Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: X by Kygo Xellence

Kygos bedste hørepropper

Med premium-hørepropperne Xellence sigter X by Kygo højere og lykkes i det store og hele godt.

Skrevet af / 16/12/2020 - 14:50
X by Kygo Xellence
Geir Gråbein Nordby

Xellence er ikke den første helt trådløse hørepropmodel fra norske Kygo, som har produceret hovedtelefoner og højttalere i et par år nu. Men det er den første model under det nye navn X by Kygo. I modsætning til de tidligere budgethørepropper til træning – E7/900 – er Xellence oppe i premiumklassen, og udseendemæssigt må jeg sige, at de har ramt godt med Xellence.

Xellence er vandresistente med IPX5-certificering, men pasformen er ikke specielt velegnet til træning, da propperne mangler vinger til at sætte dem fast i ørerne med. Til dette formål bør man i stedet se nærmere på E7/1000.

Det, Xellence derimod kan tilbyde, er både aktiv støjreduktion, ambient-mode og en meget respektabel batterilevetid på op til ti timer i selve propperne med støjreduktionen slået fra. To ekstra opladninger fra etuiet får den samlede spilletid op på 30 timer, lidt mindre – 24 timer – med støjreduktionen tændt.

Kygo Xellence spread
Kyrre Gørvell-Dahll alias Kygo. (Foto: X by Kygo)

Brugervenlighed

Kygo Xellence betjenes som så mange andre ved at trykke en eller flere gange på propperne. To tryk pauser eller starter musikken, hold inde på den højre for at gå til næste nummer og på den venstre for at gå til det forrige. Tryk tre gange for at skifte mellem støjreduktion, ambient-mode og slået fra. Man kan også bruge app’en til at gøre dette. En dedikeret knap kalder stemmeassistenten (Siri eller Google Assistant) frem.

Både støjreduktion og ambient-mode fungerer okay og gør, hvad det skal. De når ikke op på siden af Bose og Jabra, heller ikke Apple AirPods – og jeg synes faktisk også, at Huawei er lidt bedre. Derimod er Kygo helt på højde med Sony WF-SP800N.

Kygo har inkluderet en lyttetest i app’en, som man kan bruge til at skræddersy lyden fra hørepropperne til sin egen hørelse. Det fungerer, men med forbehold. Mere om det om lidt.

Talekvalitet

Talekvaliteten med Xellence er ikke helt excellent. Min stemme er klar nok i stille omgivelser, men den lyder fjernt fra mikrofonen, da meget af rumklangen kommer med. Det betyder også, at baggrundsstøj ligeledes kommer med og drukner stemmen.

Kygo er langtfra de bedste i denne disciplin.

Kygo Xellence black
Af udseende er X by Kygo Xellence i den lækre ende af klassen. (Foto: X by Kygo)

Lydkvalitet – musik

Lige ud af æsken er Kygo Xellence ret bastunge. Ikke underligt, al den stund Kygo laver EDM-musik, som ofte lyder federe med lidt ekstra punch i de nederste oktaver. Lyden opad i toneområdet er klar nok, og der er ingen frekvensområder, der overskygger andre. Men den fyldige bas præger al musik, man spiller.

Det gælder også akustisk musik, f.eks. country-balladen “Same Devil” med Brandy Clark og Brandi Carlile, hvor bassen kommer lidt langt frem i lydbilledet. Derimod lyder hørepropperne glimrende på popmusik fra folk som Kygo selv og Justin Bieber. Lidt ekstra krydderi, så at sige. Men til akustisk og klassisk musik kunne bassen med fordel have været mildere.

Man får ikke nogen tonekontroller i app’en, ud over at man kan aktivere Bass Boost og dermed forstærke bassen endnu mere. Men der er et trick, man kan bruge.

I app’en kan man nemlig lave en høretest. Den fungerer ved at sende tilfældig støj gennem hvert øre, hvorefter nogle enkeltfrekvenser gradvis fases ind og ud igen. Man skal holde en knap inde i app’en, når tonen er høj nok til, at man kan høre den, og slippe igen, når den forsvinder. Enkelt.

Og høretesten fungerer. For mit vedkommende blev bassen meget mere afstemt, og rent tonalt lød det mere naturligt bagefter. Problemet er, at det er lidt tilfældigt, hvornår man lige får trykket på og sluppet knappen, så det bliver ikke helt nøjagtigt. Og fordi man udfører testen separat for venstre og højre øre, får man en lidt uens frekvenskompensation på hvert øre, hvilket igen giver problemer med faserespons og stereoperspektiv. Det kollapser ligesom.

