Anmeldelse: The Mother

Det er ikke mere end tre måneder siden, der sidst var en Jennifer Lopez-premiere på streaming. Dengang i form af den generiske, intetsigende komedie Shotgun Wedding (Prime Video).

Nu forsøger Netflix så at etablere den romantiske komedie-dronning som en hårdkogt action-heltinde. Og jojo, J.Lo kan godt sparke fra sig – men det hjælper ikke meget med et så pokkers tyndt og søgt manuskript, som Misha Green har skrevet til The Mother.

 

Kort fortalt omhandler det anstrengte plot Afghanistan-veteranen “The Mother” (Jennifer Lopez); en skarpskytte i særklasse. Under sin militærtjeneste støder hun på den korrupte general Adrian (Joseph Fiennes, The Handmaid’s Tale) og den mexicanske våbensmugler Hector (Gael G. Bernal).

For at sige det mildt, forsures forholdet mellem de tre, og Mother kommer under FBIs beskyttelse. Selvfølgelig går det helt galt, og Mother må skyde sig vej ud, og trækker sig derefter tilbage til eneboerlivet i Alaskas vildmark. Det eneste problem er, at hendes tidligere elskere stadig jager hende, og ved alt om hendes adopterede datter, Zoe (Lucy Paez).

Da Mother forlader civilisationen, indgår hun en aftale med en af ​​de overlevende FBI-agenter, Cruise (Omari Hardwick) – ham der gav hende vand (!) – om at han vil give hende besked, hvis hendes datter bringes i livsfare. 12 år senere sker det uundgåelige…

På trods af sine 54 år er Lopez stadig usandsynligt veltrænet og atletisk, og hun overbeviser faktisk som en hardcore action-heltinde. Bevares, hun er ikke i samme liga som Anne Parillaud (Nikita), Sigourney Weaver (Aliens), Milla Jovovich (The Fifth Element og Jeanne d’Arc) eller den yndige Scarlett Johansson i den voldsomme Lucy. Alle stærke kvinderoller, der opererer på mænds territorium.

Men de mange nærkampsscener i The Mother er smukt koreograferede, og Lopez imponerer her, såvel som i demonstrationen af ​​sine raffinerede skydefærdigheder.

Så er det langt værre med den (til tider) håbløse dialog, og det inkarnerede badass ansigtsudtryk. Vi forstår, at Mother formodes at være en hårdhudet ensom ulv, som har lukket sine følelser ude, og har slukket for sin empati. Men ofte har Lopez’ fremstilling af en kvindelig enmandshær en tendens til at være ufrivilligt komisk eller en parodi på sig selv.

Det hjælper ikke, at Fiennes direkte ser ud som om han keder sig i dette job, og resten af figurerne er én-dimensionelle stereotyper. Dette bliver så “overgået” (undergået?) af et usædvanligt forudsigeligt plot.

Og hvad fanden er meningen med, at Mother så grundigt skal huske at bruge styrthjelm, hver gang hun kører på motorcykel eller andet tohjulet?! Det er nærmest: “Hej, datter, vi løber som f… fra maskingeværskydende våbensmuglere, men husk for alt i verden at tage hjelmen på!”

De logiske fejl og manuskriptets nemme genveje akkumulerer sig efterhånden til et irriterende niveau, og vi lurer længe før klimakset, hvor dette bærer hen.

Trods filmens mange svagheder har den en lang række kvaliteter centreret omkring intense action-scener, og en vis spænding i udviklingen af ​​mor-datter forholdet. Og som sagt imponerer Lopez på action-fronten.

Crescendoet, der serveres i Alaskas vinterklædte skove, er både tempofyldt og actionfyldt; men gjort meget bedre tidligere, blandt andet af Jeremy Renner i The Bourne Legacy.

Kort sagt er The Mother en (næsten) okay action-thriller på en kedelig hverdagsaften; forvent bare ikke at blive intellektuelt stimuleret, særligt overrasket over handlingsforløbet, eller sidde måbende over den “skarpe” dialog. 3 tyndbenede stjerner til Lopez & co.

The Mother har global Netflix-premiere i dag.