AKG Y40 er kompakte og lette hovedtelefoner med en hovedbøjle i plast, der på undersiden er foret med kunstlæder. Bøjlen er overordentlig fleksibel og bøjelig, og ser ud til at kunne overleve at blive proppet i lommen igen og igen. Ørekopperne, der kan foldes indad, er forholdsvis små og minder om Oreo-kiks med kunstlæderbetræk.
Y40 ville være diskrete, hvis ikke det var for farven. Vores testeksemplar var således i præcis samme skriggule farve som en New York-taxi.
Kablet på Y40 er aftageligt. Det er gummibelagt og virker meget tyndt, men forholdsvis robust. Kablets kontrol/mikrofon har blot en enkelt knap, men det fungerer. Ørekopperne er små, men sidder stabilt på ørene.
Lydkvalitet
AKG har lavet hovedtelefoner længere end de fleste. Lyden er langt større end de fysiske rammer, og bassen er rund og overraskende voluminøs for så små hovedtelefoner. Mellemtonen er fri og åben, og blandt de bedste i feltet – fri for dåselyd. Stemmer fornemmes at være uden for hovedtelefonernes lukkede rum. Diskanten er ikke Y40’s stærke side – den lyder ikke dårligt, der er bare ikke så meget af den.
Konklusion
AKG Y40 er en charmerende lille fætter. Om man kan lide den ekstreme kulør, er en smagssag, men de fås også i sort. Den fine gengivelse af stemmer er lige velegnet til sang og lydbøger, og hovedtelefonerne er kompakte og robuste nok til at klare rejsens strabadser. Hvad enten turen går til Sydeuropa eller blot med toget til arbejde.