Nothing Phone (3) er den første ægte topmodel fra britiske Nothing siden 2023. Faktisk mener Nothing selv, at Phone (3) er deres første ægte topmodel nogensinde, men det er vist lidt af et definitionsspørgsmål, som vi vender tilbage til lige straks.
Faktum er, at siden Nothing Phone (2) så dagens lys i sommeren 2023, har vi bl.a. testet Nothing Phone (2a), Nothing Phone (2a) Plus, CMF by Nothing Phone 1, Nothing Phone (3a) Pro og CMF by Nothing Phone 2 Pro.
Alle mobilerne har mere eller mindre været i den billige ende af prisspektret, og de har alle Nothings specielle gennemsigtige design og den unikke Nothing OS-brugerflade til fælles.
På den måde er Nothing Phone (3) vitterligt noget nyt fra producenten, der blev grundlagt så sent som i 2020 af svensk-kineseren Carl Pei, der tidligere havde været med til at starte en anden ret velkendt mobilproducent, nemlig OnePlus.

Nothing Phone (3) er nemlig den dyreste smartphone nogensinde fra briterne. For den dyreste konfiguration med 16 gigabyte RAM og 512 gigabyte indbygget lager sniger prisen sig for første gang over 7.000 kroner, og det er vitterligt en helt anden prisklasse, end vi tidligere har været vant til fra Nothing.
Når det er sagt, er Nothing Phone (3) stadig ikke en “ægte” topmodel, man bør sammenligne med smartphones som iPhone 16 Pro Max eller Samsung Galaxy S25 Ultra. Derimod befinder den sig i samme klasse som den almindelige Samsung Galaxy S25 samt den kinesiske Xiaomi 14T Pro – begge populære modeller fra store producenter – så det store spørgsmål er selvfølgelig, om Nothing med Phone (3) kan få forbrugerne til at vælge et andet mærke, end de plejer, nu hvor det er den halvstore tegnebog, der skal op ad lommen, når der skal betales for mobilen ved kasse 1.
Nothing mener selv, at tech er blevet kedeligt, og at alle smartphones ligner hinanden og kan det samme. Med Phone (3) vil de vise verden, at en mobil både kan være fed, anderledes og pengene værd. Vi har undersøgt, om dét bare er varm luft, eller om der er hold i løfterne.

Udseende og konstruktion
Nothing Phone (3) er i hvert fald stadig anderledes. Mobilen fastholder det gennemsigtige design, som har gjort alle forgængerne genkendelige siden Phone (1). Men kig nærmere efter, og du vil opdage væsentlige ændringer i konstruktionen.
Den mest iøjnefaldende forskel er den nye Glyph Matrix, der har erstattet forgængerens karakteristiske Glyph Interface. Hvor Nothing Phone (2) havde 900 små LED-lamper, der tegnede en figur på bagsiden, byder Phone (3) på en cirkulær skive med 489 individuelt styrbare micro-LED’er, der kan vise ikoner, tekst og animationer.
Set forfra ligner Nothing Phone (3) stadig en iPhone med sin flade skærm, afrundede hjørner og symmetriske kanter. En aluminiumsramme omkranser hele mobilen og giver en solid følelse i hånden.
På højre side finder vi tænd/sluk-knappen samt den dedikerede Essential Key. De to volumenknapper er placeret på mobilens venstre side. Knapperne føles præcise og har god respons, om end placeringen af Essential Key kræver lidt tilvænning.

Phone (3) er vokset lidt i både tykkelse og vægt i forhold til forgængeren. Med 8,99 mm i tykkelsen og 218 gram på vægten er den en anelse større end Phone (2), der målte 8,6 mm og vejede 201 gram. Forskellen mærkes ikke i daglig brug, men vokseværket er nok et tegn på, at Nothing har valgt at prioritere større batteri og bedre komponenter frem for at gøre mobilen så tynd som muligt.
For første gang får en Nothing-mobil IP68-certificering, hvilket betyder vandtæthed i op til 1,5 meters dybde. Både forside og bagside beskyttes af Gorilla Glass – hhv. Gorilla Glass 7i på forsiden og Gorilla Glass Victus på bagsiden.
Trods glasbeskyttelsen viste Phone (3) sig dog sårbar under vores test. Da mobilen blev tabt på jorden fra en meters højde (fordi skribenten er klodset!), gik glasset på bagsiden omkring kameramodulet i stykker. Uden ekstra beskyttelse tåler Phone (3) altså ikke ret mange tæsk, og skaden er ekstra ærgerlig, da Nothing faktisk leverer et mobilcover med i kassen. Noget vi altså kun kan råde til at man benytter fra dag ét, hvis man vil undgå skader på den ellers flotte gennemsigtige bagside.

