Anmeldelse: Bruce Springsteen: Letter to You

Lidt over et år efter sit seneste album – det glimrende, smooth californisk-pop-møder-country-agtige Western Stars – udsender den 71-årige rocklegende fra New Jersey endnu et album.

Skriveblokering

Der ligger en lidt speciel “fødselshistorie” bag Letter to You. Under et af Bruce Springsteens 236 (!) Broadway-shows (2017-2018) gav en fan ham en akustisk guitar. Derefter flød inspirationen, og på netop denne guitar skrev han og komponerede næsten hele albummet på knap ti dage.

I et interview med den legendariske instruktør Martin Scorsese i maj sidste år annoncerede Springsteen, at han “pludselig” havde skrevet et helt album:

“It’s like I’ve spent about seven years without writing anything for the band. I couldn’t write anything for the band. And I said, ‘Well, of course … you’ll never be able to do that again!’ It has to come to you in inspiration. And then about a month or so ago, I wrote almost an album’s worth of material for the band. And (…) it just came out of almost nowhere. And it was good, you know. It makes you so happy. You go, ‘Fuck, I’m not fucked, all right? There’ll be another tour!’”

Det med albummet fik rocklegenden ret i, men at se Springsteen live, på et fyldt stadion med 40.000-60.000 skrigende fans, bliver der desværre (takket være skældyrspisende kinesere) garanteret ikke noget af i den nærmeste fremtid. Vi må satse på 2022 …

Down memory lane

Letter to You er The Boss’ 20. studiealbum siden debuten Greetings From Asbury Park, N.J. fra 1973 – et album, der både fører ham tilbage til den klassiske E Street-lyd og ad tilgroede stier, krydret med gamle minder.

Albummet fremstår som en organisk forlængelse af Bruce Springsteens selvbiografiske trilogi: Bogen Born to Run, Springsteen on Broadway-showet og albummet/filmen Western Stars. Endnu en gang ser han sit liv i retrospekt. Han har endda inkluderet tre numre fra perioden før han fik en pladekontrakt, omend genindspillet til Letter to You.

Der er ikke meget tilbage af Springsteens tilbagevendende temaer biler, drømme om kvinder, flugt og almindelige arbejdere, der slås med livet og kærligheden. I en alder af 71 år er han forbi det stadie.

Nu er tematikken gamle, afdøde venner, alderdom, savn, sentimentalitet, dødelighed og spøgelser. Når det er sagt, så er albummet ikke én lang omgang tristesse; The Boss har fundet masser af plads til livsglæde mellem sine spøgelser og ånder.

Ud af glemslen

Det er forbløffende, så godt det ældre materiale passer sammen med det nyskrevne. Springsteen skrev tre af sangene i begyndelsen af 1970’erne, før han havde udgivet ét eneste album. Bl.a. den tekstmæssigt ejendommelige og komplekse “If I Was the Priest”:

And Jesus is standing in the doorway

In a buckskin jacket, boots and spurs so fine

He says, “We need you, son, tonight up in Dodge City

‘Cause there’s just too many outlaws

Tryin’ to work the same line”

Det er fra den periode, hvor Springsteen ifølge de høje herrer hos Columbia Records skulle markedsføres som “Den nye Dylan”. Problemet var bare, at verden ikke havde brug for en ny Dylan – den gamle var i allerhøjeste grad i live og viril – og at den nye endnu ikke havde perfektioneret sin spillestil.

Sakralt

Det begynder helt nedtonet, sårbart og nærmest sakralt, som en stille sang omkring lejrbålet, idet Springsteen nynner om toget, der kommer og så pludselig forsvinder – præcis ligesom hans kære. Forhold er lige så flygtige som toget, der kommer for så i det næste øjeblik at fade ud i evigheden.

Med klare toner fra country- og bluesmusikken kunne “One Minute You’re Here” næsten have været en overligger fra Western Stars eller en krydsning mellem stilen på The Ghost of Tom Joad og Western Stars. En sang, der er som taget ud af country-legenden Merle Haggards brogede katalog.

