Sig ordene “smart røgalarm”, og langt de fleste mennesker vil tænke på Nest Protect. Siden Nest Labs sendte sin første smarte røgalarm på gaden i 2013 – og relancerede den med 2nd Gen i 2015 – har Nest sat standarden for, hvad man kan forvente af en røgalarm.
Flere steder på nettet spekuleres der i, hvornår der mon kommer en 3rd Gen, men Google, som ejer Nest, har ikke meldt noget ud officielt. Og deres 2nd Gen er da også stadig konkurrencedygtig, men på nogle områder er den blevet overhalet indenom.
I modsætning til testvinderen har den nemlig ikke en temperatursensor, og da vi holder den op foran flammerne fra brændeovnen, når forsiden faktisk at smelte, uden at den giver lyd fra sig. Det er bekymrende.
Designet er unikt
Visuelt er Nest Protect markedets mest genkendelige røgalarm. Den skiller sig ud på alle designmæssige parametre, og er også både større og tungere end de andre i denne test. Man kan enten lide den eller ej, men der er noget over den, og vi synes, den er flot.
En særlig designmæssig feature er ringen, som lyser i forskellige farver. Grøn betyder, at alt er godt, rød, at der er fare på færde og gul, at den har brug for friske batterier. For det meste er den dog slukket, og gør ikke meget væsen af sig.
Men hvis du om aftenen slukker alt lyset og går forbi Nest Protect, registrerer den dig og tænder sit hvide “pathway”-lys. Det er en elegant og genial feature. Og det er det også, at Nest Protect taler til dig med en behagelig kvindestemme. Hun advarer om røgudvikling, og når Nest tester sig selv en gang om måneden, advarer hun om, at der kommer en høj alarm, men at det kun er en test.
Røg og kulilte
Hvorfor egentlig vælge en røgalarm, der ikke har sensorer for kulilte, når nu det faktisk er en mulighed? Kulilte er lettere end luft og stiger til vejrs – op hvor røgalarmen befinder sig.
Gasarten er usynlig og kan hverken lugtes eller smages, men det kan til gengæld dræbe, fordi det erstatter ilten i blodet. Hvis man ejer en brændeovn, vil der være risiko for, at niveauet af kulilte kan stige til farlige koncentrationer i hjemmet, fordi den fremkommer ved dårlig forbrænding.
Så tak til Nest, som har indbygget kuliltesensoren i Nest Protect. Og en opfordring til andre producenter om at følge trop.
App’en
Til gengæld kan det virkelig undre, hvorfor Nest ikke kan tilføjes i Google Home, men stadig kun fungerer med sin egen app. Det er flere gange blevet meldt ud, at Nest og Google Home skulle kunne integreres, men det er ikke sket endnu, og man kan kun spekulere i, om det er fordi Nest venter, til de er klar med tredje generation.
I hvert fald er det et faktum, at Nest-app’en skal hentes, og at den stadig er den eneste måde at styre Nest Protect på. Det er til gengæld også en fin app, der gør det, den skal.
Konklusion
Nest Protect 2nd Gen har rigtigt meget, der taler for sig. Den har været på markedet så længe, at den roligt kan kaldes gennemprøvet. Og den har en kuliltesensor og et setup, som alle kan finde ud af.
Til gengæld mangler den temperatursensor, og hvornår kommer den Google Home-integration, vi allesammen venter på, Google?
Også i denne test:
Ajax FireProtect 2 RB (Heat / Smoke / CO)
Røgalarmen, som er mere end en røgalarm
Ajax FireProtect 2 er del af et professionelt alarmsystem, som professionelle kan installere i dit hjem
Bosch Smart Home Smoke Alarm II
Lille alarm i en stor familie
Trods den manglende kuliltesensor, er Bosch Smart Home Smoke Alarm II et godt bud på en smart røgalarm.
Wiser Smoke Alarm – Battery
Røgalarmen for dig, der vil spare på pladsen
Wiser Smoke Alarm ligner ikke din gennemsnitlige røgalarm.
Netatmo Smart Smoke Alarm
Røgalarmen, som passer i det allerede forbundne hjem
Netatmo Smart Smoke Alarm er en røgalarm, som gerne vil tale sammen med produkter fra andre producenter.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer