Google er andet og mere end verdens mest populære internetbrowser. De laver også hardware, herunder ørepropperne Pixel Buds. Efter at have imponeret os med Pixel Buds Pro 2 sidste år, tager de nu den samme motor – Tensor A1-chippen – og de fleste af funktionerne og propper dem ind i en billigere indpakning.
Google Pixel Buds 2a ligner ved første øjekast Pro-modellen på en prik. Et nærmere eftersyn afslører bittesmå forskelle i materialer og mål. Pixel Buds 2a er en lille smule større, men samtidig lettere og mere plasticagtig.
Formen er dog bibeholdt, og det samme er stabilisatorfinnen i silikonegummi, som Google kalder twist-to-adjust. Etuiet er også en smule lettere og desuden lidt kortere. Men man skal have de to modeller ved siden af hinanden for at opdage det.
IP54-ratingen på selve propperne er identisk med Pro-modellen, så de klarer en løbetur i regnvejr eller en uventet byge.

Usynlig på den gode måde
Nogle hørepropper er så intimt sammenkædede med deres styrings-app, at man næsten ikke kan spille musik uden. Pixel Buds-app’en er lige modsat. Den installeres automatisk (på Pixel-telefoner) og er derefter næsten usynlig – i en grad, hvor man skal lede på mobilen for at finde den.
Og det er faktisk synd, for den er udmærket og indeholder nyttige funktioner. Herunder en fem bånds-equalizer og høresundhedsmåler, der registrerer hvor højt, der er spillet – og hvor længe – for at forebygge høreskader.
App’en giver også adgang til Find Hub, der afslører hvor på kortet ørepropperne sidst er set (men ikke nødvendigvis under hvilken sofapude) og opsætning af den ny Gemini-assistent.
Pro-lyd på kredit?
På papiret ser konfigurationen identisk ud: Både Pixel Buds Pro 2 og Pixel Buds 2a bruger en 11 mm driver. Google siger ikke noget om, hvorvidt der bruges samme elektronik og driver. Men den aktive støjreduktion (ANC) fungerer på en lidt anden (og billigere) måde end i Pro-udgaven.
Da det er vigtigere at bruge ord, der kan varemærkebeskyttes, end at forklare teknologien, kalder Google det henholdsvis Silent Seal 1.5 og Silent Seal 2.0. Men en af forskellene er, at Pixel Buds 2a kun har to mikrofoner per kapsel, mens Pro-udgaven har tre.
Næsten lige så god lyd
Om årsagen er konstruktionen af ANC-systemet eller forskellig elektronik, så lyder Google Pixel Buds 2a godt – men ikke helt så godt som Pro-modellen.
Lyden er ganske balanceret og behagelig, og bassen er forholdsvis fast og ren for en øreprop. Og er det ikke, hvad du ønsker, kan det ændres med equalizeren.
Skifter man til Pixel Buds Pro 2, bliver lyden lidt renere og bassen får lidt mere smæk. Men det er ikke årsagen til at vælge den ene frem for den anden. Og begge lyder fint til deres respektive pris. Ingen af dem er entusiastmodeller, men praktiske ørepropper til at sætte lydspor på transport, arbejde og træning i støjende omgivelser.
En forklaring på lydforskellen kan være sensorerne. Pro 2 har tre mikrofoner og et stemmeaccelerometer pr. prop. 2a-modellen nøjes med to mikrofoner. Selvom begge har Tensor A1-chippen, betyder det, at Pro-modellens processor simpelthen får bedre data at arbejde med.

Lyder bedst med ANC
Det er første gang, A-serien har ANC, og det klæder det lukkede design. Ligesom Pro 2-modellen er helhedsindtrykket faktisk bedre med ANC slået til.
Støjreduktionen er ikke helt så effektiv som på Pro-modellen. Men effektiv nok til en togtur. På en gåtur langs en trafikeret vej bliver støjen reduceret til en lidt spids susen, da de dybe frekvenser fjernes effektivt, men de høje toner lækker igennem.
Google Pixel Pro 2 har den bedste omgivelseslyd, jeg har oplevet. Så god, at man næsten kan glemme, at man har propperne i ørene. Det sker ikke med Pixel Buds 2a, men omgivelseslyden er stadig fuldt ud fin til en samtale med kollegerne. Som man i øvrigt selv skal vælge, da 2a-modellen ikke har automatisk registrering af samtaler.

Forskellen bor i detaljen
I det hele taget er det på betjeningen og de små ekstra finesser, man oplever forskellen på Google Pixel 2a og den dyrere Pro-model. Hvor man på Pro-modellen kan justere lydstyrken ved at glide fingere på proppen, må 2a-ejere nøjes med at slå funktioner til og fra med et tryk. Men man kan med et tryk tilkalde Gemini og bede den om at skrue ned for lyden. Hvilket tager tre gange længere tid end at finde mobilen i lommen og gøre det derfra.
En anden finesse, der er sparet væk på økonomimodellen, er trådløs opladning af etuiet. Her må man nøjes med USB-C. Batteritiden er også kortere end på Pro-versionen.
På plussiden tæller, at batteriet i ladeetuiet er udskifteligt. Her er Google gået et skridt for bæredygtigheden. Ligesom de også gjorde på årets Pixel Watch 4, der også som det første i sin serie har udskifteligt batteri.

Google Pixel Buds 2a har – selvfølgelig – rumlig lyd. Men funktionen er kun beregnet til filmlyd i surround, og den virker kun med Googles egne Pixel-telefoner.
Headtracking, hvor lyden bliver stående i rummet foran lytteren, selv om man drejer hovedet, får man ikke på Pixel Buds 2a.
Konkurrenter
Til prisen er fjenden ikke længere de dyre modeller fra Sony og Sennheiser. Fjenden er Nothing Ear (3), JBL Live Buds 3 og ikke mindst Googles egne Pixel Buds Pro 2, som ofte kan findes til nedsat pris, der kun er få hundrede kroner over økonomimodellen.

Konklusion
Google har med Pixel Buds 2a skabt en sæt tegnebogsvenlige hørepropper, der giver 90 procent af Pro-oplevelsen til en markant lavere pris. Med Tensor A1-chippen og ANC er de ikke længere “bare” et par simple propper, men en fuldblods smart-enhed. Og integrationen med Gemini og de andre Pixel-enheder er et vigtigt salgsargument. Hvis man kan leve uden trådløs opladning, headtracking og touchregulering af lydstyrke, er det svært at argumentere imod.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