Savnet og ensomheden (to af The Boss’ yndlingstemaer) er i allerhøjeste grad til stede på albummets bedste numre:

Baby baby baby

I’m so alone

Baby baby baby

I’m coming home

 

I thought I knew just who I was

And what I’d do but I was wrong

One minute you’re here

Next minute you’re gone

Derfra og ud er det rock, live-følelse, ekstase og en wall of sound-lyd a la Phil Spector med Springsteens gamle blodsbrødre fra the E Street Band, der er i fokus med masser af guitar, saxofon, koklokke, fællessang og la-la-la-la-la.

Selve titelnummeret er godt, men heller ikke mere. Fin tekst, men nummeret er lidt tamt og generisk. Det letter aldrig rigtig og er nærmest for pænt. “Letter to You” kan potentielt ses som en efterfølger til sidste års smukkeste nummer, “Hello Sunshine” – nu har karakteren endelig sat ord på sine følelser, skrevet dem ned og er kommet videre.

 

Togrejsen fortsætter på det tredje nummer, “Burnin’ Train” – et up-tempo nummer iblandet country-elementer. En lidt for anmassende sang.

Derefter præsenteres vi for det første nummer fra det righoldige arkiv, “Janey Needs a Shooter”. Et herligt, sejt rocknummer, der minder om ordflomstilen fra klassikere som “Spirit in the Night” og “It’s Hard to Be a Saint in the City”. Det mest virile nummer fra gamle dage. Her kan vi godt forstå sammenligningen med Dylan.

“Last Man Standing” er en ren mimresang om hans allerførste band, The Castiles, hvis sanger, George Theiss, døde seks måneder før Springsteen skrev sangen. Et fængende nummer med en god rytme og elegant saxofonspil.

“Power of Prayer” er endnu en hymne til bandlivets og live-musikkens glæder, men desværre meget let forglemmeligt.

“House of a Thousand Guitars” er blandt albummets svageste og giver associationer til det forfærdelige “Queen of the Supermarket” fra albummet Working on a Dream. Jo, melodien er da fængende, og Springsteens stemme stråler, men sangen har et enerverende gentaget refræn, der nærmest klistrer sig fast i hjernen.

Politisk brod

Selv om vi befinder os i et valgår med en kandidat, som Springsteen i utvetydige vendinger har sagt, hvad han mener om, og albummet udkommer, kun to uger før USA’s næste præsident skal vælges, er der ikke meget direkte politisk polemik blandt sangteksterne. En undtagelse er albummet hårdeste rocknummer, “Rainmaker”:

Rainmaker, a little faith for hire

Rainmaker, the house is on fire

Rainmaker, take everything you have

Sometimes folks need to believe in something so bad, so bad, so bad

They’ll hire a rainmaker

Fortolkningen overlader vi til den enkelte, men “Rainmaker” er afgjort et af albummets stærkeste numre.

Upoleret og legende, men ujævnt

Letter to You vinder ved flere gennemlytninger. Det er ikke så umiddelbart fængende og overvældende som sidste års Western Stars, der blæste os af banen ved første gennemspilning. Det er heller ikke så konsistent som det mere polerede Wrecking Ball fra 2012.

Albummet leder tankerne tilbage på Springsteens overflødighedshorn The River fra 1980 med dets lidt ufokuserede blanding af genrer, legelyst og herlige, live-agtige spillestil. Nærmest lidt groft i kanterne, det er noget, vi kan lide!

Albummet blev da også indspillet på kun fem (!) dage i november sidste år i Springsteens hjemmestudie i Colts Neck, New Jersey – med minimal brug af overdubbing.

Selve indspilningsprocessen blev i øvrigt udførligt dokumenteret af instruktøren Thom Zimny i dokumentaren Bruce Springsteen’s Letter to You, som kan streames på Apple TV+ fra den 23. oktober.

 

En mur af lyd

Trods “wall of sound”-lyd og masser af guitarfokus er der god plads til Roy Bittans sobre klaverspil, som giver et tiltrængt pusterum på flere af numrene.

