SUPERTILBUD PÅ LYD & BILLEDE. 30% DENNE UGE! SE TILBUDET HER!

: Magien er tilbage!

Star Wars: Episode VII - The Force Awakens

For længe siden i en medieverden langt, langt fra vores så et rum-eventyr dagens lys, men 22 år senere bristede boblen. Kan vor tids “sci-fi troldmand” J.J. Abrams puste nyt liv i Star Wars-universet?

Karakter
Sci-fi
Magien er tilbage!
Foto: Lucasfilm / Disney
Foto: Lucasfilm / Disney

Verdens største filmserie er tilbage på det hvide lærred, og med Episode VII er der mange, hvis interesser skal tilgodeses: Os, der voksede op med Luke Skywalker (Hamill), Han Solo (Ford) og Prinsesse Leia (Fisher) i 1970’erne og 80’erne; dem, der gik skuffede hjem fra biografen i 1999 (måske med et indædt had til Jar Jar Binks & Co.); nutidens unge, upåvirkede biografgængere; og Disney, som forventer et afkast af deres enorme investering. En tilsyneladende umulig opgave!

Skyhøje forventninger
Det er ikke mange film, der har været så høje forventninger til, som Episode VII af Star Wars-sagaen. I lyset af de skuffende prequels, Episode I-III (1999-2005), forventede publikum en seriøs oprejsning, og den nye film skulle derfor både matche og komplettere de originale, Episode IV-VI (1977-1983).

Da Disney i 2012 købte Lucas Film – og dermed rettighederne til Star Wars-universet – for svimlende 4 milliarder dollars, var modtagelsen blandet. Mange frygtede, at de ville disneyficere franchisen og gøre den ufarlig, mens andre så en mulighed for, at serien kunne udvikles i en mere positiv retning uden George Lucas ved roret.

Nu har vi så resultatet, og Star Wars: The Force Awakens er heldigvis alt, hvad vi har håbet på. Kraften er tilbage!

Foto: Lucasfilm / Disney
Foto: Lucasfilm / Disney

Jagten på Skywalker
Da vi træder ind i Star Wars-universet igen, har en desillusioneret Luke Skywalker trukket sig tilbage til en ukendt planet, efter at et forsøg på at optræne en ung jedi-ridder er gået galt. Vi møder så den unge skrothandler Rey (Ridley), idet hun falder over droiden BB-8, som gemmer på oplysninger om, hvor Skywalker har søgt tilflugt. Men den mørke side, repræsenteret af Den Første Orden, er også interesseret i at finde Luke og udslette jedierne én gang for alle.

Rey får følgeskab af den frafaldne stormtrooper Finn (Boyega), som har hjulpet oprørslederen Poe (Isaac) med at flygte fra Den Første Orden og dens nazi-agtige general Hux (Gleeson). Og i spidsen for jagten på Rey, Finn og Skywalker står den iskolde Kylo Ren (Driver).

Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_14 Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_11 Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_10
<
>
Star Wars: The Force Awakens..L to R: BB-8 w/ Rey (Daisy Ridley)..Ph: David James..?Lucasfilm 2015

Reboot og homage
Instruktør J.J. Abrams indgød Star Trek-franchisen forfriskende nyt liv i 2009, og fik derefter en drengedrøm opfyldt ved at få lov til at sætte sig i instruktørstolen på det store Star Wars-reboot. En opgave, som den erfarne instruktør løser med glans.

Abrams har selv skrevet manuskriptet sammen med Lawrence Kasdan – som også var med til at skrive Imperiet slår igen – og er langtfra så pompøs og svulstig som Lucas. Det, han giver os, er en adrenalinbombe af en tætpakket actionfilm med troværdige og charmerende personer i en stil og et design, der trækker store veksler på de tre oprindelige Star Wars-film.

Ikke alene ligner og føles Episode VII som de originale film, den er også (i ren Spectre-stil) proppet med referencer til den originale trilogi og har et plot, der påfaldende ligner Episode IV. Igen vi befinder os på en øde planet, hvor en ung helt gemmer oplysninger i en droid, og de – og oprørsbevægelsen – jages af den mørke side, og må endnu en gang udslette fjendens supervåben. Det er næsten et nostalgitrip tilbage til 1977!