Skærm og lyd
Nothing Phone (3) kommer med en 6,67 tommer AMOLED-skærm, der på papiret imponerer med en maksimal lysstyrke på hele 4.500 nit, hvilket dog kun gør sig gældende på små områder af skærmen, hvis der vises HDR-indhold.
I praksis kan skærmen være svær at aflæse, hvis solen skinner kraftigt fra en skyfri himmel. I en sådan situation byder Phone (3) på 1.600 nit lysstyrke, hvilket egentlig er en del, men alligevel mindre end man får, hvis man vælger endnu dyrere topmodeller som iPhone 16 Pro Max (2.000 nit), Google Pixel 9 Pro XL (intet officielt tal, men målt til 2.700 nit) eller Samsung Galaxy S25 Ultra (2.600 nit).
Opløsningen er opgraderet fra Phone (2)’s FHD+ til en skarpere 2.800 x 1.260 pixel, altså 1.5K-opløsning, hvilket giver en pixeltæthed 460 ppi. Skærmbilledet fremstår dermed knivskarpt med god farvegengivelse og dyb sort.
LTPO-teknologien sørger for dynamisk opdateringsfrekvens mellem 1 og 120 Hz, og brugeroplevelsen er blød som silke. Skærmen tilpasser sig automatisk til indholdet – fra en lav og strømbesparende opdateringsfrekvens ved stillestående tekst til høj frekvens ved spil og videoafspilning.
HDR10+ understøttes, og med en kontrastgrad på 1.000.000:1 får film og billeder en biograflignende kvalitet med kraftige farver og dybe skygger.
På lydsiden leverer de indbyggede stereohøjttalere et anstændigt lydbillede med godt tryk på lydstyrken. De er dog ikke blandt de bedste, vi har hørt på mobilfronten, og mangler lidt fylde i mellemtonen. Til gengæld understøtter mobilen aptX fra Qualcomm, så lyden via Bluetooth-ørepropper er ganske glimrende.
Kamera
Nothing har løftet kameraet markant i Phone (3). Hvor forgængeren måtte nøjes med to 50 megapixel sensorer, byder den nye mobil på hele fire 50 megapixel kameraer, inklusive seriens første periskop-telelinse.
Det primære kamera er baseret på en 1/1.3″ sensor, der ifølge Nothing fanger 44 procent mere lys end Phone (2). Vores testbilleder bliver i hvert fald skarpe med præcis fokusering, og det forbedrede lysindtag betyder markant bedre resultater ved dårlige lysforhold.
Den største nyhed er dog det førnævnte periskop-telekamera med 3x optisk zoom. Her leverer Phone (3) billeder med imponerende skarphed og kontrast. Selv ved 6x hybridzoom forbliver detaljerne brugbare, mens begrænsningerne bliver tydelige ved de ekstreme 30x og 60x AI Super Res Zoom-niveauer. Her bliver billederne digitalt overbehandlet og mister skarphed.
Periskop-linsen fungerer også som makrokamera og leverer mikroskopiske detaljer. Man kan se vingestrukturen på en bi eller tælle støvkorn på en blomst. Det er et niveau, der normalt kræver dedikerede makrolinser.

Ultravidvinkelkameraet på 50 megapixel med 114° synsfelt klarer sig godt i midten, men skarphed og kvalitet falder af mod kanterne. Det er ikke usædvanligt, men står i kontrast til hovedkameraets konstante kvalitet.
Frontkameraet på 50 megapixel tager fremragende selfies med realistiske hudtoner. HDR-funktionen balancerer ansigt og baggrund effektivt uden at miste naturlig skyggetegning.
Nothing har strammet op på billedbehandlingen, så farverne fremstår naturlige uden overmætning. Farveprofilen er konsistent på tværs af alle linser, hvilket ikke er en selvfølge på smartphones med flere kameraer.
Alt i alt leverer Nothing Phone (3) et kamerasetup, der kan matche langt dyrere topmobiler. Periskop-telekameraet med 3x optisk zoom er den store nyhed i forhold til Phone (2), der i sig selv gør det værd at opgradere til den nye model, og makrofunktionen imponerer med mikroskopiske detaljer.

