TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: The Handmaid’s Tale, 5. sæson

Atwoods dystopi har stadig gas i tanken

Efter klimakset i fjerde sæson troede vi, at vi var færdige med Offred & co. – men der er stadig saft og kraft i serien.

Af / 14/09/2022 - 09:47
The Handmaid’s Tale, 5. sæson
Tor Aavatsmark

Her gik vi og troede, at June “Offred” Osborne havde udspillet sin rolle – hvor tog vi dog fejl!

Elisabeth Moss puster som instruktør nyt liv i figuren, udvider horisonterne og giver fin substans til endnu en sæson fra fascisthelvedet Gilead.

Igen bliver vi draget ind i det dybt ubehagelige, mandsdominerede og sexistiske samfund, hvor kvinder er undertrykt, og de få, der stadig er frugtbare, holdes som slaver – med regelmæssige voldtægter i håb om at gøre dem til effektive fødemaskiner.

The Handmaid’s Tale-serien er baseret på romanen (1985) af den canadiske og feministisk orienterede forfatter Margaret Atwood, hvori hun tegner et dystopisk rædselsbillede af det gigantiske naboland mod syd, og hvor meget det kan gå ad helvede til med en gal mand bag The Resolute Desk.

The Handmaids Tale sesong 5 2
The Handmaid’s Tale, 5. sæson (Foto: HBO Max)

Al modstand i “Republikken Gilead” bliver brutalt slået ned med fængsling, tortur og offentlig hængning. Det religiøst forkvaklede patriarkat styrer sine undersåtter med en jernnæve, og uden anerkendelse fra noget andet land i verden. De heldige, der formår at flygte med livet i behold, tager til det venligsindede og stadig demokratiske Canada. Også vores hovedperson, June (Elisabeth Moss), befinder sig dér.

Annonce

Efter flere år i fangenskab som hus- og sexslave hos Mr. og Mrs. Waterford, fik hun endelig sin brutale hævn over sin herre. Den dramatiske fjerde sæson kulminerede i en chokerende fangeudveksling mellem Canada og Gilead, hvor June og hendes medsøstre tævede, spyttede og bed kommandør Fred Waterford (Joseph Fiennes) ihjel. Der kunne historien være endt tilfredsstillende. Men June og hendes medsøstre er ikke færdige med deres mission.

Læs også Rødhætte har fået nok! Det brutale liv i det moralsk forkvaklede USA fortsætter, idet June søger hævn.

Tempoet er skruet ned til det mere afslappede, da vi nu igen trækkes med ind i Junes nedrige verden. Hun er næsten i chok efter endelig at have fået sin længe ventede hævn, men savner nu næsten al mening med livet og fremtiden. I noget, der minder om post-traumatisk stress, melder hun sig selv til det canadiske politi, og tilstår sine “ugerninger”.

Hun støder sine kære fra sig, og de frygter for hendes mentale velbefindende. Men June indser, at hun ikke kan få ro i sindet, før hun gør endeligt op med Gileads terrorregime – og især med sin tidligere herskerinde, Serena (Yvonne Strahovski).

I tidligere sæsoner har Serena vist tegn på en vis menneskelighed, og endda anger. Men nu fremstår hun som en ihærdig forsvarer af misogynisterne, og vil gøre alt for at ære sin afdøde mand og de værdier, han stod for. Strahovski er faretruende god som den magtsøgende, men alligevel komplekse, onde kvinde.

The Handmaids Tale sesong 5 5 The Handmaids Tale sesong 5 3
<
>
The Handmaid's Tale, 5. sæson (Foto: HBO Max)

Visuelt har serien aldrig set smukkere ud, hvor især Freds begravelse skiller sig ud. Det er Moss selv, der instruerer de to første afsnit, og til tider giver hun os kuldegysninger i sin skildring af fascismen, pakket ind i al dens pomp og pragt. Men bag facaden ulmer det, og de kvindelige slaver finder sig ikke længere i mishandlingen. Den yngste af dem alle, opportunisten Esther (Mckenna Grace), træffer et dramatisk valg som hævn over sine despotiske undertrykkere.

Instruktion og klipning er endnu engang eksemplariske, og der zoomes ofte ind på de forbitrede, fortvivlede ansigter. Når dét så er sagt, så begynder June at blive lidt for stiv og unuanceret i blikket. Vi fornemmer dog konturerne af håb i hendes øjne, og det slår i dén grad gnister, da hun får sin datter at se igen…

The Handmaids Tale sesong 5 4
The Handmaid’s Tale, 5. sæson (Foto: HBO Max)

Selvom femte sæson oser af kvalitet og lejlighedsvis spænding, føler vi, at det nu er det rigtige tidspunkt at lukke kapitlet om June. Og dog – ser man på USA i dag, hvor den populistiske løgner, Trump, potentielt kan vende tilbage til Det Hvide Hus, hvor højesteret har genindført anti-abortlovgivning, og hvor to uforsonlige politiske lejre ligger i konstant polemik med hinanden, så er The Handmaid’s Tale i høj grad stadig skræmmende aktuel. Og sidste torsdag gav Hulu faktisk serien grønt lys for en sjette og sidste sæson.

Der er en vidunderlig, uforløst spænding i luften i starten af femte sæson. En følelse af, at alt kan ske, og at regnskabets time nærmer sig, og vi bare venter på, at de to stærke kvindefigurer skal mødes. Vi glæder os! 5 stjerner.

Anmeldelsen er baseret på de første 3 (ud af 10) afsnit. Sæson 5 har premiere på HBO Max i dag (den 14. september).

The Handmaids Tale sesong 5 6
The Handmaid’s Tale, 5 sæson (Foto: HBO Max)

Karakter
The Handmaid’s Tale, 5. sæson

Fakta:

  • HBO Max
  • Release: 14. september 2022
  • Instr.: Elisabeth Moss
  • Medv.: Elisabeth Moss, Yvonne Strahovski, Samira Wiley, Ann Dowd, Max Minghella, Madeline Brewer, OT Fagbenle, Mckenna Grace, Bradley Whitford, Sam Jaeger, Stephen Kunken, Joseph Fiennes
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2022
  • Tid: 9 t 10 m.
  • Karakter: 5

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *