Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Asus ZenFone 6 ZS630KL

Finurlig og lynhurtig

Asus har lavet årets mest usædvanlige kamera, der giver dig 48 megapixel selfies.

Af / 03/06/2019 - 14:25
Asus ZenFone 6 ZS630KL

Home mener

  • Stor og god skærm uden hak og huller. 48 megapixel selfie-kamera. Formidabel grafisk ydeevne.
  • Koster en del. Det roterende kamera er en kompliceret løsning på et simpelt problem.

Asus er tidligere blevet beskyldt for at lave smartphones, der manglede originalitet og stil. Den kritik har de taget til sig, for ZenFone 6 er helt sin egen!

ZenFone 6 lanceres under mottoet “Defy the Ordinary” (gå imod det ordinære). Det usædvanlige er dog ikke valget af processor, for Qualcomm Snapdragon 855 er standardvalget på luksusmodellerne. Ej heller er det hukommelsen på 6-8 gigabyte RAM eller lagerpladsen på 64, 128 eller 256 gigabyte. For det er alt sammen lige efter årbogen. Skærmstørrelsen da? Niks! 6,4 tommer er præcis det samme som f.eks. Samsung Galaxy S10+.

Det, der adskiller Asus ZenFone 6 fra konkurrenterne, er kameraerne. Det vil sige … det begynder egentlig ved skærmen. For på en moderne smartphone skal skærmen helst fylde hele forsiden. Og det giver problemer med frontkameraet – især da huller og udskæringer i skærmen er so last year!

Løsningen for Asus har været at bruge bagkameraerne på fronten. Når du har taget opstilling foran et Unesco-verdensarvsmindesmærke, der kan fungere som passende baggrund for dig, drejer hele kamerasektionen 180 grader rundt og titter op over skærmen.

ZenFone 6 Edition 30 ZS630KL 15 55931
Der er “kun” to kameraer på ZenFone 6. Til gengæld er de gode. Foto: Asus

Ordinær skærm

Når Asus har brugt så meget ihærdighed på at give ZenFone 6 en stor skærm uden hak, undrer det lidt, at de ikke er gået det sidste stykke af vejen. Skærmen er udmærket – men heller ikke mere. Skærmen på 6,4 tommer har en opløsning på 2340 x 1080 punkter. Tilstrækkeligt, men ikke ophidsende. Og “kun” en IPS LCD-skærm, mens konkurrenterne bruger OLED eller AMOLED, som giver lækrere og dybere farver.

Annonce

Til gengæld er den lysstærk (600 nit), så den er forholdsvis nem at aflæse udendørs i solskin. Skærmteknologien betyder også, at Asus ikke har kunnet anbringe en fingeraftrykslæser i selve skærmen. Den sidder i stedet på bagsiden, og det er der ikke noget galt i.

Faldsikret mekanik

Mekanikken i det roterende kamerahus er fascinerende og består af intet mindre end 13 bittesmå tandhjul. Den slags rører en gammel steampunk som undertegnede. Og som partytrick er det uovertruffet. Ifølge Asus kan mekanikken klare 100.000 kamerarotationer, så du kan uden bekymring prale med det, lige så længe nogen gider se på det!

Der er indbygget faldsikring i telefonen. Når gyroskopsensoren mærker, at telefonen er i frit fald, klappes kameraet ind igen. En faldhøjde på 1,25 meter er nok til at nå det.

Batteri til hele dagen

En anden specialitet er batteriet, som er på hele 5000 mAh. Det er betydelig mere end de 4000 mAh, der normalt er maks. på toptelefoner. Alligevel er batteriet ikke fysiske større.

Prisen for den kompakte størrelse er, at man har måtte give afkald på superhurtig 30 watt lynopladning. Noget, der ifølge Asus ikke bliver et problem, da batteriet netop varer så meget længere, at man slipper for at skulle lade op i løbet af dagen. Også trådløs opladning er fravalgt af størrelseshensyn. Til gengæld understøtter batteriet tovejsopladning, så kan man oplade f.eks. hovedtelefoner fra mobilen. Det er på grænsen til hybris, men batteritesten bekræfter, at Asus har noget at have selvtilliden i.

ZenFone 6 Edition 30 ZS630KL 19 55923
Dobbeltkameraet på Asus ZenFone 6 kan roteres 180 grader, så det kan bruge til sefies i topklasse. Foto: Asus

Gode kameraer

Man kan mene, hvad man vil, om ZenFone 6’s roterende kamerahus. Men de kameraer, Asus har puttet i det, er virkelig gode – og du får glæde af dem på begge sider af telefonen. Hovedkameraet er baseret på en Sony IMX586-sensor med 48 megapixel opløsning og blænde f/1.79. Optikken svarer til 26 mm vidvinkel, omsat til gammeldags 35 mm målestok. Den sekundære optik svarer til en 11 mm supervidvinkel.

Vi har altså at gøre med to vidvinkler, men ingen kraftig tele som hos Samsung og især Huawei. Asus har givetvis vurderet, at ZenFone 6 vil blive brugt mere til gruppefotos og storslåede naturscenerier end til supernære spionskud. Så kraftig vidvinkel giver normalt en del fortegning, men ikke her. Skæve vinkler på vidvinkeloptikken korrigeres automatisk i softwaren, og resultatet er faktisk ret overbevisende!

Der er de kameraindstillinger, som vi er vant til fra Android (Asus har igen fejloversat “Portrait” til “Stående”). Men panoramaindstillingen er speciel: Når man råder over et roterende kamera, kan man jo lige så godt udnytte det. Husk bare at holde telefonen vinkelret på motivet, når du starter panoreringen. Ellers ender panoramabilledet med et nærbillede af din venstre hånd!

zenfone havn wide 55756
Havneudsigt med vidvinkelkameraet på Asus ZenFone 6.

 

huawei havn wide 55763
Havneudsigt med vidvinkelkameraet på Huawei P30 Pro.

 

zenfone havn zoom 55757
Maks zoom på ZenFone 6.

 

huawei havn zoom 55764
Zoomfoto på Huawei P30 Pro!

 

zenfone mad 55758
Madbillede med ZenFone 6. Selv om der er knald på farverne, er der stadig gode nuancer ægget.

 

huawei mad 55765
Madbillede med Huawei P30 Pro. Her brænder de lyse partier næsten ud.

Benchmarks

Med en Snapdragon 855-processor om bord er ydelsen forventeligt i top. 3.451 i Geekbenchs single-core-test og 10.903 i multi-core er på linje med de allerbedste i dag. Og faktisk et mulehår foran OnePlus 7 Pro og Huawei P30 Pro. I dagligdags opgaver, simuleret af PCMark Work 2.0, kommer ZenFone 6 igen over målstregen foran OnePlus, mens Huawei ligger tabt i støvskyen bag de to.

Endnu bedre går det på 3D-grafik, hvor AnTuTu 7 kårer ZenFone 6 til en af de hurtigste smartphones lige nu. En AnTuTu-score på over 381.000 er under alle omstændigheder det højeste, vi har målt!

ZenFone 6 holder løfterne om lang batteritid. PCMark 2.0’s batteritest kørte i næsten ni en halv time med fuldt blus på skærmen og konstante beregninger, inden strømmen slap op. Det er ikke set nævneværdigt bedre – og da kun på toughphones med mindre strømkrævende processorer.

Konklusion

Markedet for smartphones er hårdt, og når det gælder topmodellerne, er det domineret af få mærkevarer. Huawei har de seneste år formået at vinde fodfæste på toppen, og OnePlus prøver at gøre dem kunsten efter. Den position har Asus ikke, og ZenFone 6 har hverken Huawei P30 Pros superzoomkamera eller OnePlus 7 Pros superskarpe AMOLED-skærm. Men den koster også betydelig mindre.

Selv topmodellen med 8 gigabyte RAM og 256 gigabyte lager koster i skrivende stund en fjerdedel mindre end konkurrenterne. Og kan du nøjes med mindre hukommelse og lagerplads, barberes nogle hundrede kroner mere af prisen, hvilket gør ZenFone 6 yderligere attraktiv. Det gør heller ikke Asus’ position dårligere, at ærkekonkurrenten Huawei i skrivende stund befinder sig i en accelererende katastrofe – som centrum i USA’s teknologiblokade.

Karakter
Asus ZenFone 6 ZS630KL

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke

For godt til at være sandt?

Massiv opgradering af Pixel Watch

Fremragende software i OK mobil

Pixel 8 ½ Pro XL

Her får du mest tablet for pengene