Anmeldelse: Fallout, sæson 2

Det er over halvandet år siden, der var premiere på Fallout – en serie baseret på spillet af samme navn, som bekræftede, at det ikke kun var HBO Max (med The Last of Us), der havde formået at bryde “spilforbandelsen“.

Todd Howards videospil blev udgivet tilbage i 1997, og Hollywood-mogulerne brugte 16 år på at overveje ideen om en film eller serie baseret på rollespillet.

Og sikken succes serien blev! Efter lidt over to uger havde sæson 1 tiltrukket over 65 millioner seere på verdensplan; nu har seertallene passeret 100 millioner (!) og den er blandt Prime Videos tre mest sete titler nogensinde.

Heldigvis valgte Howard og Prime Video at satse på skaberne af sci-fi-serien Westworld til at tilpasse spillet til en serie.

Geneva Robertson-Dworet og Graham Wagner vender tilbage som serieskabere i en sæson, der har fået et øget budget, udvider det postapokalyptiske univers og bringer karaktererne tættere på sandheden. Men i sin iver efter at inkludere alt mister sæsonen desværre noget af sit fokus og ender med en ujævn dramatisk udvikling.

 

Ikke ligefrem “dad of the year”

Den optimistiske Lucy MacLean (Ella Purnell, Yellowjackets) voksede op i en uskyldig, idyllisk Nebraska-lignende landlig verden, hvor hendes store forbillede var hendes besindige far, Hank (Kyle MacLachlan, Twin Peaks).

Det eneste problem var, at ligesom Jim Carrey i The Truman Show levede hele samfundet i en kunstigt skabt verden langt under jordens overflade. Det var her, de udvalgte (privilegerede) flygtede hen, efter at den nukleare apokalypse ramte for 230 år siden.

To hundrede år efter apokalypsen tvinges indbyggerne ud af deres luksuriøse tilflugtssteder og må vende tilbage til det radioaktive helvede, deres forgængere efterlod. Vi bliver trukket ind i den beskidte, uretfærdige kamp mellem de udvalgte underjordiske beboere og de lovløse jordboere, der vil gøre alt for at overleve i det ugæstfri, radioaktive miljø på overfladen.

Mod slutningen af sæson 1, da vi forlod Lucy, havde hun fået et noget anderledes syn på sin ambitiøse far. Hank blev fanget af oprørsgruppen “New California Republic”, ledet af den skumle Moldaver (Sarita Choudhury, Homeland). Men den kyniske leder havde tydeligvis ingen problemer med at ofre millioner af mennesker i stræben efter at beskytte sin familie, sikre energikilder og kontrollere menneskeheden.

Efterhånden som vi fulgte Lucys rejse gennem helvede, forsvandt mere og mere af hendes uskyld – og en bad ass kriger dukkede frem. Hendes moralske kompas forblev dog intakt.

Hendes modvillige ledsager var den udstødte “cowboy” The Ghoul (Walton Goggins, The White Lotus). En gennemført egoistisk, selvretfærdig og pragmatisk karakter, der har oplevet to århundreders smerte, nederlag og gentagne slag i ansigtet og har nul respekt for livet og/eller det at leve. Alt, hvad den tidligere succesrige reklameskuespiller nu ønsker, er at finde sin kone og datter.

Sammen begiver Lucy og The Ghoul sig ud på en farefuld rejse gennem The Wasteland – på jagt efter Lucys far, retfærdighed og sandheden! Hovedpersonerne må stille sig selv det evige spørgsmål: Hvor fører pengesporet hen? Og hvad i alverden skete der egentlig i Shady Sands?

Fantastisk produktionsdesign

Det er ikke svært at se, at en stor del af det astronomiske budget er gået til produktionsdesign, da det er virkelig spektakulært og en fryd for øjet.

Rejsen gennem det øde landskab i Mojave-ørkenen er fyldt med fantastiske byer i ruiner, monstre, misfostre, kreative maskiner og forfaldne gader, der oser af fare og svundne tider.

Her blandes fascinerende CGI-effekter med fantasifulde, realistiske effekter inspireret af de glorværdige 1950’ere – og pludselig bliver den dystopiske verden mere tiltalende.

Men bag hver sandklit, gyde eller fordybning lurer faren – såsom den ikoniske Deathclaw. Seriens skabere har et væld af karakterer og misfostre at trække på fra spillet og har (tilsyneladende) inkluderet dem alle.