Ydelse og funktioner
Nothing Phone (3) er udstyret med Snapdragon 8s Gen 4-processoren, der leverer markant bedre ydelse end Phone (2)’s Snapdragon 8+ Gen 1. I vores benchmark-tests klarede mobilen sig godt med 2.093 point i Geekbench 6 single-core og 6.702 i multi-core – resultater der placerer den på niveau med konkurrenter som Xiaomi 14T Pro, som dog koster lidt mindre.
I daglig brug mærkes den forbedrede ydelse tydeligt. Apps åbner hurtigt, multitasking fungerer problemfrit, og selv tunge opgaver håndteres uden besvær. Dog blev mobilen ekstremt varm under nogle af vores benchmark-tests – så varm, at den måtte en tur i køleskabet. Det gentog sig ikke ved almindelig brug, men spiller man større spil som racerspillet Asphalt Legends, kan man godt mærke, at mobilen kommer på arbejde.
Med Nothing Phone (3) følger AI-funktioner som en del af Nothing OS 3.5. De er dog ikke er så innovative, som Nothing gerne vil give indtryk af.
“Essential Space”, der fungerer som en AI-organiseret notesbog til skærmbilleder, stemmenotater og ideer, minder påfaldende om Motorola-funktionen “Remember this”, som vi stiftede bekendtskab med, da vi for et par måneder siden testede Motorola Razr 60 Ultra. “Flip to Record”, som kan transskribere og opsummere møder, når mobilen er vendt på hovedet, har store ligheder med Motorolas “Pay Attention”. Og for den sags skyld også Galaxy AI-funktionen “Transcript Assist”. Der er i det hele taget ikke meget nyt i en diktafon-funktion, der kan transskribere og opsummere optagelser.

AI-værktøjerne er for så vidt brugbare, men f.eks. kræver Flip to Record en Nothing-konto for at transskribere op til 300 minutters optagelser – en begrænsning man ikke finder i eksempelvis Samsungs Galaxy AI. Desuden understøttes kun engelsk fra begyndelsen, og vi ved ikke, hvornår skandinaviske sprog tilføjes. Eller om det nogensinde bliver tilfældet.
Alligevel tror vi, at Nothing har fat i noget af det rigtige med den dedikerede Essential Key og de AI-funktioner, de har valgt at satse på. Nothings AI-satsning er stadig i sin vorden, men fundamentet er lagt.
Glyph Matrix virker til gengæld langt mere brugbar end forgængerens Glyph Interface. Der er både sjove funktioner som Spin the Bottle til at vælge, hvem der skal betale barregningen, og nyttige muligheder for at vise notifikationer på mobilens bagside – f.eks. caller ID eller vejradvarsler. Man kan individuelt opsætte, hvilket symbol Glyph Matrix skal vise, når svigermor ringer. Nothing hævder, det hjælper med digital detox, fordi man ikke hele tiden behøver at kigge på skærmen, og det virker faktisk efter hensigten. Unikt og nu også endelig reelt brugbart.
Batterilevetiden er en smule skuffende trods det største batteri nogensinde i en Nothing-mobil. Med 8 timer og 50 minutter i vores stresstest af batteriets ydelse er det et tilbageskridt fra Phone (2)’s 11 timer og 16 minutter. Dertil kommer, at der ikke følger nogen oplader med i kassen.

Konklusion
Nothing Phone (3) viser, at briterne har lært at lave mobiler. Mobilen leverer på niveau med andre smartphones i samme prisklasse som Xiaomi 14T Pro og Samsung Galaxy S25, og på enkelte punkter overrasker den positivt.
Kameraet imponerer. Periskop-telekameraet og makrofunktionen leverer billeder, man normalt kun ser fra væsentligt dyrere mobiler. Her har Nothing ramt plet.
Glyph Matrix er en væsentligt forbedret udgave af Glyph Interface, og funktionen er endelig blevet reelt brugbar. Den digitale detox-tilgang virker efter hensigten og gør Nothing Phone (3) helt unik.
Roserne vokser dog ikke helt ind i himlen. At glasset på bagsiden slog sprækker, blot fordi mobilen blev tabt en enkelt gang fra en meters højde, gør os lidt i tvivl om, hvor robust glasset egentlig er. Varmeudviklingen, når mobilen bliver presset hårdt, er også en smule bekymrende, og trods et større batteri, er batterilevetiden et tilbageskridt i forhold til forgængeren.
Men i det store og hele holder Nothing, hvad de lover med Phone (3). Briternes nye smartphone er vitterligt ikke som de andre, og kedelig er den heller ikke. Den leverer solid ydelse pakket ind i genuint anderledes funktioner.
Så hvis du gerne vil prøve noget nyt og anderledes, der alligevel leverer varen på de fleste punkter, skal du ikke tøve med at købe Nothing Phone (3). Den nye smartphone er alle pengene værd og såmænd også et bevis på, at der stadig kan ske spændende ting på mobilmarkedet.

Læs videre med LB+
Nyhed! LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
TILBUD - 49 kr første måned
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!