Hvis du aldrig har hørt om det kinesiske mærke EarFun og har lyst til at afskrive dem på grund af deres tåbelige navn, kan jeg fortælle, at jeg testede forgængeren EarFun Air Pro 4 for et år siden og endte med at give den seks stjerner og titlen ”Bedst i test”. Nu er efterfølgeren her med flere opgraderinger. Air Pro 4+ tager et skridt op med et hybridt dobbeltdriversystem, hvor en ultralet balanceret armatur arbejder sammen med et 10 mm dynamisk basenhed. Resultatet er især mærkbart i diskanten, som nu er endnu klarere og mere detaljeret.
Installationen er en drøm. Google Fast Pair gør, at propperne popper op på skærmen, så snart låget åbnes, og app’en hentes automatisk. Nemmere bliver det ikke.

Lyden af EarFun Air Pro 4+
Lyden fra disse propper er ganske enkelt fremragende. Uden støjreduktion leverer de et åbent og luftigt lydbillede med klar vokal og masser af detaljer. Dodies vokalakrobatik på den melodiske indiepop-sang The Answer træder tydeligt frem, og Ken Pomeroys lidt skarpere americana-stemme på Flannel Cowboy har en naturlighed, som få i denne prisklasse kan matche. Guitarerne lyder desuden superkrystalklare uden at blive påtrængende.

Den største nyhed er nok, at Air Pro 4+ understøtter aptX Lossless. Det bekræftes i app’en, hvilket mange konkurrenter ikke gør. Kigger du i Android-menuerne, vil du nemlig kun se aptX Adaptive, uden nogen information om, at det faktisk er Lossless, du lytter til. Med EarFun-propperne er der ingen tvivl. Det betyder tabsfri lyd trådløst – altså CD-kvalitet – noget som tidligere var forbeholdt langt dyrere propper. Foretrækker du LDAC, findes det også.
App’en fortjener ros. Du får en 10-bånds grafisk equalizer og over 20 forudindstillede lydprofiler. Jeg synes, den neutrale indstilling lyder fremragende, men man kan for eksempel bruge Bass Boost 1 for at få mere tryk på i de dybeste frekvenser.

Støjreduktion og omgivelseslyd
Støjreduktionen tilpasser sig automatisk omgivelserne med både AI-baseret øretilpasning og miljøtilpasning. Den fungerer godt og dæmper op til 50 dB, men jeg oplever, at dynamikken bliver en smule fladere, når ANC er slået til. For den bedste lyd anbefaler jeg at bruge propperne uden støjreduktion, når støjniveauet tillader det.
Omgivelseslyden (Ambient Sound) lyder til gengæld meget naturlig og behagelig – blandt de bedste, jeg har hørt i denne prisklasse. Den fungerer også som medhør under opkald, men skal aktiveres manuelt hver gang. Her kunne EarFun med fordel have kopieret Soundcores løsning, som skifter automatisk.

Funktioner og batteritid
Air Pro 4+ understøtter Auracast til deling af lyd med andre, multipunkttilslutning til to enheder samt en spiltilstand med kun 50 ms forsinkelse. Batteritiden er hele 8 timer i propperne med støjreduktion slået til og 12 timer uden. I alt 36–54 timer med etuiet. IP55-certificeringen betyder, at de tåler både støv og regn – en opgradering fra forgængeren, som kun havde IPX5.
Bluetooth 6.0 er også nyt og skal give en endnu mere stabil forbindelse end tidligere. I praksis oplevede jeg ingen problemer med hverken rækkevidde eller udfald, men det gjorde jeg heller ikke med forgængeren.

Konklusion
EarFun Air Pro 4+ er ganske enkelt et fund. For omkring tusind kroner får du aptX Lossless, adaptiv støjreduktion, Auracast, Bluetooth 6.0 og et hybriddriversystem med balanceret armatur – funktioner, som mange konkurrenter tager det dobbelte eller tredobbelte for. Lydkvaliteten er klasseledende med et åbent og detaljeret lydbillede, der matcher langt dyrere alternativer.
App’en er meget vellykket med 10-bånds EQ og over 20 forudindstillinger. At støjreduktionen giver en lidt fladere dynamik, er disse propper langt fra alene om. EarFun har endnu en gang bevist, at kinesiske producenter kan levere topkvalitet til budgetpriser.
Også i denne test:
Soundpeats H3
Tre drivere i hver øreprop
Soundpeats H3 byder på entusiast-teknologi på budget. Med triple drivere og understøttelse af aptX Lossless er her virkelig meget lyd for pengene.


Supra Nero-TX2
Robust og ekstrem batteritid i 700-kroners klassen
Supra Nero-TX2 lover militær holdbarhed og vanvittig batteritid. Men app’en har sine skavanker.


Soundcore Liberty 5
Skjult codec er guld værd
Soundcore Liberty 5 skuffer en smule ved første lytning. Men en godt gemt indstilling forvandler lydoplevelsen.


Poly Voyager Free 20
For dyr i forhold til hvad du får
Poly Voyager Free 20 er udviklet til kontorbrug og lover krystalklar tale i forbindelse med møder. Men som den dyreste i testen leverer den ikke nok til at forsvare prisen.


JLab JBuds Pods ANC
Gode - men med bugs
JLab JBuds Pods ANC er gode – både på papiret og i praksis. Men ikke uden tekniske problemer.


Huawei Freebuds 7i
Huaweis smarteste ørepropper
Huawei FreeBuds 7i byder på krystalklar lyd og smart støjreduktion. Men først skal du igennem en lille forhindringsbane.


Creative Aurvana Ace Mimi
Personlig lyd i topklasse
Creative Aurvana Ace Mimi kombinerer xMEMS-teknologi med personlig lydtilpasning. Resultatet er en af de mest balancerede ørepropper i testen.


Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



