Search
Generic filters

: The Ties That Bind

Blu-ray anmeldelse

For 35 år siden kom det klassiske album The River til verden, og Bruce Springsteen gik fra at være anmelderrost rockhelt til allemandseje. I retrospektiv fortæller The Boss om albummets trange fødsel.

Dokumentar
The Ties That Bind

Det er ikke første gang, Bruce Springsteen og Columbia Records giver os omfattende nyudgivelser af hans klassiske albums. Vi har tidligere fået en specialudgave af Born to Run, og for fem år siden kom den utrolige samleboks med guld fra Darkness on the Edge of Town-arkivet.

Samleboks fra arkivet

Den 17. oktober 1980 udkom et af Bruce Springsteens mest kritikerroste albums, The River. Columbia lancerede for nylig The Ties That Bind: The River Collection, en imponerende samleboks med fire cd’er og to Blu-rays – og hele 52 spor! I denne anmeldelse fokuserer vi på den nye dokumentarfilm af Thom Zimny, der omhandler processen frem til albummets udgivelse.

The Ties That Bind_7

Mangefacetteret

To år efter at et af alle tiders sejeste rock-albums, Darkness on the Edge of Town, så dagens lys, kom dobbeltalbummet The River i en langt mere munter toneart.

Med sange som “Hungry Heart”, “Sherry Darling”, “Crush on You”, “Cadillac Ranch”, “I’m a Rocker” og “Ramrod” fik vi en elegant Springsteen at se, der flirtede med sine fans og serverede glad pop-rock uden andet formål end at underholde publikum og få dem til at danse på bordene.

Men det mangefacetterede album har også sine mørkere sider. Med sange som “Drive All Night”, “Independence Day”, “The River”, “Point Blank”, “Fade Away”, “Stolen Car” og “Wreck on the Highway” gav Springsteen os nogle af sine dybeste tekster.

The Ties That Bind_10

annonce

På et album fuld af sange om at køre bil og komme væk fra den typiske lilleby viste den 31-årige Springsteen også en mere voksen side af sig selv ved at synge om ægteskab (“I Wanna Mary You”, “The Ties That Bind”) og ikke mindst klassikeren over alle klassikere, titelnummeret “The River” – en sang om hans egen søster og svoger, der mistede deres job, og de udfordringer, de så stod over for. Mesterligt!

annonce

I dag, 35 år efter udgivelsen, har instruktøren Thom Zimny sat sig ned sammen med Springsteen uden for hans ranch i Colts Neck, New Jersey, for at tage os med på en rejse tilbage til 1978-1981. Vi møder en afslappet Springsteen, der deler sin historie og sine tanker om albummets trange tilblivelse.

The Ties That Bind_11

På tide at blive voksen

Springsteen nærmede sig de 30 og kunne mærke det indre ur tikke. Han ville ikke kun skrive om livet med forhold, ægteskab og op- og nedture, men også være en del af det. I dokumentaren møder vi en meget åben Springsteen, der fortæller, at han i denne periode næsten manisk levede og åndede for én ting: Musikken!

I 1979 afleverede han albummet The Ties That Bind (med ti spor) til Columbia, men trak det hurtigt tilbage. Han følte ikke, at det var repræsentativt for den komplekse helhed, som han og bandet stod for, eller at det fangede den rækkevidde og variation, som hans loyale fans oplevede under maratonkoncerterne.

annonce

Derefter fulgte en endeløs indspilningsproces med hele 70 sange i studiet, som til sidst blev til dobbeltalbummet The River. En udgivelse, der bragte ham ud på hans første verdensturné, også til Norge, Sverige (for anden gang) og Danmark.

The Ties That Bind_8

På tomandshånd med The Boss

I modsætning til Darkness-dokumentarfilmen (The Promise: The Making of Darkness on the Edge of Town) findes der meget lidt videomateriale fra den lange periode, som The Boss og hans E Street Band tilbragte i studiet i disse år. Dermed får The Ties That Bind en helt anden rytme og stil.

Det er stort set kun Bruce og hans guitar og mundharpe anno 2015, der fortæller, iblandet en pæn portion stillbilleder og lidt video fra tilblivelsesprocessen omkring The River. På godt og ondt. Vi kommer tættere på hovedpersonen, og han får kommenteret det hele i retrospektiv – hvilket fungerer rigtig godt. Desuden er der jævnlige afbræk, hvor han spiller sange fra albummet akustisk.

The Ties That Bind_9

Når det er sagt, så kunne vi godt have tænkt os en lidt længere dokumentarfilm, som også bød på flere stemmer fra perioden 1978-1981. Hvorfor har man f.eks. ikke interviewet producenterne Jon Landau og Steven Van Zandt?

Vi hører Springsteen fortælle om de lange dage (og nætter) i studiet, om hvordan bandet knoklede, og hvor fastlåst processen var. Han fortæller levende og med stor hukommelse, men supplerende – og korrigerende? – kommentarer fra folkene omkring ham ville have løftet filmen. Fem svage stjerner.

SONY DSC

Bonus

Som bonusmateriale (ud over bogen og de fire musik-cd’er) får vi en næsten komplet koncert fra Tempe, Arizona, den 5. november 1980. I det restaurerede materiale ser vi en ung Springsteen – propfuld af energi og spilleglæde – give en meget varieret blanding af numre. Med højdepunkter som “Drive All Night”, “I Wanna Mary You” og “Jungleland” er det en våd drøm for hardcore Springsteen-fans, og boksen er et must for de mange fans af The Boss derude.

Fakta

  • Release: 4. december 2015
  • Instruktion: Thom Zimny
  • Med: Bruce Springsteen
  • Genre: Dokumentar
  • Land: USA
  • År: 2015
  • Tid: 00:57 timer

IMDB Rating

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Elisabeth Moss er enestående i “remake” af thriller-klassiker.
    Det passer fint med noget Netflix og chill i august, hvis vi skal tro meteorologerne. Vådt bliver det i hvert fald!
    "Black Panther" på actionmættet narkojagt i New Yorks gader.
    Anden sæson om -drengen-der-drømte-om-at-blive-præsident- er ikke lige så frisk og stilsikker som den første.
    Et meget vellykket samarbejde mellem den amerikanske krimikonge Harlan Coben og polsk TV-produktion.
    Charlize Theron har tidligere vist, at hun kan kick ass, bare synd, at ingen har givet hende et bedre manuskript.
    Her er juli måneds releases – på Blu-ray og 4K UHD Blu-ray samt Netflix, HBO Nordic og Amazon Prime.
    Will Ferrells seneste film fremstår som en ren hyldest til verdens mindst inspirerende sangkonkurrence.

    Aktuelle tilbud

    Annonce
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.