TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
BLACK WEEK - 70% RABAT PÅ LB+

Anmeldelse: Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 4

Ujævn afsluttende sæson - på en ujævn serie

Dygtige John Krasinski portrætterer for sidste gang den uforlignelige CIA-agent Jack Ryan.

Af / 30/06/2023 - 16:10
Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 4
Tor Aavatsmark

Tom Clancys bøger om Jack Ryan, den den lidt nørdede og forsigtige, men knivskarpe CIA-analytiker, som kastes ud i felten, er tidligere blevet portrætteret af Alec Baldwin, Harrison Ford, Ben Affleck og Chris Pine (Shadow Recruit). 

Med TV-serien Jack Ryan  blev John Krasinski den femte skuespiller (af fem film og én serie) som skal redde USA / Verden fra ukendte farer. 

Prime Video-serien rebootede franchisen, og den er heller ikke baseret på Clancys bøger, men giver os dagsaktuelle plots – noget vi ikke mindst fik med den absolut fremragende tredje sæson, hvor Rusland igen var i centrum for krig, disinformation og fordærv.  

Læs også Kold krig for Ryan! I sin tredje sæson vender Jack Ryan tilbage til karakterens kerne. Med genindførelsen af den kolde krig har Ukraine-krigen gjort spionserien højaktuel.

Meget overraskende annoncerede streamingtjenesten i maj, at den fjerde sæson allerede kommer i juni, og at det (desværre) bliver den sidste. Den blev faktisk indspillet sideløbende med tredje sæson, og med kun seks episoder er den noget kortere end de foregående.  

I denne omgang er det bestemt ikke russerne, der står i centrum for konflikten, derimod er Ryan og CIA nu omringet af fjender – både udefra (internationale karteller) og indefra.   

Annonce

I den afsluttende sæson er Ryan blevet forfremmet til næstkommanderende i CIA, mens Elizbeth Wright (Betty Gabriel) har indtaget magtens tinde og nu afventer formel godkendelse fra Kongressen. Men kun få dage før Wright skal stråle i Washingtons demokratiske højborg, bliver hendes indsættelse spoleret af mordet på Nigerias præsident – og sporene peger mod CIA. 

Ærlig som han er, siger Ryan til kongreskomitéen, at han hverken kan bekræfte eller uigendriveligt udelukke, at CIA har været involveret. Da han begynder at grave, støder han på en række fordækte CIA-operationer, ledet af dræbermaskinen Domingo Chavez (Michael Peña), hvor alle pile peger mod den tidligere CIA-direktør. Hvad værre er, møgbunken har tilsyneladende også forgreninger til internationale kriminelle karteller, hvor narkotika, våbenhandel og menneskesmugling er modus operandi.  

Tom Clancys Jack Ryan sesong 4 1 8 scaled 1
Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 4 (Foto: Prime Video)

Det er alt sammen fascinerende og aktuelt nok, men desværre er plottet denne gang for bredt og fragmenteret. Vi haster af sted i konstante krydsklipninger mellem D.C., Lagos, Mexico og Myanmar. Dramaturgien bygges op til et crescendo, men opbygningen er hverken elegant eller særlig spændende.  

Værre er det, at skurkenes motiver, og ikke mindst mål, forbliver diffuse og ekstremt flydende. Chavez og hans soldater er tydeligvis blevet vildledt og ført bag lyset i årevis, men fokus rettes mere mod uinteressante narkokartelopgør i Mexico, samt Myanmars mafialeder Chao Fah (Louis Ozawa), som åbenbart leder efter en vej ud.  

Jack Ryan Season 4 Jack Ryan Season 4 Jack Ryan Season 4 Jack Ryan Season 4 Jack Ryan Season 4 Jack Ryan Season 4 Jack Ryan, sesong 4_1
<
>
Tom Clancy's Jack Ryan, sæson 4 (Foto: Prime Video)

Krasinski gør endnu engang et strålende stykke arbejde som superspionen, der nu er mere felt- end skrivebordsagent, med det drengede smil og den notorisk stålsatte kontrol over nerver og hjerne. Serieskaberne har endnu en gang hentet Abbie Cornish ind som Cathy Mueller, men hun har egentlig ikke anden opgave end at være en lokkedue, som Ryan kan bekymre sig om, og som dermed distraherer ham i felten. 

Michael Kelly er altid en fornøjelse, og hans fremstilling af den hensynsløse nøgleperson uden skrupler og spilleregler er et lækkert krydderi til serien, men i denne runde har han fået for mange flabede replikker, hvilket svækker den ellers sobre og troværdige tone. 

Tom Clancys Jack Ryan sesong 4 1 2 scaled 1
Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 4 (Foto: Prime Video)

Tredje sæson står som den bærende søjle i Jack Ryan-serien, en serie som har haft en noget ujævn kvalitet. I den afsluttende sæson er det dog desværre lidt for meget af en blandet landhandel, i en slags cocktailmix af James Bond, Oceans Eleven, Misson: Impossible og Jason Bourne. Der kastes så meget i ringen, at både manuskriptforfatterne og publikum mister overblikket.  

Actionsekvenserne holder stadig hundrede, men dramaturgien halter, og karaktererne kæmper med retningen. Mange af plot-twistene virker simple og unødigt forhastede. Desuden skal man helst have set de foregående sæsoner for at få det meste ud af fjerde sæson, og er du ligesom os fanatisk Ryan-fan, så se også denne sæson – men det er desværre ikke et must. 3 stjerner. 

Jack Ryan sesong 4 2 scaled 1
Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 4 (Foto: Prime Video)

Karakter
Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 4

Fakta:

  • Prime Video 
  • Release: 30. juni 2023 
  • Instruktion: Jann Turner 
  • Medvirkende: John Krasinski, Wendell Pierce, Michael Kelly, Michael Peña, Louis Ozawa, Betty Gabriel, Abbie Cornish, Adam Bernett 
  • Genre: Eventyr 
  • Land: USA 
  • År: 2023 
  • Tid: 5:30 t. 
  • Karakter: 3 
  • IMDb 

Tom Clancy’s Jack Ryan, 1. sæson

Dagsaktuel Ryan

John Krasinski er den femte til at gestalte rollen som analytikerspionen Jack Ryan, og han imponerer i et højaktuelt plot.

Læs mere

Tom Clancy’s Jack Ryan, 2. sæson

Ryan redder Venezuela

Jack Ryan er tilbage – og denne gang har han lagt sin analytiske hjerne­halvdel til side.

Læs mere

Tom Clancy’s Jack Ryan, sæson 3

Endelig! Den kolde krig er tilbage

I sin tredje sæson vender Jack Ryan tilbage til karakterens kerne. Med genindførelsen af den kolde krig har Ukraine-krigen gjort spionserien højaktuel.

Læs mere

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *