Optoma HD91 har en lampeteknologi, der kan vise sig at være banebrydende. Det er en projektor med DLP-teknologi, men i stedet for en almindelig, hvid projektorlampe anvender den tre LED-pærer, der lyser henholdsvis rødt, grønt og blåt. Dermed undgår man det farvehjul, der sidder i andre DLP-projektorer, og dermed også den berygtede “regnbue-effekt”, der kan opstå i scener med meget kontrast på lærredet.

Hvor andre projektorer øger kontrastforholdet med en såkaldt dynamisk iris – en mekanisk lukker, der åbnes og lukkes i takt med lysindholdet i billedet, bruger Optoma simpelthen lamperne til dette. LED-lamper er faktisk meget hurtigere end typiske projektorlamper og kan derfor gøre det på egen hånd.

LED sluger også mindre energi, og HD91 bruger under halvdelen af, hvad Epson TW9200 og Sony HW55 gør, hvilket mindsker den indvendige varmeudvikling og forlænger komponenternes levetid, samtidig med at blæseren kan køre mere roligt. Og så skal vi ikke glemme lampens levetid, som er opgivet til at være 20.000 timer på fuld tryk, sammenlignet med 3.000-4.000 timer for Epson og Sony.

Optoma anvender såkaldt Pure Motion til at interpolere billederne for at få mere jævne bevægelser, og det fungerer også i 3D.

Brugervenlighed
Det første, der slår os, da projektoren skal stilles op, er hvor svært det er at finde drejeknapperne til linsevinkling (lens shift). Vi måtte til sidst ty til manualen for at finde de små knapper nederst til venstre under fronten.

Menusystemet er overskueligt nok, men projektoren reagerer trægt på kommandoer fra den lille fjernbetjening. Desuden forsvinder billedet i to sekunder, hver gang man hopper en linje i menuen. Irriterende. Der er ingen tilbageknap på fjernbetjeningen. I stedet bladrer man tilbage til den forrige menu med menuknappen.

Der er ikke meget egentlig blæserstøj, men til gengæld en svag, men hørbar højfrekvent brummen.

Lige ud af æsken
Lige ud af æsken er billedet ganske godt i Reference-farvetilstand, men hælder lidt mod grøn. Det er også overdrevet skarpt, hvilket skaber kunstige konturer i billedet. Man ser det især på sort rudemønster mod grå baggrund, hvor der er hvide kanter, som ikke burde være der. Her må man skrue lidt ned for skarpheden.

Selve farvebalancen virker okay lige ud af æsken, og med dynamisk sortniveau på første trin er der dybde i skyggerne, uden at det går for meget ud over højlysene. Lysstyrken kunne have været endnu bedre, men i et mørkt rum går det fint.

Efter noget tid står det klart, at der er noget mærkeligt ved farverne. Først og fremmest er sekundærfarverne lyserød og turkis skæve. Dvs. lyserød ser næsten rød ud, mens turkis går over i blå, så et grønt hav ser mere blåt ud, end det burde.

Kalibrering
Noget af det kan ordnes i kalibreringen. Men farverummet er for stort til, hvad projektoren har headroom til at kunne kalibrere.

“Farverummet er helt uacceptabelt,” mener Gorm. “Projektoren er heller ikke lineær, når man sænker lysstyrken.”

Hvis man sænker lysstyrken, for at hvid ikke skal brænde ud, bliver blå undermættet og gør himlen mere grå. Projektoren klipper også det hvideste af gråtoneskalaen væk, så detaljerne i højlys brænder ud. F.eks. mangler der nuancer i hvide i skyer på himlen, og den lysende ring rundt om solen går i ét med selve solen, så den ser meget større ud, end den burde.

Projektoren viser sig at være meget vanskelig at kalibrere. Bl.a. går den fra at have 10 procent for meget grøn til 5 procent for lidt på ét drej.

“Farvespektret er bredt, men det er ikke korrekt i forhold til filmstandarden. Farverne er oversaturerede. Man skal kunne skrue sig til BT.709 (farvestandard for HDTV). Ellers kan man ikke se det, som instruktøren og post-production teamet har tænkt, at man skal se,” siger Gorm.

Billedkvalitet – kalibreret
Omsider, efter omfattende kalibrering, er Gorm nogenlunde tilfreds. Det er ikke lykkedes ham at få projektoren kalibreret helt rigtig, rent objektivt, men efter at have set en del materiale mener jeg dog, at billedkvaliteten er rigtig god. Billedet er meget skarpt, og der er god kontrast mellem skygger og højlys, hvilket giver en god fornemmelse af dybde, selv i almindelig 2D. Filmen Prometheus, der har mange mørke scener, bliver en rigtig god oplevelse med Optoma. Set i forhold til Epson og Sony er der et lille grønstik i billedet, men det lægger jeg ikke mærke til, når projektoren bruges alene.

Optoma har et skarpere billede end Epson, mens sort er mere sort – måske fordi jeg ikke helt får styr på Epsons mekanik for dynamisk sortniveau og ender med at lade det være. Optoma virker godt med dynamisk sort på det mest forsigtige niveau, selv om man må leve med, at den indimellem mister nogle detaljer i både skygger og højlys. Da forskerne er nede i det mørke tunnelsystem i Prometheus, er der mere kraft i billedet end med Epson, selv om detaljerne i de mørke grottevægge ikke er lige så synlige.

Konklusion
Optoma HD91 har et skarpt billede lige ud af æsken. Farvebalancen er ikke optimal, men hælder lidt mod grøn. Det er dog til at leve med.

Subjektivt er billedkvaliteten god. Der er dog en del at vinde ved kalibrering, selv om projektoren ikke lader sig kalibrere helt præcist. Den har et for stort farverum til sin egen evne til at kalibrere, og farvebalancen er ikke ensartet ved alle

Også i denne test:

tre førsteklasses projektorer