Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: LG Objet Collection Posé (48LX1Q6LA)

Design-TV på høje hæle

Endelig et design-TV, hvor man ikke behøver at gå på kompromis med billedkvaliteten.

Skrevet af / 12/03/2023 - 09:00
LG Objet Collection Posé (48LX1Q6LA)
Audun Hage

Har du tænkt over, hvorfor TV-apparater sjældent figurerer i boligannoncerne på websteder som Home.dk og Boliga.dk? Det er fordi sorte skærme og «kabelsalat» udgør en form for visuel støj, som boligstylister skyer som pesten, når de skal gøre en dagligstue indbydende og præsentabel.

Med deres nye design-model Posé har LG forsøgt at skabe et mere ryddeligt og visuelt tiltalende TV. Om det vil blive «indretningsarkitektens drøm» skal vi ikke kunne sige med sikkerhed, men den skiller sig i hvert fald ud fra de øvrige flade og triste skærme på markedet.

LG-skærmen leveres i 42, 48 og 55 tommer – alle med topmoderne OLED-panel. Vi har testet den mellemste, som koster ca. 11.000 kroner – et par tusind mere end et standard LG C2.

Posé er en del af Objet-serien fra LG. (Foto: LG)

LG Posé – Design

LGs OLED-TV’er har fået mange hug for billedkvaliteten, og de fleste af dem er jo også ganske flade og kedelige på ydersiden, ligesom så mange andre fjernsyn. Dermed er Posé til gengæld et friskt pust, designmæssigt.

Selvom LG har fået hjælp af nederlandske Moooi til selve udformningen, kan man måske mistænke dem for at være en smule inspireret af ærkekonkurrenten Samsung, med design-modeller som The Frame, og måske især den gulvstående The Serif.

LG Posé er i lighet med Samsungs The Serif lavet til at stå frit i lokalet på egne ben, og kan placeres hvor du finder det mest praktisk, uafhængig af vægplacering eller TV-bord. For eksempel i et hjørne, eller midt ude på gulvet, i tilfælde af at du har en stor, åben stueløsning.

 

Strøm og TV-signaler ledes diskret ned gennem fødderne, og på bagsiden er der en lille hylde til eksterne enheder. Her kan man f.eks. snildt placere en Apple TV-boks eller Google Chromecast, og holde ledningerne fuldstændig skjult.

Designet ser tiltalende ud i vores øjne. Posé tager sig fint ud fra alle vinkler, med et dæksel på bagsiden, som holder ledninger og kontakter skjult. Udførelsen er for det meste i hvidt plast, men det stofbetrukne bagdæksel trækker kvalitetsindtrykket lidt ekstra op.

Bemærk: Posé er lavet specielt til at blive stillet på gulvet. De fire medfølgende fødder sørger for at placere skærmen i anbefalet kiggehøjde. Alternativt kan man ophænge skærmen på væggen ved hjælp af et kompatibelt VESA-fæste (ekstraudstyr). Derimod medfølger der ikke nogen fødder til bordmontering.

Brugervenlighed og funktioner

Når det kommer til betjening og anvendelse er Posé meget ligesom andre LG TV’er, med brugergrænsefladen WebOS og pege-fjernbetjeningen Magic Remote. Men her er fjernbetjeningen dog hvid, for at matche udseendet på skærmen.

Menu-systemet er nemt at blive fortrolig med, og byder på et rigeligt udvalg af apps. De seneste streamingtjenester, inkl. SkyShowtime og HBO Max, ligger tilgængelige til abonnement. LG er hurtigt ude med opdateringer, så snart der kommer en ny tjeneste eller funktion.

Tilslutningsmulighederne er ganske fine, men det er værd at bemærke, at LG – mærkeligt nok – har nøjedes med kun tre HDMI-indgange på netop denne model. Disse er til gengæld HDMI 2.1 kompatible, med understøttelse af 4K/120Hz. Dermed er man med LG-skærmen også godt forberedt til gaming.

Udover at se lækker ud fra alle vinkler, har LG-TV’et også et «party trick» i form af app’en Kunstgalleri, hvor man kan downloade diverse billedserier og illustrationer. Disse vises når skærmen står på standby, og på denne måde undgår man, at TV’et kommer til at stå som et sort hul midt i stuen.

Billedkvalitet

Det er fint med et anderledes og nytænkt TV, men det hjælper jo ikke så meget, hvis billedkvaliteten er bleg og kedelig. Dette har LG heldigvis indset, for de har ikke sparet på billedressourcerne i dette tilfælde.

Posé er udstyret med et moderne og kontrastfuldt OLED-panel. Alle de tre skærmstørrelser bruger den såkaldte Evo-teknik, blot med den forskel at 55-tommer-udgaven kan prale af en noget højere maksimal lysstyrke. Videoprocessoren er den samme som vi finder i LG OLED C2 (a7 gen5).

Billedmæssigt er vi således i velkendt farvand her, og Posé LX1 viser straks, at den har de vante OLED-kvaliteter i behold. LG-skærmen frembringer et syleskarpt og kontrastfuldt billede, som er tilnærmelsesvist frit for både støj og ujævnheder. OLED-panelet har en meget jævn lysfordeling uden lyse pletter eller «blooming», som man ellers kan opleve på mange LCD-skærme. Farvegengivelsen er stærk og velnuanceret, og vi vil umiddelbart foretrække indstillingen «Hjemmebiograf» som den bedste til film og serier.

Skærmen har også tilstrækkelig med lysstyrke til, at man fint kan se fjernsyn i lyse lokaler midt på dagen, uden at gå glip af noget. Med bred understøttelse af diverse videoformater, såsom Dolby Vision HDR, kan man være trygt forvisset om, at de nyeste serier præsenteres på bedst mulig vis.

En anden fordel med OLED-teknikken er at betragtningsvinklen bliver meget bred. Billedet bevarer kontrasten og farvebalancen, uanset om man ser på skærmen forfra eller skråt fra siden. Dette er ekstra smart i Posés tilfælde, og gør det muligt at dreje skærmen i forskellige retninger, uden at gå på kompromis med billedkvaliteten.

En ting man derimod er nødt til at leve med, er at OLED-skærmen kan blive lige lovlig «spejlblank» i lyse omgivelser. LG har en relativt blank type skærmglas, især sammenlignet med Samsung The Frame, hvor de har valgt en helt mat overflade. Det kan være en god idé at tage højde for dette, når du placerer skærmen i forhold til vinduer og andre lyskilder.

Lydkvalitet

LG og Moooi har kløgtigt nok også sørget for at give plads til et sæt højttalere. Der er  en separat «lydliste» direkte under skærmen, som er direkte rettet mod siddestillingen.

Lydkvaliteten er definitivt bedre end gennemsnittet: Posé LX1 har en tydelig og tilstedeværende stemmegengivelse, som kommer fint ud i rummet. Her er også tilstrækkeligt med klang og fylde til at lydeffekter og musik får rigeligt med tyngde og substans. Vi oplevede endda en ganske lille surround-effekt i serier som Drive to Survive på Netflix, hvor lydformatet Dolby Atmos også understøttes.

Posé lyder helt klart et godt nøk bedre end gennemsnittet af andre TV’er. Hvilket er en fordel, for designet er ikke helt let at kombinere med en soundbar – selv om man har mulighed for det via HDMI eARC-udgangen. En anden mulighed er selvfølgelig at tilkoble TV’et til et sæt højttalere trådløst, via Bluetooth eller WiSA-standarden.

Konklusion

LG Objet Collection Posé LX1 henvender sig til dem, som vil have et lidt anderledes og visuelt appellerende TV – uden at gå på kompromis med billedkvaliteten. Og her har LG i vores øjne ramt plet. 48LX1 leveres med topmoderne OLED-panel, med stærk kontrast, fremragende farvegengivelse og imponerende sortniveau. LG-skærmen har flere smarte funktioner, som bidrager til at holde installationen pæn og præsentabel. Den kan stå frit i lokalet på egne ben, og har et imponerende flot design med buede kanter. Bagpladen har en snild hylde, hvor man kan gemme eller opbevare forskellige ting, mens kabler føres skjult ned gennem foden. Leder du efter et stilfuldt TV til stuen, soveværelset eller filmhulen i kælderen, vil dette være lige til højrebenet!

Karakter
LG Objet Collection Posé LX1
Premium

Lyd & Billede mener

LG Posé har et gennemtænkt og visuelt lækkert design, som gør at den kan placeres frit i lokalet. Det kontrastfulde OLED-panel sikrer fremragende billedkvalitet. LG Posé må klare sig med 3 HDMI-indgange, og man betaler selvfølgelig lidt ekstra for de luksuriøse designløsninger.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top