Man kan sikkert gøre det mere nøjagtigt, hvis man sidder i helt stille omgivelser (som app’en opfordrer til) og laver testen flere gange, til den sidder lige i øret. Men efter flere forsøg fik jeg det stadig ikke helt præcist. Ideen er dog god, og hvis man fik mulighed for at køre høretesten for begge ører samtidig, så tror jeg, resultatet kunne blive bedre.

True wireless ørepropper. Fra venstre til høyre: X by Kygo Xellence, Sony WF-SP800N, Bose QuietComfort Earbuds, Huawei Freebuds Pro, Sennheiser CX 400BT, Jabra Elite 85t. Foto: Geir Gråbein Nordby
Fra venstre mod højre: X by Kygo Xellence, Sony WF-SP800N, Bose QuietComfort Earbuds, Huawei Freebuds Pro, Sennheiser CX 400BT og Jabra Elite 85t. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

X by Kygo Xellence er et par hørepropper, der designmæssigt skiller sig positivt ud fra mængden. Vi kan godt lide udseendet, og der er meget lidt hokuspokus ved den daglige brug. Batterilevetiden er også klart i den bedre ende.

Lydkvaliteten er god, men man skal være glad for bas. De er nemlig lidt basfokuserede, og hvis man vil prøve at tæmme det, skal man gøre det med en høretest, hvorpå de tilpasser sig ens hørelse. Det gøres separat for venstre og højre øre, hvilket gør det svært at få det helt ens. Personer med normal hørelse på begge ører burde have mulighed for at køre testen på begge ører samtidig, så de justeres ens. Så ville det ikke være så svært at få et optimalt stereoperspektiv.

Ellers er både støjreduktion og ambient-mode okay gennemført og velkomne funktioner. Talekvaliteten er derimod lidt trist.

Frekvenskurver for alle hørepropper i testen. Ingen af dem er neutrale, og mange deler den samme lydfilosofi. Det betyder ikke, at de lyder ens. Målt med miniDSP EARS målemikrofon og REW-software, og kompenseret for, hvad miniDSP mener opfattes så lineært som muligt.
Karakter
X by Kygo Xellence
Premium

Lyd & Billede mener

Heftig bas og medrivende lyd, godkendt støjreduktion og mulighed for at tilpasse lyden til sin egen hørelse. Bassen kan være lidt i overkanten. For vores vedkommende blev det udjævnet efter en høretest i app’en, men det skabte nye problemer. Samtalelyden har forbedringspotentiale.

Også i denne test:

6 par trådløse hørepropper

Jabra Elite 85t

Lille luksusmodel med støjreduktion

Jabras største hørepropmodel hedder Elite 85t og er egentlig ret lille. Men den er fyldt med gode løsninger.

Glimrende variabel støjreduktion. Etuiet kan oplades trådløst.
Understøtter ikke aptX. Der findes andre hørepropper med mere opløsning i overtonerne.
Læs hele testen

Sony WF-SP800N

Sony-hørepropper til aktive brugere

Sony tilbyder et billigere og opdateret alternativ til deres lidt forældede flagskibsmodel.

Meget Sony-kvalitet for pengene. Kan tåle nogle knubs. Behagelig lydkvalitet.
Middelmådig talekvalitet, lidt lavt maksimumniveau, og hvorfor understøtter de ikke Sonys overlegne LDAC-codec?
Læs hele testen

Bose QuietComfort Earbuds

Lidt tamt fra Bose

Vi havde forventet meget mere.

Klasseledende støjreduktion. Trådløs opladning og vandtæthed.
Middelmådig lyd og skuffende talekvalitet.
Læs hele testen

Sennheiser CX 400BT

Ribbet favorit

Med CX 400BT har Sennheiser taget udgangspunkt i deres topmodel og fjernet alle unødvendige ekstrafunktioner for at sænke prisen.

Flot lyd og klar tale, god pasform og ditto brugervenlig. God spilletid.
Ingen støjreduktion eller forstærkning af omgivelseslyd. Ikke vandtætte.
Læs hele testen

Huawei Freebuds Pro

Klonernes angreb

Der er kommet så mange skamløse AirPods-kopier, at man ikke længere reagerer. Det her er nok den bedste.

Naturlig og fin lyd, støjreduktionen fungerer okay, og talekvaliteten er god. Kvalitetsindtryk i top!
Bassen kan blive lidt svulstig. Android-brugere kan justere EQ i app’en, men det er ikke tilgængeligt til iOS. Ikke vandtætte. Kort batterilevetid i propperne med støjreduktionen aktiveret.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top