Apple AirTag

Gennemdesignet og lynhurtig

Med to år på bagen har Apple sat sig solidt på smarttag-markedet.

Airtag solo

Apples bud på et smarttag er en lille hvid og sølvfarvet knap. (Foto: Pernille Redder)

Der går rygter om, at Apple planlægger at udsende en opdateret version af AirTag med indbygget AR-teknologi ligesom Samsungs nye SmartTag2. Men indtil det sker, må Apple-brugere nøjes med den version af AirTag, som Apple disruptede smarttag markedet med tilbage i 2021. Og det er da også stadig et solidt produkt, som på langt de fleste parametre leverer, hvad man kan forvente.

AirTags glansnummer er, at du kan lege tampen brænder ved hjælp af temmelig præcise afstandsangivelser på skærmen og haptisk feedback. Det er niveauet under Samsung, men absolut både brugbart og effektivt. Selv svagtseende vil kunne finde deres AirTag udelukkende ved brug af den blide summen fra haptisk feedback.

Og med en AirTag får du hjælp af samtlige iPhones og iPads i hele verden til at lokalisere dit tag, hvis det bliver væk. Så det går hurtigt, og det er præcist.

Airtag app
Leg tampen brænder med dig selv og din AirTag. Screendumpet er fra Apples Find-app.

Svær at høre

Apple har ikke oplyst AirTags rækkevidde, men vi oplever, at den nogenlunde svarer til den, de andre producenter har på deres smarttags. Til gengæld er lydniveauet meget lavt, faktisk så lavt, at du først kan gå efter lyden, når du reelt er meget tæt på. 

Det kan virkelig undre, og det gør det da også i diverse internetfora, hvor folk deler hacks om, hvilken side, man bør vende opad for at kunne høre sit AirTag. (Det er den hvide). 

Men forestil dig, at dit AirTag ligger nederst i en rygsæk i et andet rum end der, hvor du befinder dig. Dit eneste håb om at kunne finde tagget ved hjælp af lyden, er hvis du specialtræner din hund til det.

Airtag emballage
AirTag sælges enkeltvis og i pakker med fire. (Foto: Pernille Redder)

Hvor er hullet?

Et andet designvalg, man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, er, at du er nødt til at investere i en nøglering med AirTag-holder, hvis du for eksempel vil bruge AirTag til dine nøgler. Og det må man alt andet lige forvente, at mange gerne vil. 

Men Apple har som den eneste af producenterne i denne gruppetest ikke valgt at lave et hul i deres AirTag. Jo, der findes et bredt udvalg af nøgleringe fra alskens producenter, men langt hen ad vejen er de jo dybest set overflødige produkter. 

Men når alt det er sagt, så er det genialt, at du bruger AirTag i Find-appen, hvorfra du i forvejen holder styr på familiens øvrige Apple-produkter. Og du kan helt ubesværet forbinde tagget med Siri, så du kan bede assistenten om at finde det for dig. Alt det er intuitivt bygget ind i systemet, hvilket gør det utroligt nemt at tage AirTag i brug og benytte sig af den i dagligdagen.  

Apples AirTag er den mindste af testens smarttags. (Foto: Pernille Redder)

Konklusion

Hvis du er iPhoneejer er det helt oplagt at vælge Apples egne AirTags. Men det er også et af de produkter, som Apple bruger til at låse dig som kunde, for jo flere Appleprodukter, du ejer, jo mindre tilbøjelig er du til at skifte mærke. Trods det er Apples AirTags et virkelig godt produkt, som løser opgaven, og oven i købet er sjov at lære at kende. 

Læs videre
Exit mobile version