Anmeldelse: Stay Close

En af nutidens bedst sælgende forfattere er faktisk den New Jersey-baserede amerikanske krimikonge Harlan Coben. Med hans 33 romaner og over 75 millioner solgte bøger er der kun få, der kan matche hans succes.

Selvfølgelig kunne Netflix, den største streaming-tjeneste af dem alle, ikke lade muligheden for et kommercielt samarbejde med Coben gå fra sig – og de har da også bundet manden eftertrykkeligt til masten med hele 14 (!) planlagte titler, hvoraf Stay Close allerede er den femte lancerede serie.

Det måske mest ejendommelige ved Netflix-aftalen er, at selv om alle Cobens bøger primært foregår i hans hjemstavn, omkring forstæderne til Jersey City, så er der indtil videre ikke en eneste af Netflix-serierne, hvor handlingen udspiller sig i USA.

Den første (The Stranger, 2020) er sat i England, derefter kom I skoven (Polen), The Innocent (Spanien), Gone For Good (Frankrig) og nu altså Stay Close (England igen).

Cobens simple krimihistorier er åbenbart så versatile, at de kan foregå i et hvilket som helst (vestligt) land. Den franske adaption er indtil videre den svageste, mens polakkerne gjorde det glimrende med en serie, der faktisk er bedre end den roman, den er baseret på.

I Stay Close afdækkes alle Cobens åbenlyse litterære svagheder og hans hang til forenkling og overdrivelser. Serien har en umiskendelig em af britisk TV-krimi fra 1990’erne over sig; lidt mat og sat, og lettere (irriterende) parodisk. Når det er sagt, så reddes den til dels af et relativt charmerende persongalleri.

Hovedpersonen, som hele mysteriet er spundet om, er den tilsyneladende helt almindelige familiemor Megan (Jumbo). Hun er selvstændig erhvervsdrivende, bor i en forstad til en britisk kystby, kører en stor BMW, har to teenagebørn og bor på syttende år sammen med den stabile (kedelige?) Dave.

Hendes liv kører på skinner, indtil hun efter en fugtig aften kommer hjem og finder en konvolut på trappen, adresseret til “Cassie”. Dermed falder livsløgnen sammen som et korthus, og hendes fordækte fortid afdækkes lag for lag – med horder af lig til følge.

Politiet kommer første gang i kontakt med hende, da en ung mand, Carlton Flynn, forsvinder efter en karnevalsfest på byens stripklub. Den forsvundnes far er styrtende rig og yderst vulgær, og har kontakter på højeste niveau hos politiet.

Det lokale politis mest erfarne efterforsker, Michael Broome (James Nesbitt, Cold Feet), bliver sat på sagen. Og interessant nok forsvandt en anden ung mand, Stewart Green, på samme tid og sted for præcis 17 år siden; den sag er den eneste, Broome aldrig har løst.

Coben spinder en vild krimi-thriller ud af den tynde præmis, hvor Megans/Cassies hemmelige fortid er den røde tråd. Hun arbejdede i sin tid som stripper, men kappede pludselig alle bånd til fortiden, da Green forsvandt. Siden har hun ikke set sig tilbage, før strippermutteren Lorraine (Parrish) opsøger hende og advarer om, at Green er tilbage!

Glemte vi at nævne, at Broomes partner også er hans ekskone, og at han på et tidspunkt bedækkede Stewart Greens mor og nu ligger i med Lorraine? Og i kulisserne lurer den fordrukne paparazzifotograf Ray (Richard Armitage, The Stranger), som efter 17 år stadig ikke er kommet sig over det brutale brud med Cassie, samtidig med at han plages af blodige flashbacks fra en tåget fortid. Og hvad fanden er det, Dave har gang i?!

Det hele hænger selvfølgelig sammen, og der kastes et ikke særlig subtilt mistænksomhedens skær over alle de karikerede aktører. Efterforskere falder tilfældigt over åbenlyse tråde, og det kommer som et chok for dem, at der faktisk er forsvundet en mand omkring karnevalstid hvert eneste år, siden Green tog billetten. Her skal seerne narres på temmelig uelegant vis.

Desuden er serien “krydret” med et manisk insisterende musikspor, som hamres ind i vores ører, hver gang det er meningen, at vi skal mærke spændingen stige. Tro mig, du vil altid vide, hvornår det er tid til et spændingsmoment! Så lidt subtilt, at det får Trump til at virke diskret.

Derudover tværes den tynde historie unødig meget ud. Der er faktisk ikke spænding nok i alle de schweizerostagtige plothuller til fem en halv times krimi.

Er Stay Close så en total fiasko? Nej. Som kendere af Coben ved, har manden en særlig evne til at skrive underholdende og ofte bidende ironisk, hvilket i høj grad redder serien. Flere af personerne er meget charmerende og farverige; ikke mindst morer vi os over det outrerede “Barbie & Ken”-par samt Eddie Izzard som lurvet advokat. Så kan man godt bære over med de allerværste søgte krimi-twists og “kreative” afledningsmanøvrer.

Nesbitt er absolut seriens stærkeste kort, og derudover gør Cush Jumbo en solid indsats som eksstripper og hengiven familiemor. Richard Armitage virker derimod lige så forvirret og usikker som sin rollefigur – men det er muligvis tilsigtet.

Hvis du leder efter en intelligent krimi, der får dig til at sitre af spænding, så bør du styre uden om Stay Close (se f.eks. hellere den danske Kastanjemanden). Men hvis du bare vil smide benene op på bordet, åbne en øl efter en anstrengende uge på hjemmekontoret og sætte hjernen på standby, og ikke vil “generes” af et kompliceret plot, så kan du blive rimelig okay underholdt af Cobens fantasifulde ensemble-thriller. Tre stjerner.