Det er tydeligt, at bandmedlemmerne og the Boss har storhygget sig under indspilningen. Numrene er stramme, intense og indimellem overlæssede, og produceret af Springsteen-gengangeren Ron Aniello, som han har arbejdet tæt sammen med siden 2012.

På den storslåede “Ghosts” nailer The Boss den fuldstændig! Det er som at få en adrenalinindsprøjtning direkte ind i venstre hjertekammer – og et nummer, der skriger efter at komme ud på landevejen og synges foran 100.000 skrigende fans på et gigantisk stadion.

 

For ganske vist ser Springsteen sig i bakspejlet på dette meget personlige album og hylder sine bandmedlemmer og afdøde soulmates, men Letter to You er også en hyldest til fansene. Når han synger “I need, need you by my side, your love and I’m alive”, er det en kærlighedserklæring til hans bandmedlemmer, familie og fans.

Og mod slutningen af nummeret får Jake Clemons lov til at brillere med en herlig saxofonsolo, som hans onkel, den afdøde Clarence “Big Man” Clemons, ville have nikket anerkendende til.

It’s just your ghost moving through the night

Your spirit filled with light

I need, need you by my side

Your love and I’m alive

“Song for Orphans” ville vi gerne have hørt i en helt strippet, akustisk version. I albumversionen er den for overproduceret, og den fascinerende tekst drukner næsten. “Song for Orphans” er som skabt til mundharmonika og akustisk guitar, sunget siddende på en knirkende barstol a la Nebraska-albummet.

Albummet fader fint ud med dem tematisk passende “I’ll See You in My Dreams”. Sådan taler en trubadur og poet på over 70, der langsomt, men sikkert begynder at acceptere sin egen dødelighed:

The road is long and seeming without end

The days go on, I remember you my friend

And though you’re gone and my heart’s been empty it seems

I’ll see you in my dreams

Men også dette nummer kunne med fordel have været fremført i en mere renskuret version.

En egen standard

Mens mange rock- og popartister fra 1980’erne og 90’erne drager på rene best of-turneer, har The Boss nok ikke været mere produktiv end i perioden efter, at han fyldte 60 år. Vi kan ikke komme i tanke om nogen musikere, der stadig er så virile og ikke mindst laver så relevant musik i en alder af over 70.

Desuden udgiver han stadig helhedsorienterede albums med en klar rød tråd og tematik. De er beregnet til at blive hørt fra A til Z og fortæller en unik historie, som én organisme.

Hans maratonkoncerter er stadig en salig blanding af klassikere fra det alsidige bagkatalog og nyt materiale. En artist, der stadig sætter spor og insisterer på at være relevant for sin samtid, sine fans og musikverdenen generelt.

Det løber en salig rød tråd gennem Springsteens mangfoldige karriere; en karriere, der altid har afspejlet, hvor han selv har stået på netop dette tidspunkt i livet. Denne gang ser han tilbage og konfronterer sin egen fortid, alderen, livsvisdommen, karrieren og venskaberne.

Letter to You er et solidt og meget personligt album, som garanteret vil tilfredsstille hardcore fans, men nok ikke vinde så mange nye. Albummet har – med undtagelse af “Ghosts” og “Rainmaker” – få umiddelbare single-hits, men det er heller ikke meningen; det skal opleves og høres som en sammenhængende fortælling.

Afgjort et solidt rockalbum, men Springsteen har selv – med udødelige klassikere som Darkness on the Edge of Town, Nebraska (stadig hans bedste album!), Tunnel of Love og Western Stars – sat barren så højt, at rocklegenden sandt at sige har skabt sin egen standard.

Vi uddeler fire stærke stjerner til “Amerikas sjæl” og ser frem til at se ham (post corona) “Further On Up the Road”!

Letter to You udkommer den 23. oktober.

Track-liste:

1. One Minute You’re Here

2. Letter to You

3. Burnin’ Train

4. Janey Needs a Shooter

5. Last Man Standing

6. The Power of Prayer

7. House of a Thousand Guitars

8. Rainmaker

9. If I Was the Priest

10. Ghosts

11. Song for Orphans

12. I’ll See You In My Dreams