Ufokuseret

Fallout springer en del frem og tilbage, både i tid og sted. Dette fungerer ofte godt, ikke mindst når vi ser scener fra den idylliske fortid, der kendetegner både handlingen og karaktererne. Med konstante flashbacks til 1955 får historien meget større gennemslagskraft og spænding, mens seriens skabere får rig mulighed for at lege med retrostilen, komplet med et nostalgisk soundtrack.

Men handlingen foregår på mange niveauer og mange steder – og ikke alt er lige spændende. For eksempel er en hel episode viet til en excentrisk oprørsbevægelse, klædt som romerske legionærer, der er låst i en bitter, uløselig konflikt med hinanden. Vi får meget lidt ud af denne episode, bortset fra at understrege, at Lucy er en fremragende fredsmægler (?), og at serien får lov til at bruge Macaulay Culkin.

Og vi vender konstant tilbage til den lukkede verden under jorden, der nu styres af en klodset Norm (Moisés Arias). Hans forsøg på at undertrykke et spirende oprør er som at se maling tørre. Det er simpelthen uudholdeligt kedeligt, og det driver heller ikke handlingen fremad.

Den indadvendte fodsoldat Maximus (Aaron Moten) har heller ikke en særlig god sæson. Han får en stadig vigtigere position i den paramilitære gruppe “The Brotherhood” og får mulighed for at vise, at han er en god og empatisk person. På trods af sine gode intentioner bliver han en kedelig og relativt uinteressant karakter. Hans første møder med Lucy var langt mere spændende.

En umage duo

Det er den umage duo bestående af Lucy og The Ghoul, som vi helst vil tilbringe tid med, og det er disse scener, der virkelig skiller sig ud. Som når en såret, let bedøvet Lucy ankommer til det fantastiske New Vegas og må konfrontere en hær af zombie-agtige Elvis-imitatorer. En scene, der er så meget mere end “okidoki” og blandt de mest underholdende i sæsonen. Endnu en gang viser Purnell en klippefast flair for komisk timing.

Den lækre satiriske, let frække humor giver et tiltrængt pusterum fra al ondskab og eksplicit vold. Den til tider bitre, hårde kyniske dialog mellem den desillusionerede Ghoul og den optimistiske Lucy er fremragende underholdning. Goggins leverer endnu en gang en formidabel præstation som en kompleks karakter bag al latexen.

Og heldigvis har den legendariske MacLachlan fået en meget mere fremtrædende rolle i denne sæson, hvor vi får indsigt i hans psyke, motivationer og raison d’être. Måske er han ikke helt så rådden indeni, som vi måske tror…

Blandt de nye ansigter er der ingen, der kan måle sig med den åbenlyst onde Justin Theroux (The Mosquito Coast) som tech-mogulen Robert Edwin House. For (den rigtige) House er mennesker ikke mere værd end laboratorierotter og ubelejlige, utilsigtede følgeskader. Det er selvfølgelig en karikatur, men Theroux spiller galningen med værdighed og overbevisning – og hentyder til tech-oligarker fra vores egen tid.

Hvis du er af den mere følsomme slags, kan der være et overdrevent antal eksplicitte hovedeksplosioner i denne runde…

Velproduceret og solidt – men ikke fejlfrit

Sæson 2 er en fryd for fans af spillet, der får lov at se alle deres karakterer og monstre fra spillets verden komme til live, samt spilscenerne visualiseret på en eksemplarisk måde.

For den mere afslappede serietilskuer kan der være lidt for mange historier, karakterer og indviklede, ufokuserede handlinger, hvilket kan få dig til at begå den “dødelige synd” at række ud efter din mobiltelefon for at tjekke de seneste nyheder midt i en episode.

Fallout er en vellykket bastardiseret blanding af western og sci-fi (tænk Twelve Monkeys møder Mad Max og Walking Dead) samt en solid dosis zombie-splatter. Men der er meget blod, afhuggede hoveder og afrevne lemmer at fordøje.

Efter en noget trist midterste del kan vi love, at sæsonen tager fart mod slutningen og begynder at køre på alle cylindre – det tager bare for lang tid at komme dertil. Den legesyge, frække humor vokser på os, ligesom de skandaløse karakterer. Fallout er stadig en fascinerende, dystopisk verden at tilbringe et par intens underholdende timer i. 4 stærke stjerner.

I morgen (17. december) er der streamingpremiere på anden sæson. Sæson 2 består af otte episoder (hvoraf anmeldelsen er baseret på de første seks), med en ny episode hver uge indtil sæsonfinalen den 4. februar 2026.