt for meget og samtidig kaster sit historiske ophav over bord.

Læs også Anmeldelse: Enola Holmes Netflix lykkes kun delvis med deres feministiske twist på Sherlock Holmes-universet.

Den unge Holmes er en munter besserwisser, der mangler dybde og evnen til at tænke kritisk. Her snubler han og Moriarty nærmest over løsningerne på mysterierne, mens de spøgefuldt giver hinanden high fives og opfører sig, som om de er med i en actionfilm fra 1990’erne. Hvor er den subtile elegance og hjernekraft, der gennemsyrer Doyles romaner, blevet af? I Doyles version var Holmes ganske vist voksen, men noget klodset i sociale situationer. Han var dog også cool og brutalt rationel, og hans geniale hjerne arbejdede som et mekanisk urværk.

Young Sherlock sesong 1 1 7 scaled 1
Young Sherlock, sæson 1. (Foto: Prime Video)

Serien er gennemgående ufokuseret og skynder sig konstant videre til næste kulisse, scene og karakter. Hverken mysteriet eller karakterernes motivationer får tid til at ånde eller udvikle sig, og med en vaklende dramaturgi virker flere store skuespillere (som Colin Firth og Joseph Fiennes) som spildt talent. Den eneste karakter, der faktisk begiver sig ud på en fascinerende rejse, er Hodges’ lydige assistent, Edie (Holly Cattle).

Der er ikke meget at udsætte på den unge Hero Fiennes Tiffins (ja, nevø til Joseph) rolletolkning, men manuskriptet (skrevet af Matthew Parkhill og Peter Harness) har besluttet at “modernisere” Holmes i så høj grad, at selve essensen af karakteren er forduftet. Det er tydeligvis en serie skrevet i streamingens tidsalder og målrettet et ungt publikum, men vi forventer mere finesse, kløgt og indviklet spænding end det, Parkhill og en Ritchie i fri dressur her leverer. 3 stjerner.

Læs også Anmeldelse: MobLand, sæson 1 Guy Ritchie træder endnu en gang ind i den kriminelle underverden - denne gang mere grovkornet end nogensinde.
Karakter
Young Sherlock, sæson 1

Fakta:

  • Prime Video
  • Release: 4. marts 2026
  • Instruktør: Guy Ritchie
  • Medvirkende: Hero Fiennes Tiffin, Dónal Finn, Zine Tseng, Joseph Fiennes, Natascha McElhone, M. Irons, Colin Firth
  • Genre: Action
  • Land: UK
  • År: 2026
  • Tid: 6:20 t.
  • Karakter: 3
  • IMDb

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *