LG 55SK8500

Top-tv med stjernenykker

Topmodellen fra LG er et bragende godt tv på mange måder, men har også nogle udfordringer.

LG 55SK8500 side 45610

(Foto: Producent)

SK8500-serien er en af LG’s topmodeller for 2018. Det slanke design kan bestemt minde om OLED-skærmene fra samme hold. 55SK8500 har en glat bagside med indfældede tilslutninger, som også gør det nemt at vægmontere. Det har væsentlig flottere byggekvalitet og finish end mange af de billigere modeller.

Brugervenlighed og funktioner

LG’s tv benytter sydkoreanernes egen WebOS smart-brugerflade og pegefjernbetjeningen Magic Remote. App-udvalget er klart godkendt med de vigtigste tjenester på plads. Det er et “Netflix Approved TV”, hvilket betyder, at det er ekstra hurtigt til at indlæse streaming-tjenesten. Skærmen er også hurtig nok til gamerne med knap 14 millisekunders forsinkelse (input lag).

Billedkvalitet

LG 55SK8500 kommer fuldt lastet med billedmæssige lækkerier og har et topspecificeret LCD-panel med NanoCell-teknologi – bittesmå nanokrystaller, der pepper farvegengivelsen op. Indvendig har det fuldgyldig LED-bagbelysning med Local Dimming.

Tv’et ser for det meste bragende godt ud på sport. Billedet er knivskarpt, også når bolden er i bevægelse. Vores testklip fra Premier League får superfine farver, hvor både spillere og publikum formelig popper ud af skærmen. God betragtningsvinkel gør, at LG formår at bevare et godt billede, når man betragter det fra siden.

Desværre er der en svaghed, som trækker det samlede indtryk ned: Vores testeksemplar havde tynde vertikale ujævnheder i billedet, som lagde noget af et slør over billedmaterialet. Det er især synligt på fodbold på grund af de store, sammenhængende græspartier og bliver let en distraktion.

Problemet er ikke lige så fremtrædende på film og tv-serier. Her sørger den eminente LED-bagbelysning for god kontrast og et dybt sortniveau. En Netflix-serie som Stranger Things i 4K HDR-kvalitet ser fantastisk ud på LG-skærmen, i høj grad takket være understøttelse af Dolby Vision.

Lydkvalitet

LG’s tv har et opgraderet lydsystem med 40 watt udgangseffekt og bedre lydprocessering, inklusive understøttelse af Dolby Atmos surround-lyd. Og det lyder faktisk meget bedre end forventet: Der er god klarhed i stemmer, overraskende fyldig bas og en markant surround-effekt.

Konklusion

LG 55SK8500 er som udgangspunkt en glimrende skærm til film, serier og andet tv-indhold. Den kan måle sig med de bedste på farver og kontrast, og leverer helt i top, hvad angår skarphed under bevægelse. LG’s tv er tæt på også at være ideelt til sport, hvis det ikke havde været for en irriterende skærmeffekt, der forstyrrer billedoplevelsen lidt.

LG 55SK8500 side 45610
Læs videre
Exit mobile version