Når det er sagt, så står The Force Awakens dog rigtig godt på egne ben. Hvis du aldrig har set en Star Wars-film før, kan du sagtens springe ind i universet med Episode VII.

Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_6 Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_5 Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_4
<
>
Star Wars: The Force Awakens..Ph: Film Frame..© 2014 Lucasfilm Ltd. & TM. All Right Reserved.

Stærkt persongalleri
Ud over et godt plot er den syvende Star Wars-film fuld af interessante personer. De nye unge helte Rey og Finn er komplekse skikkelser, der tilfører filmen både drama og menneskelighed, og de fungerer overraskende godt sammen med den gamle garde.

Vi havde frygtet, at de gamle helte kun ville blive tildelt cameo-roller, men det er langtfra tilfældet. Især Han Solo er med i de fleste af filmens nøglescener, og den aldrende Harrison Ford virker, som om han råhygger sig med at spille den rapkæftede, fandenivoldske Han Solo igen.

Den, der imponerer mest, er dog Daisy Ridley som den unge, håbefulde Rey med den gådefulde fortid. Den relativt uerfarne Ridley fremstiller hende meget troværdigt og mestrer i den grad både drama og action.

Hvis Darth Vader var ham, vi dengang elskede at hade – og samtidig var lidt fascinerede af – så giver den nye film os faktisk en endnu mere interessant figur i Kylo Ren. Han leder sin enorme hær af stormtroopers som en anden Hitler, er følelsesmæssigt fuldstændig afstumpet og kan pludselig slå over i ukontrolleret raseri. Den komplekse figur har tydeligvis noget, han kæmper med – en plaget barndom, måske?

Derimod er vi ikke nær så imponeret af filmens svar på Kejser Palpatine – Den Første Ordens leder, Snoke. Denne Voldemort-lignende CGI-figur (skildret af Andy Serkis via Motion Capture) er hverken interessant eller skræmmende og passer ikke rigtig ind i stilen.

Det ellers stærke persongalleri akkompagneres af herlige special effects, men i modsætning til rækken af prequels er effekterne denne gang ikke i førersædet og skygger ikke for handling og personer. De lever snarere side om side i vellykket symbiose og bidrager til den visuelle nydelse.

Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_9 Star-Wars-Episode-VII-–-The-Force-Awakens_7 ueywpjk47
<
>
Star Wars: The Force Awakens..Ph: Film Frame..? 2014 Lucasfilm Ltd. & TM. All Right Reserved..

Fremtiden
The Force Awakens er den første film i en ny trilogi om den galaktiske kamp mellem det gode og det onde, men Abrams har takket nej til at instruere de næste to. Alligevel ser vi trygt Star Wars-franchisens fremtid i møde. Med den fortælleglæde og respekt for det oprindelige materiale, som vi har set i Episode VII – samtidig med at man har introduceret nye, spændende personer – er vi sikre på, at vi kommer til at se to nye underholdningseksplosioner de kommende år.

Kraften er stærk i Star Wars anno 2015, og vi er i den grad blevet charmeret og underholdt. Fem dødsstjerner til Skywalker & Co!

Plakat: Lucasfilm / Disney
Plakat: Lucasfilm / Disney

Fakta

Instruktion: J.J. Abrams

Med: Harrison Ford, Daisy Ridley, John Boyega, Adam Driver, Jason Isaac, Carrie Fisher, Domhnall Gleeson, Mark Hamill

Genre: Scie-fi

Land: USA

År: 2015

Spilletid: 2:15

IMDB Rating

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Den ellers superbe Trump-imitators nye Netflix-show er en ordentlig maveplasker.
    Apple og Tom Hanks byder på en flad spændingskurve i tandløst 2. verdenskrigs-drama.
    Disney genskaber det amerikanske rumeventyrs barnestadie.
    Kate Mara begår barnerov i rodet og usammenhængende HBO-serie.
    Med Diana på banen får vi for alvor et dystert indblik i den følelsesmæssigt afstumpede britiske kongefamilie.
    Netflix har produceret en visuelt flot film med smukke skuespillere, men særlig skræmmende er dette remake af thriller-klassikeren ikke.
    Herligt charmerende samtidsdrama med genkendelige konflikter og udfordringer.
    The Boss tager fansene med bag kulisserne til indspilningen af sit nye album.

    Aktuelle tilbud

    Annonce
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.