Der er ikke sket meget, siden Epson lancerede deres topmodel TW9000 i 2011. TW9100 fik 3D-briller med RF i stedet for infrarød, men var ellers næsten magen til. TW9200 har også fået interpolation i 3D for mere jævne bevægelser. Desuden har den automatisk trapezkorrektion (keystone), hvis den er placeret skævt i forhold til lærredet. Men da den også har optisk linsekorrektion (lens shift), er det den, du skal bruge, idet keystone ødelægger opløsningen i billedet.

TW9200 har næsten fået fordoblet sin opgivne kontrast fra 320.000:1 til 600.000:1, takket være mere nøjagtig vertikal placering af LCD-krystallerne. Desuden er der sket forbedringer på Fujitsu-objektivet siden 9100-modellen.

Vi har fået TW9200W til test, som også har trådløs HDMI-overførsel.

Brugervenlighed
Epsons linsevinkling er meget lettere tilgængelig end Optomas, samtidig med at den i modsætning til Sonys har et tydeligt midtpunkt – et lille hak, hvor man ved, at linsevinklen er helt lige.

Epson har testens mest overskuelige menusystem, hvor alle funktioner er intuitivt placeret. Den store fjernbetjening er også overskuelig. Det er en stor fordel, at de indstillinger, man laver, kan lagres i en hukommelse. Hvis man har arbejdet længe med kalibreringen, kan indstillingerne gemmes, så de kan hentes frem igen, hvis du eller andre kommer til at ændre dem. Rart for folk med pilfingrede børn!

Ventilatoren i Epson er temmelig hørbar. Især på fuld lampestyrke, som vi skal bruge til vores 3,3 meter brede lærred.

Trådløs HDMI-overførsel giver ingen tab af billedkvalitet. Men projektoren bruger tid på at finde billedet, hver gang kilden tændes og slukkes, eller man skal ind i filmens menu eller bruge apps som Netflix og YouTube. Personligt foretrækker jeg kabel, og da kan man nøjes med standardversionen TW9200 uden trådløs HDMI.

Lige ud af æsken
Cinema-farvetilstanden ser bedst ud lige ud af æsken. Dynamisk sortniveau slår vi fra, da lukkeren ikke fungerer helt så godt, som vi kunne tænke os. Ved normal hastighed er den for langsom og knirker og knager, mens den arbejder. Og ved hurtigste hastighed ændres farvetemperaturen fuldstændig, når den åbnes fra mørkt til lyst. Først bliver det lyserødt, så grønt og først derefter rigtigt. Det sker lynhurtigt, men ikke hurtigere, end at man lægger mærke til det, når der pludselig kommer en meget lys scene.

Billedet er generelt skarpt og fint, men farvebalancen hælder lidt mod lyserød, så ansigter bliver overdrevet vinrøde. “Der er meget lidt intensitet i grøn her,” mener Gorm.

Kalibrering
Både primær- og sekundærfarverne viser sig at være lidt ved siden af. Desuden er farvekurverne ujævne, hvilket gør det til en udfordring at kalibrere Epson rigtigt.

Et trick til at øge intensiteten i grøn på TW9200 er at hæve parameteren Skin Tone, som i virkeligheden bare øger grøn.

Projektoren ændrer farvetemperatur i den lyse ende af gråtoneskalaen. Grøn og blå brænder hurtigere ud end rød, hvilket gør, at højlys får en rødlig tone. Det kan fikses ved at justere på Super White, som sænker kontrasten uden at påvirke gamma.

Det lykkes os aldrig at få Epson helt rigtig. Farvetemperaturen er ikke jævn over hele gråtoneskalaen; rød falder f.eks. lidt ved 20 procent lysintensitet. “Her må vi bare finde os i nogle afvigelser på gråtonerne,” konstaterer Gorm.

Epson har heller ikke helt jævn farvetemperatur hen over lærredet. Vi kalibrerer i centrum og må acceptere nogle afvigelser ud mod kanterne. De er dog ikke så store, at undertegnede lægger mærke til det, når filmen kører.

En anden ulempe ved Epson er dens måde at justere panelkonvergens på for at få farverne til at ligge nøjagtigt oven på hinanden. Epson bruger farveafvigelser i hjørnerne til at beregne hele panelet. Men hvis optikken har kromatisk aberration – dvs. ujævn farvebrydning i hjørnerne – vil det som udgangspunkt blive forkert. Gorm bruger derfor kun sine egne øjne på lærredet uden at bekymre sig om hjørnerne, når han justerer.

Billedkvalitet – kalibreret
Når projektoren er kalibreret så godt, som vi får det til, kan man glæde sig over en jævnt god billedkvalitet. Hudfarverne på besætningen i Prometheus ser sunde ud, og der er godt knald på gul og grøn i de hologrammer, der bruges til navigation.

TW9200’s billedinterpolation fungerer fremragende. Epson har begået den genistreg, at hvis der sker noget i billedet, som vil skabe mange artefakter ved interpolation – f.eks. at nogen går forbi et stakit eller en mur med murstensmønster – så slås funktionen fra.

Med dynamisk sortniveau slået fra er skyggeområder i hulerne ikke helt så mørke som med Optoma og Sony, men der er flere detaljer i skyggerne end med Optoma. Epson har et noget blødere billede end både Optoma og Sony. Optomas skarphed frembringer dog nogle artefakter, f.eks. lidt flimmer, når det panoreres hen over stjernehimlen. Epson er fri for den slags artefakter, og alt i alt foretrækker jeg Epson af de to. Men det er næsten dødt løb.

Konklusion
Epson har det mest intuitive menusystem og den bedste linsevinkling. Men også den mest hørbare ventilator.

Lige ud af æsken er billedet ganske skarpt, og de jævne bevægelser uden bevægelsesstøj er en sand fornøjelse. Men farvebalancen hælder mod lyserød med for lav intensitet i grøn.

Efter kalibrering er billedet langt bedre. Lidt blødere end Optoma HD91 og Sony HW55, men til gengæld med mere korrekt farvegengivelse end Optoma. Heller ikke Epson kan kalibreres helt rigtigt, bl.a. fordi farvetemperaturen ikke er ensartet over hele lærredet, ligesom den også varierer hen over gråtoneskalaen.

Men det vigtigste er den subjektive oplevelse af billedkvaliteten. Og Epson ser rigtig godt ud, med sunde hudtoner og meget jævne bevægelser. Der er godt med detaljer i både skygger og højlys, og selv om skyggeområderne ikke er lige så mørke som med Optoma, er der flere nuancer med Epson.

Også i denne test:

tre førsteklasses projektorer